Udsalg

Jeg har gjort et par gode udsalgskøb i dag.

Jeg er ikke så meget til trængsel og lange køer, så jeg fandt de gode udsalgstilbud i ro og mag ved computeren. Det blev lidt men godt – bare en trøje og et par T-shirts til mig selv og en enkelt T-shirt til Sander.

Jeg kiggede også  lidt på babytøj. Min niece er nemlig gravid og skal nedkomme til oktober. Det er en lille pige, der er på vej, og jeg kunne ikke dy mig for at bestille en lille lyserød T-shirt. En lillebitte sag i størrelse 56 i økologisk bomuld. Jeg kan næsten ikke stå for sådan nogle småbitte trøjer og bluser.

Læs videre

Det helt rigtige spisebord

Vi er på jagt efter Det Helt Rigtige Spisebord.

Det, vi har, har længe trængt til at blive udskiftet. Nu skal det være, og det nye skal være langtidsholdbart.

Vi forestiller os sådan et bord, man aldrig bliver træt af. Et bord der bare bliver pænere og pænere af at blive brugt. Et bord, der kan tåle det meste og er let at holde.

Vi har et sofabord, som jeg købte for 38-39 år siden. Det lever op til ovenstående – så det er slet ikke umuligt.

Jeg er ikke sikker på, at nogen af os har et helt klart billede i hovedet af, hvordan bordet skal se ud, men vi er enige om, at det skal være et asketræsbord.  Som sofabordet.

I sidste uge var vi hos Paustian for at kigge efter Det Helt Rigtige Spisebord. Vi fandt det ikke, så vi pjattede med, at hvis ikke vi finder vores ønskebord, så kan det være, at vi bliver nødt til at kaste os ud i noget kreativt – måske kunne man komme langt med en stak paller?

Læs videre

Heldigvis ved jeg, hvor strygejernet er

Forleden dag spurgte blikkenslageren, om vi havde manualen til vores varmepumpe. Vi har den skam, vi har bare ikke lige overblik over præcis  hvilken flyttekasse, den befinder sig i.

I går ville jeg traditionen tro sætte flag på morgenbordet, fordi det var Henriks fødselsdag. Desværre havde jeg ikke tænkt på at få flaget med ud i skurvognen, da vi rømmede huset.

Hele tiden opstår der situationer, hvor vi mangler nogle af de ting, der er pakket ned i øjeblikket.

Vi savner vores ting, vores hjem og vores helt almindelige hverdag.

Heldigvis ved jeg, hvor både strygebrættet og strygejernet er, så nu vil jeg kaste mig over strygetøjet. Jeg trænger til at foretage mig noget, der er helt normalt og hverdagsagtigt, og arbejdet med strygetøjet er jo det samme, hvad enten jeg står med det inde i huset eller herude i skurvognen.

Læs videre

Roser er røde, violer er blå – jordbær er søde …

Dagen i dag har været en af den slags, hvor ærgrelser og irritationer står i kø.

Lige fra morgenstunden begyndte tingene at gå skævt. Det startede med, at programvælgerknappen knækkede af vaskemaskinen. Og det fortsatte i samme spor.

Heldigvis ikke noget alvorligt, bare trivielle, trælse småting. Skurvognslivet begynder at gå os på nerverne.

Vi blev enige om, at vi ikke rigtig orkede skurvognen i dag. Vi måtte ud og se noget andet.

Så vi kørte en tur ud i det blå. Vejret var smukt, og det samme var landskabet.

På vejen slog vi et smut forbi en økologisk gårdbutik, hvor vi plejer at købe jordbær. De havde masser af skønne, solmodne bær, så vi købte rigeligt. Der røg også nogle fine, små, nye kartofler med i købet.

Bagefter kørte vi til Enø og købte nyrøget makrel og laks.

Nu er humøret steget nogle grader,  og vi kan endda glæde os over, at vi nok ikke kommer til at gå sultne i seng.

Læs videre

Der arbejdes stadig …

Nu må det vist være på tide at fortælle, at selv om  jeg ikke får skrevet noget om det, så arbejdes der stadig på at få sat vores hus i stand.

I skrivende stund er mureren ved at sætte fliser op på badeværelserne, og maleren maler vægge.

Det meste af tiden går det stille og roligt fremad, men af og til sker der desværre ting og sager, der er tæt på at give mig nerver på. Jeg fik da i hvert fald lidt nervøse trækninger, da mureren fortalte, at han havde regnet forkert, da han skulle bestille gulvklinker. Så nu står vi og mangler 8 m2 klinker, der ikke sådan lige kan skaffes. Dem venter vi så på de næste tre uger.

Der fik jeg lige brug for at tage et par dybe vejrtrækninger.

Sådan er det bare. Heldigvis ser det ud til, at entreprenøren stadig er fast i troen på, at vi kan flytte tilbage i huset til den aftalte tid. Så det regner vi med.

Læs videre