Blog
Det er en lidt grå og skyet dag. Hvis der ikke stadig havde ligget lidt sne udenfor, havde det været gråt i gråt.
På bordet står lilla tulipaner og lyser op. Dem kom Sander og forærede mig forleden dag, og jeg bliver glad, hver gang jeg kigger på dem.
Vi er lige kommet hjem fra en dejlig travetur i Hesede Skov sammen med Sander og hans forældre.
Der var dejligt ude i skoven. Koldt var der også, men solen skinnede, og vi kunne gå os varme.
I dag slog vi et smut indenom Paradishaven. Haven blev anlagt som forstbotanisk have af Gisselfeld Kloster i 1813 som Danmarks første botaniske have og blev oprindelig kaldt Hesede Planteskole.
Det er selvfølgelig mere spændende at besøge Paradishaven, når der er blade på alle træerne, men selv på en vinterdag er der masser at se på og forundres over. Man støder på agurkmagnolia, blodhassel, hængebøg, frynselind, kæmpegran og mange, mange flere. Vi lod os imponere af kæmpegranens omfang – vi måtte være fire om at nå rundt om stammen (Sander plus tre voksne).
Vi blev på stedet enige om, at vi skal i Paradishaven igen, når det bliver forår og vejr til at sidde på en bænk og spise madpakken.
Jeg er fuldstændig tabt for omverdenen i øjeblikket.
Jeg er nemlig ved at læse Knud, den store af Hanne-Vibeke Holst.
Jeg var stor fan af Hanne-Vibeke Holst i forvejen, og Knud, den store har bestemt ikke gjort min begejstring for hendes forfatterskab mindre.
Knud, den store er jo historien om Hanne-Vibeke Holsts far, forfatteren Knud Holst, og den er fortalt så medrivende, at man næsten ikke kan lægge bogen fra sig.
Selv om jeg kun er godt og vel halvvejs i bogen, tør jeg godt anbefale den på det varmeste.
Sikke en morgen og sikke en udsigt at stå op til.
Endelig har vi fået sne. Der ligger et smukt, blødt lag over det hele. Hver en gren og hver en kvist er tyk af sne. Jeg er faldet i staver ved vinduet flere gange her til morgen, for vores have ligner jo pludselig et eventyrlandskab. Det skal nydes.
Småfuglene flokkes om foderbrættet. Solsortene hygger sig med at spise æbler under juletræet, der nu står fint pyntet af sne på terrassen.
Om lidt tager jeg godt med tøj og de varme støvler på, og så skal jeg ud og nyde at gå i sneen. Det har jeg længtes efter længe.
Her hos os er det mig, der står for at stille vækkeuret. Eller rettere sagt – jeg stiller alarmen i min mobiltelefon. Den bliver normalt indstillet til at vække os klokken 6.
I aftes var jeg åbenbart meget træt eller meget bælgøjet eller meget fummelfingret eller noget i den retning.
I hvert fald gav alarmen lyd fra sig klokken 2 i nat. Sådan noget gør den jo ikke helt af sig selv. Så jeg må på en eller anden måde have bedt den om det. Ganske utilsigtet.
Det værste af det hele var, at jeg sov videre, som om ingenting var hændt. Stakkels Henrik derimod blev vækket af alarmen – og da han havde fået slukket for den, kunne han selvfølgelig ikke falde i søvn igen før ud på morgenstunden. Og da var det jo ved at være tid til at stå op.
Et lille hverdagseksempel på, at det nogen gange er de forkerte, det går ud over, når nogen dummer sig.