Blog
Så kan vi se frem til en weekend, der er lidt længere end normalt.
Det er dejligt. Jeg bryder mig ikke spor om sommertid og ure, der er stillet frem.
Så hurra for at vi vender tilbage til normaltid i denne weekend og får den time tilbage, der blev snuppet fra os i foråret.
Og kunne vi så ikke blive enige om at holde op med det pjat med at pille ved tiden?
Vi har lige fået nye naboer – igen.
Huset inde ved siden af har været lejet ud siden sidste sommer. De første lejere boede der kun et halvt år. Andet hold bare nogle få måneder. Vi nåede slet ikke at lære dem at kende.
Nu er der så kommet nye beboere igen.
I aftes bankede det på døren. Det var de nye naboer. De ville lige hilse på og præsentere sig.
Det var et par virkelig søde, unge mennesker. Dem glæder vi os til at være naboer til – forhåbentlig rigtig længe.
Gode naboer er guld værd.
Vi var hjemme hos Sander i aftes for at se efter ham, mens forældrene smuttede i biffen.
Jeg spurgte ham, om han havde et spil, vi kunne spille.
Et øjeblik senere kom han susende med et lille memoryspil i træ med 16 brikker. Det var helt perfekt at starte med. Vi fornemmede nemlig, at han ikke rigtig havde prøvet at spille spillet før, men det fik han hurtigt lært.
Vi spillede det mange gange og hyggede os gevaldigt. Det varer ikke længe, før Sander kan banke os i memory.
Jeg kan godt lide at spille memory – eller vendespil, som nogen kalder det. Det er et spil, hvor alle kan være med. Vi har spillet det meget med vores egne børn, og det var hyggeligt at spille det igen sammen med Sander.
Jeg tænker lidt på, at det måske kunne være sjovt at få lavet et spil med egne billeder på kortene, som jeg har læst om bl.a. hos Øglemor.
Vi var sammen med Sander en tur i BR forleden dag. Vi skulle lige kigge, for Sander var helt vildt optaget af det forskellige halloweengøgl, der var stillet frem.
Der var vampyrer og skeletter. Der var hekse og monstre. Der var hugtænder, kranier og løse knogler.
Jeg syntes, at det var virkelig grimt det hele, men Sander syntes, at det var spændende. Han stod og betragtede et plastikskelet, der hang og dinglede for øjnene af ham, og sagde : “Farmor, vil du fortælle mig, hvorfor vi har knogler?” Jeg sagde til ham, at hvis vi ikke havde knogler, ville kroppen være alt for blød og slatten, og vi ville hverken kunne gå eller stå. Det var den korte version af forklaringen om knoglernes funktion, men Sander lod til at finde svaret tilfredsstillende, for han forfulgte ikke emnet.
Alle halloweensagerne fik mig til – endnu en gang – at spekulere på, hvorfor så meget legetøj skal være så ringe og så grimt. Kvaliteten – eller manglen på samme – gør i sig selv skeletterne, hugtænderne og alt det andet temmelig uhyggeligt, synes jeg.
I søndags, da vi sad og hyggede os i køkkenet, kiggede Sander kærligt på mig hen over kanelsneglene og sagde sødt: “Gamle Farmor.”
Jeg skyndte mig at inddrage Henrik (for hvem gider være den eneste, der bliver kaldt gammel?) ved at spørge Sander, om han synes, at Farfar og Farmor er gamle. Den søde dreng svarede frejdigt og uden tøven: “I er gamle.”
Jamen så fik vi da det på plads!