De siger jeg er psykopat

desigerjegerpsykopat

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst De siger jeg er psykopat af Tine Wøbbe i samarbejde med Kristina Antivakis.

Fra bogens bagsidetekst:

Psykopater fines i alle samfundslag – i magtfulde chefstillinger, i almindelige job, på offentlig forsørgelse og i fængslerne. I de mest tragiske tilfælde har mennesker med dyssocial personlighedsstruktur stået bag nogle af danmarkshistoriens mest makabre drabssager.

Men hvem er de mennesker? Hvad rummer de, og hvad gemmer der sig bag deres facade? Hvordan er det at leve som psykopat?

I De siger jeg er psykopat fortæller to kvinder og fire mænd om deres liv med dyssocial personlighedsstruktur, deres til tider voldsomme vrede, manglende forståelse for andre menneskers følelser og ligegyldighed over for samfundets love og regler. Alle seks færdes iblandt os i samfundet, nogle med domme bag sig, andre ikke. Fælles for dem er, at de giver os et unikt indblik i deres verden og fokus på livet som psykopat.

De siger jeg er psykopat er en bog, der slet ikke kan undgå at gøre indtryk på læseren. Bogen giver et interessant men også skræmmende indblik i, hvad psykopati egentlig indebærer. Der er uden tvivl tale om mennesker, som man ikke ønsker at lægge sig ud med, men også om mennesker, der har fået en hård start på livet på den ene eller anden måde. Deres sind er blevet, som det er, af en grund. Det fremgår også af de seks personers beretninger, at de på mange måder selv føler sig belastet af den dyssociale personlighedsstruktur. Det er ikke noget let og enkelt liv. Der er mange udfordringer – både for dem selv og deres omgivelser. En meget interessant og velskrevet – men barsk – bog.

Jeg har tidligere anmeldt Forbrydelsens sind af Tine Wøbbe og Mette Brandt-Christensen i samarbejde med Kristina Antivakis.

Læs mere om De siger jeg er psykopat af Tine Wøbbe i samarbejde med Kristina Antivakis hos Politikens Forlag.

Læs videre

Kommandantens sekretær

kommandantenssekretaer

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst Kommandantens sekretær af Pam Jenoff.

Vi befinder os i  Polen i 1939. Nittenårige, jødiske Emma Bau har kun været gift med Jacob i tre uger, da tyskerne invaderer Polen. Jacob er nødt til at gå under jorden, og Emma ender ligesom hendes forældre i den jødiske ghetto i Krakow. Med hjælp fra modstandsbevægelsen lykkes det hende dog snart at flygte til den frie del af byen. Her skifter hun til en  dækidentitet. Hun er nu ikke længere jødiske Emma. Hun er ikkejødiske Anna Lipowski og bor hos Jacobs tante Krysia.

Ved en middag hos Krysia bliver Anna præsenteret for den tyske kommandant Richwalder. Han bliver tiltrukket af hende  – og hun af ham. Han tilbyder hende jobbet som sin sekretær, og hun accepterer tilbuddet i håb om at få adgang til oplysninger, der kan gavne modstandsbevægelsen.

Som dagene går, bliver forholdet mellem kommandanten og hans sekretær mere og mere kompliceret, og Anna tvinges til at træffe beslutninger, der kan risikere at afsløre hendes sande identitet og bringe dem, hun elsker, i alvorlig fare.

Jeg har været fuldstændig fanget ind af historien om Emma, der blev til Anna. Bogen er velskrevet og karaktererne meget troværdige. Kommandantens sekretær er en både barsk og rørende fortælling om krig og kærlighed, mod og vilje til  at ofre sig i et højere formåls tjeneste. En stærk og medrivende roman om et mørkt kapitel i historien.

Jeg har tidligere anmeldt Hittebarnets historie og Kvinden med den blå stjerne af Pam Jenoff.

Læs mere om Kommandantens sekretær hos Alpha Forlag.

Læs videre

City

city

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst City af Jesper Stein. Bogen er syvende bind i krimiserien om Axel Steen.

Fra bogens bagsidetekst:

Axel Steen er tilbage i Københavns politi som ekspert i efterforskningsmetoder efter et ophold på Cambridge University. Da den unge kriminalpsykolog Maj Lund henvender sig med et ønske om at tale med nogle af landets mest forråede forvaringsdømte om skam og samvittighed, er han skeptisk, men det ændrer sig, da han ser hende i aktion. Hvad er det, hun kan? Og hvorfor er hun særligt optaget af serievoldtægtsforbryderen Stilladsmanden, som Axel Steen fældede for otte år siden?

Samtidig på Amager Strand har PET arrangeret et møde med en mand, der har trukket et blodigt spor gennem Axel Steens tilværelse. Alt går galt, og et opgør er uundgåeligt.

Mens begivenhederne tager fart, vandrer Axels tanker mod en solbeskinnet sommer i 80’ernes Risskov, tæt på hans barndomshjem. Viktoria blev Axels vindue til en nærhed, han ikke har kendt før, men hun har et skrøbeligt sind, og deres møde får skæbnesvangre konsekvenser for dem begge.

City er en virkelig spændende og lidt anderledes krimi, som jeg har haft svært ved at lægge fra mig. Som en kontrast til det rå og hårdkogte får læseren denne gang lov til at lære en mere følsom og sårbar side af Axel Steen at kende. Det giver hele historien en ekstra dimension og gør den både rørende og ekstra interessant. City er overraskende og spændende nyt i serien om Axel Steen.

Jeg har tidligere anmeldt, Rampen, Solo og Ædru af Jesper Stein.

Læs mere om City hos Politikens Forlag.

Læs videre

Læst i maj 23

laestimaj23

I løbet af maj har jeg læst de skønne bøger på billedet.

Løftet  af Kirsten Jacobsen er en stærk, rørende og dybt inspirerende fortælling om en livslang kærlighed, der bliver sat på den ultimative prøve.

Bogen har gjort stort indtryk på mig. Det er en rørende og smuk kærlighedshistorie. Samtidig er bogen et stærkt indspark i debatten om aktiv dødshjælp og den enkeltes ret til selv at afgøre, hvornår livet ikke længere er værd at leve.

En nat i august af Jeanette Øbro er en roman om at stå med andres liv i hænderne. Om at opleve voldsomme begivenheder i et fag, hvor liv og død og de største følelser er på spil.

Jeg har været fuldstændig tabt for omverdenen, mens jeg har læst En nat i august. Lige siden, jeg fødte mit første barn, har jeg været fascineret af fødselsberetninger. I denne bog beskrives fødselsforløbene med jordemoderens stemme, og det er virkelig fængslende og rørende læsning.

Jeg husker dagen som lys af Olav Hergel.

Olav er syv år gammel, da hans mor, Benedicte, første gang bliver indlagt på psykiatrisk afdeling. I lange perioder taler hun ikke til andre mennesker, heller ikke sine børn.

Jeg husker dagen som lys er en bog, der går lige i hjertet. Den fortæller hudløst om smerten ved at vokse op med en mor, der i perioder er svær at afkode, fordi hun er plaget af en psykisk lidelse. Om det svære ved selv at være styret af tanker, man føler sig tvunget til at handle på. Det er så godt beskrevet, at man umiddelbart mærker smerten og afmagten.

Natjæger af Line Holm og Stine Bolther er tredje, selvstændige bind i krimiserien om Maria Just.

Bag i en efterladt varevogn i København finder man en død mand. Han er skudt og lemlæstet, og alt peger i retning af et hævndrab i kriminelle kredse. Men efterforskerne Mikael Dirk og Fredrik Dahlin er lidt på bar bund, for de ved ikke, hvem den dræbte er. Og ingen har meldt en person, der kunne være ham, savnet.

Natjæger er en solid og rigtig spændende krimi. Jeg kan godt lide Holm & Bolthers skrivestil. Tempoet er højt og karaktererne troværdige. Det har været et dejligt gensyn med de gennemgående karakterer, som jeg synes rigtig godt om.

Læs videre

Natjæger

natjaeger

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst Natjæger af Line Holm og Stine Bolther. Bogen er tredje, selvstændige bind i krimiserien om Maria Just.

Bag i en efterladt varevogn i København finder man en død mand. Han er skudt og lemlæstet, og alt peger i retning af et hævndrab i kriminelle kredse. Men efterforskerne Mikael Dirk og Fredrik Dahlin er lidt på bar bund, for de ved ikke, hvem den dræbte er. Og ingen har meldt en person, der kunne være ham, savnet.

Politihistoriker Maria Just bliver tilfældigt involveret i drabssagen. Hun har ellers nok at tænke på i forvejen. Hendes forhold til ungdomskæresten er slut, og på jobbet går det heller ikke ligefrem godt.

Da Maria får mistanke om, at der kan være en forbindelse mellem den aktuelle drabssag og en sag om et forsvundet barn tilbage i firserne, er hun ikke til at stoppe. Hun forsøger desperat at finde frem til sandheden, men er oppe imod nogle meget magtfulde mennesker. De vil gøre alt for at holde på deres hemmeligheder og beskytte sig selv og deres nærmeste.

Natjæger er en solid og rigtig spændende krimi. Jeg kan godt lide Holm & Bolthers skrivestil. Tempoet er højt og karaktererne troværdige. Det har været et dejligt gensyn med de gennemgående karakterer, som jeg synes rigtig godt om. Efter min mening er Natjæger seriens hidtil bedste og mest vellykkede bog.

Jeg har tidligere anmeldt de to første bind i serien, For barnets bedste og Lovløs.

Læs mere om Natjæger hos Politikens Forlag.

Læs videre