Blog
Jeg har lige været med i en konkurrence, hvor man kunne vinde et par virkelig lækre ECCO ankelstøvler. Lige de støvler, jeg havde kig på.
Jeg har krydset fingre. Jeg har visualiseret, at jeg allerede havde fået fingre i støvlerne. Jeg har i det hele taget troet på, at jeg ville blive en af de heldige vindere. Det skal man jo. Tro på det! Det hører man jo hele tiden.
Det virkede ikke.
Så må jeg vel bare købe de støvler.
Her i huset støtter vi flere forskellige sygdomsbekæmpende organisationer. Det gør vi, fordi de pågældende sygdomme på den ene eller anden måde har påvirket vores liv, og fordi vi gerne vil bidrage til bekæmpelse af dem.
Så vi betaler kontingenterne og læser medlemsbladene. Og det er det. Bare ikke i den ene forenings tilfælde.
Sidste år blev jeg ringet op af en dame fra den forening. Hun stillede en masse spørgsmål. Blandt andet ville hun gerne vide, hvorfor jeg havde valgt at støtte netop denne forening. Jeg svarede på både dette og en del andre spørgsmål. Jeg svarede også (benægtende) på, om jeg ville støtte foreningen med ekstra penge udover mit medlemskontingent.
Så langt, så godt.
I går ringede så en anden dame fra den selvsamme forening og begyndte at stille spørgsmål. Hun lagde ud med at spørge om, hvorfor jeg havde valgt at støtte foreningen. Der var jeg lige ved at eksplodere og fortalte hende, at jeg fremover stadig vil betale mit kontingent, men at jeg ikke igen og igen vil gøre rede for, hvorfor jeg gør det. Jeg fortalte hende også, at jeg vil frabede mig at blive ringet op igen, hvis ikke man har andet ærinde, end at stille de samme spørgsmål igen.
Irriterende spørgsmål bliver nemlig ikke mindre irriterende af at blive gentaget.
Busskurene i Næstved og omegn er ved at blive peppet op. Som jeg har forstået det, sker det bl.a. for at gøre skurene til et positivt og inspirerende sted at vente.
Jeg talte med min ældste søn over Skype i aftes og fortalte ham, at vi tidligere på dagen havde set en fyr bevæbnet med spraymaling i alle mulige farver i færd med at give et busskur her i lokalområdet en overhaling.
Min søn fortalte mig i den forbindelse, at han har en lille sjov erindring om et af busskurene her i byen. Det var dengang han lige var begyndt at gå i skole, han kunne endnu ikke læse. Han gik en tur sammen med min mor, og de kom forbi busskuret. Min søn så, at der var skrevet noget på busskuret og spurgte sin mormor, hvad der stod. Hun fortalte ham, at der stod Røv og nøgler. Han kunne ikke lige umiddelbart forstå, hvad det skulle betyde, så det havde han spekuleret noget over, fortalte han mig. Det er sikkert derfor, han stadig – efter mere end 30 år – husker episoden, som jeg i øvrigt ikke havde hørt om før.
Med den lille historie i baghovedet tillader jeg mig at vise et af de nymalede busskure her og spørge: Kunst eller røv og nøgler?
Vi har været til fødselsdag. Vores svigerdatter har fået endnu et år på bagen, og det har vi fejret i dag.
Vi havde en dejlig eftermiddag, hvor Sander bl.a. sang en lille sang for os. Han sang den engelske version af Mester Jakob, Are you sleeping. Han var lidt genert, men han ville alligevel gerne vise, at han kunne synge sangen på engelsk.
I aftes var vi i Glassalen i Tivoli. Vi så Peter A.G. i Det Scene Show 2 – Velkommen til KøbenhAGn.
Jeg er jo lidt pjattet med ham Peter. Jeg kan godt lide, når han giver den gas med de gamle sange, og får hele salen til at skråle Det’ den dejligste morgen i hundrede år. Og jeg kan godt lide det, han siger imellem numrene. Der kommer altid et eller andet underfundigt, som man kan gå og vende og dreje inde i hovedet bagefter.
I aftes kom han bl.a. ind på det der med, at man ikke skal holde op med at bide livet i låret og udvikle sig som menneske, bare fordi man ikke er helt ung længere. Han sagde det så fint og poetisk: Et træ stopper jo ikke væksten. Det bliver ved med at blomstre, indtil det knækker.
Nemlig.