Blog
Det er blevet lidt køligere – man mærker det især om morgenen, synes jeg. Jeg har i hvert fald fundet en lidt lunere jakke frem fra skabet til mine morgengåture.
Forleden morgen hørte jeg en dreng skælde sin mor ud over, at han ikke havde fået de vanter, som han havde bedt om, sidst de var i Storcentret.
Jeg har ikke fundet vanterne frem endnu, men jeg skal love for, at mine hænder godt kan finde ned i jakkelommerne.
I den seneste uges tid har jeg lagt mærke til, at læsere finder frem til min blog ved at søge på ord som nisser, kravlenisser, julehjerter og julekort.
Jeg er selvfølgelig glad for, at min blog bliver fundet og mine skriverier læst, men jeg får altså nervøse trækninger, når jeg allerede nu bliver mindet om, at vi om tre måneder så småt nærmer os jul.
Det er kun lige blevet efterår. Der er laaang tid til jul. Heldigvis!
I går måtte vi springe til med kort varsel og hente Sander i børnehaven. Det gav mulighed for en lille snak i bilen på vej hjem.
Sander fortalte med ansigtet lagt i alvorlige folder og trist stemmeføring, at hans blomst (den vi plantede sammen til Bedsteforældredagen) var ved at dø. Fordi den ikke kunne klare en lang sommerferie, hvor den ikke var blevet vandet, fortalte han.
Vi kunne berolige ham med, at det er helt naturligt, at blomster visner her om efteråret. Den lille snak endte med, at vi aftalte, at vi skal plante en ny blomst sammen næste gang, der er Bedsteforældredag i børnehaven.
Lørdag eftermiddag tog vi Sander med en tur i skoven.
Han havde en flot medalje på. Den havde han fået, da han sammen med sin mor løb Hjerteløb i BonBon-Land tidligere på dagen.
Heldigvis var der flere kilometer tilbage i hans ben, så vi gik en dejlig tur til Svenskekløften i Hesede Skov. Undervejs kiggede vi på store myretuer, hørte en spætte, fandt årets første, bittesmå kastanjer og hyggede os i det hele taget gevaldigt.
På et tidspunkt foretog Sander pludselig et ordentligt rejehop. Det viste sig, at han hoppede over en snog, der lå og solede sig på stien. Snogen forsvandt lynhurtigt – Sander ville elllers gerne have kigget nærmere på den.
Vi havde en dejlig tur i det skønne vejr, men til sidst var Sander alligevel godt træt i benene.
I fredags kørte vi en tur gennem egnen, hvor jeg voksede op. Da vi nu var på de kanter, fik jeg sådan en lyst til at gå en tur op på Gyldenløves Høj.
Det var ved at være mange år siden, jeg havde været der sidst, men i min barndom kom jeg der jævligt. Fra jeg var fem, til jeg var ti år, boede vi nemlig i gåafstand fra højen, og en søndagsgåtur kunne meget vel føre os til Gyldenløves Høj. Nogen gange afsluttedes turen på højen med en is fra Kudskehuset lige i nærheden.
Jeg husker den højtidelige stemning, når vi stod på toppen af højen og kiggede på mindestenen med navnene på de dræbte frihedskæmpere, og min far fortalte om, hvordan der under krigen blev kastet våben ned fra luften til modstandsbevægelsen lige her, hvor vi stod.
Det var godt at komme en tur derop igen, og jeg fornemmede stadig den højtidelige stemning og historiens vingesus, da jeg stod på højen.