Billedet herover er et udsnit af et fødselsdagskort, jeg har sendt til min yngste niece. Det skulle gerne være nået frem. Niecen fylder 18 år i dag.
Da jeg så kortet med den lille, pink Fiat, vidste jeg med det samme, at det var det kort, jeg ville sende til hende.
Min niece er nemlig ved at tage kørekort. Det var jeg også, da jeg fyldte 18. Dengang drømte jeg om en lille bil.
Drømmen gik i opfyldelse. Ikke længe efter, at kørekortet var i hus, købte jeg en lille, gammel bil. Den mindede ganske meget om bilen på min nieces fødselsdagskort.
Det var en Fiat 600. Rød og med soltag. Det var en gammel spand, men den var nysynet. Det var måske lidt nemmere at få en bil igennem syn dengang, end det er nu om stunder. Synet blev den i hvert fald, og jeg købte den for – hold nu fast – 2.800 kroner.
Det var skønt at være 18 og have både kørekort og egen bil.
Bilen var som sagt ikke ligefrem ny, så jeg havde den ikke meget mere end et par år. Så kunne den simpelt hen ikke mere. Jeg mødte en motorcykelbetjent på min vej. Han mente, at han nok hellere lige måtte kigge lidt nærmere på køretøjet.
Det lille tjek faldt ikke helt heldigt ud, så betjenten og jeg indgik den aftale, at hvis jeg selv afleverede nummerpladerne på motorkontoret snarest, så skulle jeg ikke høre mere.
Sådan blev det, og så måtte jeg ellers klare mig med en cykel i en periode, før jeg fik råd til en lille bil igen.