Blog
Selv om det er lidt gråt og trist udenfor, kan der godt være et lille strejf af solskin i stuen.
Det er der i hvert fald her hos mig. Min svigerdatter kom forleden dag og overraskede mig med påskeliljer. Nu står de og lyser dejligt op og minder om, at foråret er på vej.
Jeg er helt forpustet efter en travl uge.
Henrik har jo ligget med influenza hele ugen og er stadig sløj, så der har ikke været hjælp at hente fra den kant.
Der har været to dage med afhentning af Sander i børnehaven. Der har været besøg af ældste søn, der ikke bor lige om hjørnet og derfor ikke er hjemme hver og hveranden dag.
Der har været indkøb, madlavning, bagning, rengøring, vasketøj og hvad der ellers er i enhver husholdning.
Der har som nævnt været influenzaramt mand, der også skulle passes og plejes lidt.
Lige bortset fra influenzaen er der ingen af ugens opgaver og oplevelser jeg ville have undværet, for det har på mange måder været en dejlig uge, men nu er jeg ved at være kørt træt.
Nu skal jeg lige en tur ud i indkøbshelvedet i eftermiddag, og så er jeg ellers klar til en weekend, hvor jeg ikke vil foretage mig mere end det strengt nødvendige.
Jeg hentede Sander i børnehaven igen i går. Jeg hentede ham så tidligt, at vi kunne nå at smutte en tur på biblioteket sammen.
Det er så hyggeligt at være alene med ham. Han snakker som et vandfald nu og siger de sødeste ting.
I går havde jeg købt en lille bil til ham. Jeg går ellers ikke og køber ting til ham i tide og utide, men i går havde jeg altså købt den bil og pakket den fint ind. Han blev så glad og lagde ud med at beundre indpakningen. “Du har brugt tape til at pakke min gave ind med, Farmor,” sagde han og bagefter ” Må jeg pakke den op?” Da han så, det var en bil, der var i pakken, blev han rigtig glad og spurgte: “Har du købt den til mig? og ” Hvor har du købt den?” og så blev der ellers snakket om den bil hele vejen hjem. Der var sekstaller på bilen, og de blev omhyggeligt talt. Vi snakkede om bilens farver og om dens hjul og meget mere. Tænk engang, så meget glæde og fornøjelse for sølle 15 kroner.
Jeg hentede Sander i børnehaven i går.
Henrik er sendt til tælling af en slem omgang influenza, så han kunne ikke komme med. Det plejer jo ellers at være ham, der får den store velkomstkrammer af Sander, når vi henter ham, men i går fik jeg den altså. Der er ikke noget, der er så galt, at det ikke er godt for noget.
Sander og jeg var i SuperBrugsen, hvor vi bl.a. hyggede os med at kigge på de forskellige fastelavnsting.
Jeg havde lovet Sander, at han måtte få en bolle, og han fik penge, så han selv kunne købe den i bagerafdelingen. Han var så heldig, at manden foran ham i køen lod ham komme foran. Damen bag disken kunne hurtigt se på det beløb, Sander lagde på disken, at han skulle have en bolle, og de blev enige om, at det skulle være én med rosiner, og at den skulle spises med det samme.
I bilen på vej hjem fik Sander og jeg os en god snak bl.a. om Henriks sygdom. Sander sagde, at han troede at Farfar skulle ha’ noget medicin. “Så virker det. Så får han det bedre,” sagde han. Han har selv lige fået penicillin mod mellemørebetændelse, så han ved, hvad han snakker om.
Da jeg var ude at gå tidligere i dag, var der en lille pige på 6-7 år, der henvendte sig til mig. Hun stod sammen med en jævnaldrende dreng og kiggede op i et stort grantræ.
Hun viste mig, at der sad en kat oppe i træet og spurgte, om jeg kunne redde den. Hun fortalte, at det var en hund, der havde været efter katten og jaget den op i træet.
Børnene var meget bekymrede for katten. Den så ganske vist også lidt stresset ud, som den sad der og kiggede ned på os. Jeg sagde, at jeg var temmelig sikker på, at når vi gik vores vej, og katten var faldet lidt til ro, så ville den stille og roligt komme ned fra træet ved egen hjælp. Der var masser af grene på træet hele vejen ned, så katten behøvede ikke at tage det store spring.
Jeg gik videre, og da jeg kom forbi igen en lille halv time senere, var både børn og kat pist væk – så ned kom katten da på den ene eller den anden måde.