Som jeg skrev i mit forrige indlæg, er der behov for lidt nyt i Sanders legetøjsudvalg her hos os.
I den forbindelse kom jeg til at tænke på, at somme tider kan der komme meget god leg og tidsfordriv ud af næsten ingenting.
Da jeg var barn, lærte min far mig at lave et stykke legetøj af en knap og en snor. De fleste af min generation kender den garanteret.
Nu har jeg lavet en til Sander. En knap og et stykke bomuldsgarn – det ligger de fleste jo nok inde med. Knappen må helst være forholdsvis stor og snoren skal være 40-50 cm. lang. Man trækker bare snoren gennem først det ene og så det andet hul i knappen og binder til sidst snorens to ender sammen. Det tager et halvt minut, og så har man et sjovt og nærmest gratis stykke legetøj.
Man placerer knappen på midten, tager fat i snoren i hver ende og svinger den godt rundt, så snoren bliver snoet. Så trækker man ud i snoren fra hver side, og knappen begynder at spinne rundt og rundt. Efterhånden som man bliver mere ferm til det, kan man skiftevis stramme og løsne snoren og på den måde få knappen til at snurre rigtig længe.
Nu er jeg spændt på, om Sander synes, at sådan en snurredims er sjov.