Tid for brombær

Her til morgen, da jeg var ude at gå, mødte jeg en mor og hendes lille pige. De var ude for at plukke brombær. Datteren kiggede nu mest på, for tornede brombærranker og små bløde barnefingre er ikke den bedste kombination.

Den bærplukkende mor og jeg fik os en lille snak om glæden ved at indsamle “forråd”.  Hun havde dejlige minder fra sin barndom, hvor hun plukkede brombær sammen med sin far. Nu ville hun gerne give sine egne børn de samme gode oplevelser.

De nyplukkede brombær skulle blive til syltetøj, der skulle nydes sammen med pandekager. Vi blev rørende enige om, at det bedste syltetøj i verden er det, man selv har lavet af bær, man selv har plukket.

At gå på brombærjagt er en af de gratis glæder. Det gælder bare om at nyde de lækre bær, når lejlighed byder sig.

Læs videre

Min mors dagbøger

I går kørte vi en tur til Møn.

Det var så varmt, alt for varmt til at foretage sig noget særligt. Så vi valgte at køre en tur ud i det blå og nyde, at der er aircondition i vores bil.

Vi endte altså på Møn, hvor vi ganske vist har været før, men næsten hver gang på Møns Klint. Vi kom til at snakke om, at vi engang i halvfjerdserne besøgte min mor, min søster og hendes børn, mens de ferierede på Møn. Vi var lidt i tvivl om, hvor det var, de var indkvarteret dengang.

Efter min mors død gav min far mig to dagbøger, som min mor har skrevet i gennem årene. Jeg vidste, at der stod noget i en af dem om ferien på Møn, og tog bøgerne frem, for at se, om min mors optegnelser kunne kaste lys over, hvor på Møn den ferie blev holdt dengang. Der stod ganske rigtigt noget om ferien, men ikke noget nærmere om ferieboligens beliggenhed. Det gør ingenting, jeg kan bare spørge min søster om det.

De to dagbøger betyder meget for mig. Jeg tænker på, at jeg er glad for, at min mor skrev dagbog – at hun ikke havde mulighed for at skrive en blog, som jeg gør. Havde hun haft muligheden, havde hun jo nok gjort det, og så havde jeg ikke haft dagbøgerne i dag. Jeg er så glad for at læse i bøgerne – de små notater og strøtanker skrevet med den håndskrift, som jeg kender så godt.

Når jeg stikker næsen ned i bøgerne, synes jeg endda, at jeg svagt kan fornemme duften af min mors parfume.

Al den moderne teknologi er glimrende, men en blog på internettet kan efter min mening ikke helt hamle op med en dagbog med fine, tynde sider fyldt med håndskrevne erindringer.

Læs videre

Den vil jeg ikke ha’ …

Vi var hjemme hos Sander for at passe ham i aftes.

Vi havde en god aften sammen med leg i sandkassen og tegnefilm før sengetid. Vi hyggede os, og efter tegnefilmen var Sander mere end grydeklar og lagde sig til at sove uden skyggen af problemer. Lige som sidst sagde han, at jeg ikke måtte gå med ind på hans værelse, da han skulle i seng. Denne gang sagde jeg, at jeg lige ville gå med ind og putte ham, og så skulle jeg nok gå igen. Sådan blev det, og der blev stille inde på værelset i løbet af nul komma fem.

Når vi passer ham, er det hele jo mere eller mindre på hans præmisser. Vi skal først og fremmest hygge os. Det er jo heldigvis bedsteforældres privilegium at være dem, der ikke skal opdrage men godt  må forkæle poderne lidt. Når Sander er hjemme hos os, er det selvfølgelig vores regler, der gælder, men når pasningen foregår hjemme hos ham, prøver vi at være loyale overfor de regler, der hersker der.

Sander er som regel meget nem at have med at gøre, men han kan sandelig også godt sige fra, hvis der er noget, der ikke er, som det skal være. I aftes serverede vi f.eks. en bolle for ham, der var “skåret forkert over.” Det var en stor bolle, så da den var flækket og smurt, blev hvert stykke skåret over i to. Han fik altså fire kvarte boller i stedet for to halve. Det passede absolut ikke den unge mand. “Den vil jeg ikke ha’ – den skal ikke skæres sådan,” sagde han meget bestemt og skubbede tallerkenen væk. Det gad vi ikke slås med ham om. Hvis han var vant til at få bollen i to halve, så skulle han selvfølgelig have det. Vi var jo på hans hjemmebane. Hans farfar ville gerne have den “forkerte” bolle, og så fik Sander en, der var, som den skulle være, og fred og idyl var genoprettet.

Læs videre

Der er jo nogen, der er begyndt at gå i børnehave

I dag har vi hentet Sander i børnehaven for første gang.

Tiden i vuggestuen er forbi. Han har været børnehavebarn i to uger nu. Det er den samme gode institution, han går i stadigvæk, så det har ikke været så stor en omvæltning.

Han er blevet så stor i løbet af sommeren. Helt bogstaveligt er han blevet lang, og det buttede er stærkt på retur, men han er også blevet meget selvstændig og kan så mange ting efterhånden. Det er dejligt at se ham vokse, lære og udvikle sig, men hold dog nu op, hvor går det hurtigt.

Læs videre

The King

I dag er det 35 år siden, Elvis Presley døde. Hans musik lever heldigvis endnu.

Min storebror var glødende Elvis fan, da vi var teenagere. Derfor kunne jeg naturligvis ikke fordrage Elvis. Det lod jeg i hvert fald som om. Det skulle da ikke hedde sig, at jeg kunne lide den samme musik som min bror. Nej uha da.

I al hemmelighed lyttede jeg med, når  han spillede sine Elvis plader, men jeg påstod hårdnakket, at jeg ikke brød mig om dem. I virkeligheden var jeg vild med Elvis. Det er jeg stadigvæk.

Læs videre