Sander for fuld skrue

Vi var hjemme hos Sander i går for at passe ham.

Han bliver så stor lige pludselig, synes jeg.  Han er til at snakke rigtigt med og siger de sødeste ting. Der er mange ting, han kan selv.

I går viste han os, hvor dygtig han er til at hoppe på trampolin. Han har lige fået trampolinen, og han hopper og slår kolbøtter til den store guldmedalje.

Da det blev sengetid, og godnathistorien var læst, sagde Sander, at det var hans far, der skulle putte ham. Det kunne jo ikke lade sig gøre, eftersom hans far og mor ikke var hjemme. Så jeg sagde til ham, at jeg nok skulle putte ham. Det har jeg jo gjort masser af gange, men det blev der ikke noget af denne gang. Sander stillede sig foran mig med armene bredt ud til Fuldt Stop som en anden færdelsbetjent og sagde: ” Du må ikke komme med. Farfar må heller ikke komme med.” Jeg spugte ham, om han selv ville gå ind i seng så, og det ville han. Han gik ind på sit værelse og lukkede døren til efter sig.

Vi regnede jo med, at der bare viille gå et øjeblik, så ville han kalde på os. Men i stedet lød der en lille stille sang inde fra børneværelset, og et par minutter senere var der helt stille. Da jeg kiggede ind på værelset, kunne jeg konstatere, at Sander sov trygt og godt.

Der blev jeg altså paf.  Tænk at sådan en lille gut, der lige er blevet tre år, kan være så beslutsom og selvstændig. Hvis det ikke kunne være Far, der puttede ham, så var der altså heller ingen andre, der skulle gøre det. Basta. Han sov godt hele natten, har jeg fået at vide.

Forældrene troede ikke deres egne ører, da de hørte historien – det kan jeg godt forstå. Jeg har heller aldrig oplevet mine egne drenge lægge sig til at sove på den facon, da de var i samme alder.

Læs videre

En formiddag med billedbøger og nøgleringe

Jeg havde fornøjelsen af Sanders gode selskab et par timer i formiddags.

Han var lidt småtræt, så vi lavede ikke de store armbevægelser men hyggede os stille og roligt. Vi læste bøger og hyggede med klistermærker og legede lidt med Duplo. Vi brugte også lidt tid på en større samling af nøgleringe, som nogen har efterladt her i barndomshjemmet. Den samling er Sander temmelig interesseret i for øjeblikket, og nøgleringene bliver gået igennem igen og igen.

Der skulle selvfølgelig også lige være tid til at vande lidt i haven med den lille grønne vandkande, cykle en tur på den trehjulede cykel og de andre små hyggelige ritualer, der hører med, når Sander er hjemme hos os. Vi nåede det hele.

Læs videre

En stor dag

I morges, da jeg gik tur, så jeg en mor, der stod i sin gadedør og hjalp sin store datter med at få et par vinger til at sidde rigtigt på ryggen.

Skolernes afgangsklasser har nemlig haft sidste skoledag i dag – i hvert fald her hvor vi bor. Det er jo herligt med alle de udklædte, glade og feststemte unge mennesker.

Jeg kan da tydeligt huske, da mine egne børn havde sidste skoledag. Det var en stor og festlig dag, som der blev set hen til.

Jeg husker også min egen sidste skoledag. Jeg kunne godt lide at gå i skole, men der i slutningen af 3. real var jeg alligevel ved at være klar til, at der skulle til at ske noget andet. Hold nu op, hvor var det fedt – og alligevel lidt vemodigt  – at forlade skolen. Fra min sidste skoledag husker jeg en stærk følelse af frihed og forventninger til fremtiden. At eksamen stadig ventede forude, glemte man lige den ene dag.

Læs videre

Hvad skal man tro – om overtro

Her til morgen, da jeg gik min morgentur, løb en sort kat over stien foran mig. Helt automatisk formede mine læber et stille 7-9-13, og jeg drejede hovedet og antydede et spyt over venstre skulder.

Jeg banker også under bordet. Hvis jeg spilder salt, kaster jeg lidt af det over venstre skulder. Jeg går ikke under stiger. Jeg er heller ikke glad, når jeg får knust et spejl, men jeg har vist baldret så mange, at det rækker til det meste af et liv. Og sådan er der så meget.

Det er en lille smule flovt, men jeg tør ikke rigtig lade være med at udføre de der små manøvrer, der angiveligt skal afværge ulykker. Jeg gør det “for en sikkerheds skyld.” Man skal jo ikke udfordre hverken skæbnen eller Nemesis, vel?

Selv om det er en anelse flovt at være lidt overtroisk er det på en måde også hyggeligt, for det er jo noget, man har med hjemmefra. Jeg kan da tydeligt huske, at især min mor altid gjorde opmærksom på de ting,  man skulle vare sig for. Når jeg synger i brusebadet om morgenen, kan jeg somme tider høre hendes stemme for mig, når hun sagde: ” Den, der synger fra morgenstunden, græder inden aften.”

Jeg vil ikke betegne mig selv som meget overtroisk, men jeg kan ikke nægte, at der ligger lidt af det på rygmarven.  Det er en del af min bagage fra barndommen.

Læs videre

Til livsstilsmesse på skønne Ledreborg

I går var vi på livsstilsmesse på Ledreborg. Der var mange fine ting og sager at kigge på, vejret var herligt og omgivelserne helt fantastiske.

I min grønne ungdom boede jeg nogle år meget tæt på Ledreborg. Dengang travede jeg veje og stier tynde i det smukke område, og  jeg holder stadig meget af at komme der.

Læs videre