Luk døren, Farmor

Sander var på besøg i formiddags sammen med sin far.

Sander fik hurtigt lokket Farfar med ind på gæste/legeværelset for at lege med Duplo. Inde på værelset står en sovesofa, som Sander godt kan lide både at sidde og ligge på – og især kan han godt lide at ligge på knæ foran sofaen og bruge den til køre på med de forskellige Duplo-køretøjer. Der hører også et par puder/hynder til sofaen, som let kan trylles om til en garage – så der er godt at lege.

Legen var godt i gang, da jeg gik ind på værelset og spurgte de to legekammerater, om jeg måtte låne den ene at de to traktorer, de kørte med. Svaret var et strengt: “Luk døren, Farmor!”

Nå ja, som min mor altid sagde, er det jo ingen skam at gå, når man ligefrem bliver smidt ud. Så jeg trak mig tilbage i god ro og orden.

Senere kiggede jeg ind igen, og denne gang lød det mere mildt : “Kom bare ind, Farmor.”

Vi får os mange billige grin lige i øjeblikket over de bemærkninger, Sander kommer med. Der falder et guldkorn i ny og næ.

Læs videre

Frikvarter

I eftermiddags, da vi var i Næstved for at købe ind og ordne nogle forskellige ærinder, mødte vi helt tilfældigt Sander og hans far.

Vi havde lige parkeret bilen og var klar til at kaste os ud i indkøbsløjerne, da en sød lille stemme pludselig gjaldede: “Faarmooar.”

Hvor bliver jeg bare blød om hjertet, når den lille krudtugle kommer løbende helt glad og ivrig.

Vi pjækkede fra vores indkøb en halv times tid og gik sammen med Sander og hans far over på Axeltorv, hvor der er et lille legeområde for de små med rutschebane og den slags sjov.

Sådan en lille spadseretur gennem byen – i solskin og hånd i hånd med verdens bedste Sander – det er noget, der gør mig glad.

 

Læs videre

Et godt valg

En af mine venner på Facebook skrev i sin statusopdatering i går, at efter at have tjekket alle plakaterne på lygtepælene, havde hun bestemt sig til at stemme på Cirkus Benneweis.

Læs videre

God stil

I går lå der et brev i postkassen – åbenbart havde alle beboere på vores vej fået et magen til.

Brevet var fra en ung mand/teenager, der bor på vores vej.

Af brevet fremgik det, at den unge gut i aftes skulle holde havefest for at fejre sin fødselsdag. Han gjorde opmærksom på, at larm/høj musik ville kunne forekomme, men at han og gæsterne ville bestræbe sig på at beherske sig.

Han håbede på naboernes forståelse, men skulle nogen synes, at larmen tog overhånd, skulle de endelig møde op og gøre opmærksom på det. Så ville han gerne byde på en øl.

Jeg synes simpelthen, at det er så totalt god stil, den unge fyr lægger for dagen. Hvem kan blive sur over en smule høj musik, når man på forhånd har fået sådan et sødt brev?

Ikke os i hvert fald.

Det skal så siges, at festen på ingen måde generede os. Da vi slukkede for fjernsynet, og der blev stille i stuen, kunne vi da godt høre musik. Men det var ikke noget, der generede hverken os eller vores nattesøvn.

Læs videre

Udeliv – grib chancen, når den er der

I går eftermiddags, da vejret var rigtig godt, gik vi ude i haven, da Sander og hans far dukkede op.

Da Sander havde klaret den vigtige havevanding, og vi havde siddet ved havebordet og spist is og hygget os, skulle der ske lidt mere. Sander sidder ikke stille ret længe ad gangen, så han gik lidt på opdagelse og kiggede  på farfars plæneklipper og forskellige haveredskaber. Der er ikke rigtig noget af det, der egner sig for en to-årig at rode med, så jeg gav ham en tommestok. Jeg havde foldet den et par led ud. Sander så med det samme potentialet i tommestokken og legede med den temmelig længe. Han klippede hæk. Han syntes åbenbart, at tommestokken lignede en hækklipper. Så kan klippede og klippede.

Bagefter gik vi allesammen på legepladsen og legede længe. Mest i sandkassen, som lige havde fået et ordentligt læs fint nyt sand . Farfar lavede en fin sandkage til Sander, men Sander sagde, at det var en leverpostej!

Det var en rigtig god eftermiddag.

I dag tonser regnen ned og det lyner og tordner voldsomt. Så vi glæder os ekstra over, at vi benyttede hele eftermiddagen i går til udeliv.

Læs videre