Blog
Man kan godt trænge til lidt smilebåndsmotion på en grå dag.
Hvis du er til satire, skæv humor, sjov og ballade, så kig ind på Andeposten og læs bl.a. om børnehavebørn, der kræver forbud mod vanter i snor.
I dag har jeg været så heldig at få lov til at hilse på en lille dreng, som er bare to dage gammel.
Hold da op, hvor var han lille og fin.
Jeg synes, det er et kæmpestort mirakel, hver gang sådan et lillbitte, fint, fikst og færdigt menneske kommer til verden.
Jeg har lige været ude at gå en tur i regnvejret.
Undervejs mødte jeg Sander og hans far. De var på vej hjem fra vuggestue. Sander sad hyggeligt i tørvejr i sin Croozer.
Vi fik os en lille snak. Sander holdt øje med trafikken på landevejen og kommenterede flittigt. Han siger både “bil”, “bus” og “maskbil” – sidstnævnte betyder naturligvis lastbil. Han siger også “tog” og “traktor”. Der er altså noget med drenge og køretøjer.
Han føjer hele tiden nye ord til sit ordforråd. Indtil videre siger han dog ikke “farmor”, men kalder både Henrik og mig for “farfar”. Til gengæld siger han det helt rent.
Jeg har fået det skønneste brev i dag.
Prøv lige at se den konvolut. Bare at finde sådan en lækker konvolut i postkassen er rigeligt til at gøre mig glad. Af håndskriften på brevet kunne jeg med det samme se, at det var fra min søster. Det er sandt at sige også hende, der er afsender af de fleste af de personlige breve, der lander i min postkasse.
Jeg elsker altid min søsters breve, men det her var alligevel i særklasse. Og ikke bare på grund af konvolutten. Der var nemlig nogle skønne gamle familiefotos indeni. Nogle af dem kan jeg ikke erindre at have set nogensinde før. Der var blandt andet et af min far og min morfar. Og så var der et ungdomsbillede af mig sammen med en af mine nevøer. Min nevø og gudsøn som desværre ikke lever mere.
Jo, han lever i hjertet på alle os, der har kendt ham.
Jeg blev så glad så glad for det billede. Også for de andre billeder og for selve brevet – men lige præcis det billede var det allerbedste.
Jeg er ved at læse Guide til Livet af Richard Templar.
Bogen indeholder 100 spilleregler, der er gode at kende på sin vej gennem livet.
Nu er der jo ingen der siger, at man skal tage det hele til sig, bare fordi det står i en bog, men man kan jo plukke lidt hist og her og måske finde noget, der giver mening og hjælper én lidt på vej.
Det er en fin bog at have i gang sideløbende med andet læsestof. Det er nemlig efter min mening ikke en bog, man bare læser fra ende til anden ud i een køre. Den egner sig bedre til at læse i små bidder. En regel eller to ad gangen. Så kan man gå og reflektere lidt over det, man har læst, inden man går videre.
I går læste jeg regel nr. 29, der handler om at træde ud af sin tryghedszone. Der står bl.a.:
“Vær en lille smule modig hver dag. Hvorfor? Fordi hvis du ikke er det, går du i stå og bliver muggen, krøller sammen og visner. Vi har alle en tryghedszone, hvor vi føler os sikre, varme og tørre. Men af og til bliver vi nødt til at træde ud af den for at blive udfordret, bange og stimuleret. Sådan holder vi os unge og får det godt med os selv.”
Den er da værd lige at tænke over, synes jeg.