Den tavse kvinde

dentavsekvinde

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst Den tavse kvinde af Trude Teige. Bogen er fjerde selvstændige bind i den norske krimiserie om journalisten Kajsa Coren.

Kajsa holder stadigvæk orlov fra jobbet på Kanal 4. Familiens hverdag er mærket af eftervirkningerne af den voldsomme afslutning på sagen om tyskerdrabet i Losvika, hvor de bor.

Da en lokal kvinde findes dræbt, bliver Kajsa opfordret til at dække sagen for en avis, og det tilbud kan hun ikke modstå.

Den dræbte kvinde har levet et temmelig isoleret liv alene i sit hus. Hun har ikke haft meget kontakt med andre, da hun slet ikke talte. Al kommunikation fra hendes side foregik skriftligt.

Jeg bliver mere og mere glad for denne serie. Den tavse kvinde er virkelig spændende, og tager desuden fat på flere forskellige alvorlige og vedkommende temaer. Tempoet er højt, og bogen er svær at lægge fra sig. Efter min mening er bogen seriens hidtil bedste.

Jeg har tidligere anmeldt seriens tre første bind: Alene i mørket, I dødens  hænder og De dødes sommer.

Læs mere om Den tavse kvinde hos Alpha.

Læs videre

Læst i januar 2023

laestijanuar2023

I løbet af januar har jeg læst bøgerne på billedet. Som sædvanlig har jeg bevæget mig lidt rundt i forskellige genrer.

Fix din fordøjelse af Tine Jørgensen og Jane Faerber. Forskellige fordøjelsesproblemer kræver forskellige løsninger. I denne bog får man hjælp til at identificere årsagen til netop sine problemer – og en konkret handlingsplan til at løse dem, så man ikke bliver slave af sin mave. Med afsæt i både videnskaben og sine erfaringer med at udrede hundredvis af klienter gennemgår Tine Jørgensen i letforståeligt sprog og med en befriende humor de hyppigste fordøjelsesproblemer og præsenterer en skræddersyet 3-trins plan til dem hver.

Glem alt om kedelig skånekost uden smag og struktur. Opskrifterne er udviklet af den kendte kogebogsforfatter og madblogger Jane Faerber, som har fået maksimal velsmag ud de tarmvenlige principper.

Gå godt af Mikael Kamber handler om, hvordan vi kan genfinde gangtempoet. Både i hverdagslivet og i en større sammenhæng, og gåture i selskab med inkarnerede fodgængere som blandt andre Bente Klarlund, Tor Nørretranders og Rane Willerslev føjer nye og overraskende perspektiver til vigtigheden af at gå.

Det var fint at få bekræftet, hvor godt det er for et menneske at gå. Det gavner både kroppen og sindet. Bogen er spækket med fakta om, hvad gåturene gør for den, der går. Den emmer af godt humør og gåpåmod.

De dødes sommer af Trude Teige er tredje, selvstændige bind i krimiserien om tv-journalisten Kajsa Coren.

Kajsa holder fri fra jobbet på Kanal 4 og er taget hjem til sin barndomsby Losvika for at arbejde på en bog, hun har planer om at skrive. Bogen skal handle om, hvad der skete med nogle af de unge kvinder fra lokalsamfundet under Anden Verdenskrig. Kajsa er i gang med sin research, da et drab ryster det lille bysamfund. En ældre mand findes død i en båd, der driver rundt i fjorden.

Jeg kan godt lide Kajsa Coren og serien om hende, ligesom jeg også synes rigtig godt om Trude Teiges fortællestil.

Den forsvundne søster af Lorna Cook. Handlingen foregår i to tidsspor.

Da øen Guernsey i 1940 invaderes af nazisterne, er to søstre fast besluttet på at gøre oprør på enhver tænkelig måde. Men da de bliver tvunget til at tage imod en tysk soldat, er de chokerede over at finde et kendt ansigt på deres dørtrin – en barndomsven, som nu er blevet deres fjende.

To generationer senere i 2016 vender Lucy tilbage til Guernsey efter en fjern kusines død. Mens hun gør det gamle familiehus klar til salg, opdager Lucy en kasse med håndskrevne sedler, hvor ét ord skiller sig ud: modstand.

Jeg synes tit rigtig godt om fortællinger i to tidsspor, og i dette tilfælde er fortælleformen lykkedes virkelig godt. Begge spor fangede mig, og undervejs lærte jeg nyt om tiden under anden verdenskrig.

Et godt nyt år af Malin Stehn.

Nytårsaften forsvinder 17-årige Jennifer. Uvidende om det mareridt, der venter hende i det nye år, skåler hendes mor Lollo nytåret ind med sine gamle venner, Nina og Malena.

Da forældrene vågner med både moralske og fysiske tømmermænd er deres værste mareridt blevet til virkelighed.

Hold da helt op – sikke et brag af en spændingsroman. Jeg var fuldstændig opslugt, mens jeg læste den. Bogen er virkelig godt skrevet og karaktererne meget troværdige. Tempoet er højt.

Inde i husene af Grit Niklasson er en novellesamling. Novellerne tegner fine små portrætter af mere eller mindre almindelige mennesker – på godt og ondt. Novellerne fletter sig lidt ind i hinanden, da beboerne i rækkehusene naturligvis interagerer mere eller mindre med hinanden. Det giver en rigtig fin sammenhæng i læsningen. En tankevækkende lille bog, som jeg har hygget mig med at læse.

Elven af Rosa Liksom er en barsk og gribende fortælling om at være barn og på flugt – og være adskilt fra sin familie. Historien fortælles af den knapt fjortenårige pige og er kendetegnet ved nøgterne observationer og beskrivelser af både mennesker, omgivelser og hændelser. Der tegnes et billede af en pige, der tager meget ansvar og på nogle områder er blevet tidligt voksen. Men også af en klog, stærk og handlekraftig pige på tærsklen til voksenlivet.

Læs videre

Fra en bogbloggers hverdag #16

fraenbogbloggershverdag#16

Den seneste uges tid har jeg været ramt af svimmelhed og kvalme og har slet ikke kunnet være oppe. Så jeg har tilbragt de fleste af dagens timer liggende på sofaen. Det har desværre været umuligt for mig at benytte mig af tiden på sofaen til at få læst en masse. For så snart jeg har taget læsebrillerne på, er svimmelhed og kvalme blevet endnu værre. Til gengæld har jeg fået kigget rigtig meget ud gennem vinduet og set, at havens småfugle har meget travlt med at tjekke redekassen i vores japanske kirsebærtræ ud. Det milde vintervejr må have givet dem forårsfornemmelser i utide.

Først nu kan jeg så småt læse en lille smule igen og arbejde lidt ved computeren. Desværre kun kort tid ad gangen. Men lidt er bedre end ingenting. Alt i alt er det er en noget vingeskudt bogblogger, der skriver her i dag. Men jeg håber, at det snart bliver meget bedre, så jeg kan få læst og anmeldt en masse bøger igen.

Læs videre

De dødes sommer

dedoedessommer

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst De dødes sommer af Trude Teige. Bogen er tredje, selvstændige bind i krimiserien om tv-journalisten Kajsa Coren.

Kajsa holder fri fra jobbet på Kanal 4 og er taget hjem til sin barndomsby Losvika for at arbejde på en bog, hun har planer om at skrive. Bogen skal handle om, hvad der skete med nogle af de unge kvinder fra lokalsamfundet under Anden Verdenskrig. Kajsa er i gang med sin research, da et drab ryster det lille bysamfund. En ældre mand findes død i en båd, der driver rundt i fjorden.

Den døde viser sig at være en tysker, der igennem mange år har tilbragt sommeren i Losvika. Kajsas interesse bliver vakt, og hun får mistanke om, at drabet måske har forbindelse til den bog, hun arbejder på.

Jeg kan godt lide Kajsa Coren og serien om hende, ligesom jeg også synes rigtig godt om Trude Teiges fortællestil.

Kajsas karakter er sympatisk og troværdig. I denne nye bog, har hun taget fat på et nyt kapitel i sit liv, og jeg synes, at hun samtidig viser nye sider af sig selv. En hovedperson, der udvikler sig, er altid godt. Selve krimidramaet i bogen er interessant og spændende, men jeg læser nok især denne serie, fordi jeg er interesseret i hovedpersonens historie og hele universet omkring hende.

Jeg har tidligere anmeldt de to første bind i serien, Alene i mørket og I dødens  hænder.

Læs mere om De dødes sommer hos Alpha.

Læs videre

Elven

elven

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst Elven af Rosa Liksom.

Fra bogens bagsidetekst:

September 1944. Titusindvis af mennesker må forlade deres hjem for at undslippe Laplandskrigens ødelæggelser. Midt i det hele står en fjortenårig pige, hvis familie er blevet splittet af krigen, og hun må på egen hånd føre familiens køer og vigtigste ejendele fra sin families gård gennem det krigshærgede landskab.

Elven er en barsk og gribende fortælling om at være barn og på flugt – og være adskilt fra sin familie. Historien fortælles af den knapt fjortenårige pige og er kendetegnet ved nøgterne observationer og beskrivelser af både mennesker, omgivelser og hændelser. Der tegnes et billede af en pige, der tager meget ansvar og på nogle områder er blevet tidligt voksen. Men også af en klog, stærk og handlekraftig pige på tærsklen til voksenlivet. Samspillet med naturen og dyrene fylder meget i romanen og er poetisk og fint beskrevet. En bemærkelsesværdig roman.

Læs mere om Elven hos Alpha.

Læs videre