Hør lige Sys Bjerre synge Kære farmor – du som er i Herlev.
Uden planer
De seneste tre weekender har været booket fuldt op med aftaler, oplevelser og aktiviteter af forskellig slags. Tre dejlige weekender i rap.
Denne weekend er der ikke lagt planer for. Det er altså også dejligt. Og helt og aldeles tiltrængt.
Efterår med regn og rusk
Utroligt, som vejret kan skifte fra den ene dag til den anden.
I går havde vi lunt solskin og høj, blå himmel med vattot-skyer. I dag står menuen på regn og blæsevejr.
Selv om jeg helst ville have haft nogle flere (mange) solskinsdage, så er der altså også en vis charme over sådan en dag med regn og rusk. I hvert fald når man sidder lunt inden døre og har dejlig, skoldhed te i koppen.
Solskin på en gråvejrsdag
Hvad gør man på sådan en regnvejrsdag, hvor det hele er lidt gråt og trist – både udenfor og indeni?
Jeg gav mig til at kigge nogle billeder af mit skønne barnebarn igennem. Hans lille søde ansigt, hans kære smil og glimt i øjet gjorde en kæmpestor forskel for mit humør. For man kan slet ikke undgå at blive glad af at kigge på sådan en dejlig lille spilopmager.
Fart på
Vi har passet vores barnebarn et par gange på det seneste. Det har givet os god lejlighed til rigtig at glæde os over, hvor meget han udvikler sig både motorisk og sprogligt. Han snakker løs hele tiden. Nogle ord siger han helt tydeligt, så de er nemme at forstå, andre er vi mere i tvivl om og må gætte os lidt frem. Til gengæld er det tydeligt, at han forstår, hvad vi andre siger.
Vi har lagt mærke til, at han godt kan lide at trykke på enhver form for knapper – lyskontakterne, ringeklokken, knapperne på ovnen osv. Når han trykker på knapperne, siger han somme tider: “Tænd”. Forleden dag, da vi passede ham, havde jeg en kjole på med blanke metalknapper. De knapper trykkede Sander også på og et par gange blev der sagt :”Tænd”. Det grinede vi en del af – måske syntes drengen, at der skulle lidt mere gang i hans farmor? I hvert fald er det en fordel at være lidt oppe i omdrejninger i hans selskab, for der er fuld fart på.