Blog
Se lige den her lillebitte fikse campingvogn med det friske navn Adria Action. Jeg synes, at den er sej.
Den kunne være perfekt at spænde bag på bilen – og så bare afsted på eventyr. Det gad jeg da egentlig godt.
Jeg har lige haft besøg af to friske, søde og høflige, halvstore drenge. De var ude for at samle ind for/til Red Barnet. Jeg ville selvfølgelig gerne give en skærv. og det håber jeg, at rigtig mange andre vil gøre i løbet af dagen.
Jeg tager hatten af for sådan et par knægte, der gerne vil bruge noget af deres søndag på at samle ind til børn i nød. Det giver håb og tro på en bedre verden – sådan hen ad vejen.
Nu er jeg færdig med at læse De bedste (bedste)forældre af Sigrid Riise og Helen Lyng Hansen.
Hvis du har lyst til at vide, hvad jeg synes om den, så læs videre her.
Jeg har noget med hænder.
Hænder er så udtryksfulde.
Jeg kan huske min morfars store barkede, arbejdsmærkede hænder og min mormors gigtplagede men altid flittige og travle hænder. Jeg kan selvfølgelig også huske mine forældres hænder. Min fars engang så stærke hænder der, den sidste tid han levede, blev så frygtelig magre, at han tabte sin ring.
Jeg kan huske mine børns små buttede barnehænder – som nu er store mandehænder.
Og så er der de to hænder på billedet – barnebarnets lille bløde hånd i farfars store næve.
Vi havde sådan en dejlig dag i går. Vi passede Sander fra midt på eftermiddagen, og havde det så herligt sammen med ham. Vejret var dejligt, så vi satte ham i klapvognen og gik en tur i det lokale havecenter. Det var en noget anderledes oplevelse at være i havecenteret, end det plejer at være. Sander sørgede for, at vi fik øje på nogle andre ting end sædvanligt.
Da vi gik rundt og kiggede indendørs bøjede han sig ind under et langt plantebord og begyndte at snakke og vinke ivrigt. Jeg blev selvfølgelig nysgerrig og måtte også kigge ind under bordet, for at se, hvad han så. Nede under plantebordet kunne Sander igennem et stort vindue kigge ud på parkeringspladsen, og det var kunderne ude ved bilerne, han vinkede til.
Udenfor var guldklumpen især fascineret af at gå på perlegruset. Han blev ved med at gå væk fra de gange, hvor der var fliser og hen til perlegrusstierne. Han hyggede sig rigtig godt og sludrede løs under hele turen. Nede i afdelingen for frugttræer, var der gang i noget vanding, og der havde dannet sig en lille vandpyt i gruset. Det kunne Sander slet ikke stå for, han måtte flere gange lige hen og steppe lidt med fødderne i vandet.
Jo, jo – sådan en lille tur i havecenteret kan skam godt blive til en oplevelsesrig ekspedition. Især når man følges med en 15 måneder gammel dreng, der ser på verden med friske og nysgerrige øjne.