Da jeg var barn, var det helt almindeligt, at man tog i skoven og plukkede skovhindbær i sæsonen. Vi gjorde det hvert år. Vi plukkede skovhindbær i spandevis. Der var som regel bittesmå skovhindbær nok til adskillige glas syltetøj, og nogen gange var der endda også nok til hindbærsaft.
Jeg kan huske, at min mor altid tog et bælte om livet, så kunne hun nemlig sætte hanken på den spand, hun plukkede i, fast i bæltet. På den måde havde hun begge hænder fri til at plukke. Vi børn var udstyret med mindre beholdere, som vi fyldte med bær, som vi så tømte over i mors spand. Jeg kan huske, at jeg plejede at plukke i en lille plastikspand af den slags, der er beregnet til at lege med i sandkassen. Eller for mit vedkommende i grusbunken – jeg havde nemlig ikke nogen sandkasse at lege i som barn, men en grusbunke. Det var også godt.
Jeg har også en anden barndomserindring, der handler om skovhindbær. Vi boede meget tæt på skoven, så der rendte vi børn tit og legede. En dag fik min storesøster overbevist mig om, at hvis jeg smurte næsen godt ind i skovhindbær, så ville mine forhadte fregner forsvinde. Jeg så meget op til min storesøster og troede naturligvis blindt på, hvad hun sagde. Som sagt så gjort – snudeskaftet blev smurt godt og grundigt ind i hindbær, og vi begav os hjemad. Da min stakkels mor så mig lidt på afstand, fik hun et chok. Hun troede, at jeg var kommet til skade og havde blod i hele ansigtet. Heldigvis var det jo kun hindbær.
Det hjalp i øvrigt ikke spor på fregnerne. Meget mærkeligt. Men jeg lærte da, at man ikke skal tro på alt, hvad man hører.
