Blog
Da jeg gik tur i formiddag, var trafikken på landevejen gennem Holme-Olstrup på det nærmeste gået i stå – i hvert fald gik det kun meget langsom fremad. Det var køen til BonBon-Land. Vi lokale er vant til den kø, men i dag var den værre, end den har været længe. Det hænger sikkert sammen med, at ferien for de fleste synger på sidste vers, så hvis man lige skal nå en ekstra oplevelsestur med ungerne, før hverdagen slår til igen, så er det ved at være nu.
Jeg fik lige øje på denne slagbænk i et nyhedsbrev fra COOP:
Slagbænk til børn
Hvid slagbænk til børn med tremmeryg.
Opbevaringsplads under sædet.
Beslag som gør, at klappen lukker langsomt ned.
Det er en fin slagbænk, og den er altså beregnet til børn med tremmeryg, så vidt jeg kan forstå på teksten. Men jeg kender heldigvis ikke nogen børn med tremmeryg – kun børn med ganske almindelig ryg. 🙂
For lidt siden var jeg ude i haven for at klippe lidt purløg til frokosten. Varmen, solskinnet og duften af purløg fik mig pludselig til at mindes min barndoms sommerudflugter.
Husstandens eneste transportmidler var vores cykler. Vi var vant til at cykle, så det var ikke noget problem, heller ikke selvom vi skulle på lidt længere ture. Dog krævede de lange distancer selvfølgelig, at vi fik tanket rugbrødsmotorerne op undervejs. Når det blev froskosttid fandt vi en passende grøftekant, hvor vi kunne slå os ned, og så blev madkassen lukket op.
Det var lige så sikkert som Amen i kirken, at når vi var på sommerudflugt, så havde min mor pakket en hel masse rugbrødsmadder i en skotøjsæske. Altid en skotøjsæske. Når jeg tænker tilbage på det, kan jeg mærke den gode stemning der var, når madderne blev delt ud. Æg- og tomatmadder og kartoffelmadder med purløg var der som regel imellem – det var vist derfor min tur i haven lige før fik mig til at mindes.
Der var også madder med i skotøjsæsken, når hele famlien en gang om året tog toget til København for at gå I Zoologisk Have og Tivoli.
Sådan en tur med madder i skotøjsæsken var herlig og hører til i kassen med mine bedste barndomsminder..
Forleden aften passede vi Sander. Det gik rigtig godt, og vi fik lejlighed til at lege med ham og se alle hans nye færdigheder. Han kommer lynhurtigt rundt alle vegne. Han går og kravler, som det nu passer bedst – begge dele forgår ved høj hastighed. Vi ved også fra pålidelig kilde, at han selv kan kravle op i sofaen, men det har vi (heldigvis) endnu ikke set med egne øjne.
Til gengæld har vi hørt, at Guldklumpen nu kan sige NEJ. Jeg ville på et tidspunkt tilbyde ham en tår at drikke og holdt et glas vand frem imod ham. Han holdt sig for munden med begge hænder. Så spurgte jeg igen: ” Vil du ikke ha’ en tår vand, Sander?” og holdt glasset frem igen. Sander rystede på hovedet og sagde klart og tydeligt NEJ. Behøver jeg at fortælle, at farfar og farmor var lige ved at revne af stolthed.?
Jeg kan så godt lide skiltet her. (Hvis det skal være helt rigtigt, hedder det vel en advarselstavle, men jeg siger altså bare skilt.) Det står ved vores lokale skole og er vist af ældre dato. I hvert fald er der da for længst kommet en ny og mere moderne version.
Jeg synes, at skiltet ser ud præcis, som den slags skilte så ud, da jeg var barn. Kan det mon ikke godt passe?
I hvert fald synes jeg, at der er noget gammeldags og “Søren og Mette-agtigt” ved det her skilt, som er hyggeligt.