Randi Glensbo

Sønnike sender mig tit et lille videoklip med Sander. Det er jeg rigtig glad for, og jeg har en rigtig god samling efterhånden. Jeg plejer gerne at se mindst en af de små videoer, hver gang jeg tænder eller slukker for min computer.

I disse dage viser de nye videoklip Sanders fremskridt udi kunsten at gå. Han har i løbet af de seneste par dage fundet ud af, at han selv kan gå med sin gåvogn. Han går og går. Og glad og stolt ser han ud. Det bliver spændende at se, hvornår han ikke længere har brug for støtten fra gåvognen.

Vi har plantet et pæretræ i haven i dag. Clara Frijs.

Jeg kan så godt lide det navn – Clara Frijs. Jeg kan også rigtig godt lide pæren.

Vi har haft et Clara Frijs træ før. Vi havde det i næsten 20 år, og i den tid bar det frugt for alvor en eneste gang.

De første mange år ventede vi tålmodigt. Endelig et år kom der nogle enkelte pærer på træet. Det samme næste år.

Vi var stadig tålmodige. Træet var efterhånden blevet temmelig stort, det måtte da kunne bære en anselig mængde pærer, ikke?

Så endelig et år bar det frugt i massevis. Skønne, perfekte, velsmagende pærer. Vi var glade. Endelig kom belønningen for al vores tålmodighed. Vi spiste pærer den sommer, kan jeg godt fortælle jer.

Året efter var forventningerne til pærehøsten naturligvis kæmpestore. Stor skuffelse. Der kom kun en håndfuld plettede pærer. Det samme næste år.

Så fik vi nok. Træet blev fældet og et nyt blev plantet. Det nye fik en eller anden sygdom og gik ud efter to år.

Nu er der gået et par år, og vi har sundet os lidt. Vi har stadig erindringen om den sommer, hvor vi mæskede os helt vildt i lækre Clara Frijs pærer. Det vil vi gerne gøre igen.

Så nu har vi plantet et nyt Clara Frijs pæretræ.

Forventningerne er skyhøje.