På gåben

Sønnike sender mig tit et lille videoklip med Sander. Det er jeg rigtig glad for, og jeg har en rigtig god samling efterhånden. Jeg plejer gerne at se mindst en af de små videoer, hver gang jeg tænder eller slukker for min computer.

I disse dage viser de nye videoklip Sanders fremskridt udi kunsten at gå. Han har i løbet af de seneste par dage fundet ud af, at han selv kan gå med sin gåvogn. Han går og går. Og glad og stolt ser han ud. Det bliver spændende at se, hvornår han ikke længere har brug for støtten fra gåvognen.

Læs videre

Clara Frijs

Vi har plantet et pæretræ i haven i dag. Clara Frijs.

Jeg kan så godt lide det navn – Clara Frijs. Jeg kan også rigtig godt lide pæren.

Vi har haft et Clara Frijs træ før. Vi havde det i næsten 20 år, og i den tid bar det frugt for alvor en eneste gang.

De første mange år ventede vi tålmodigt. Endelig et år kom der nogle enkelte pærer på træet. Det samme næste år.

Vi var stadig tålmodige. Træet var efterhånden blevet temmelig stort, det måtte da kunne bære en anselig mængde pærer, ikke?

Så endelig et år bar det frugt i massevis. Skønne, perfekte, velsmagende pærer. Vi var glade. Endelig kom belønningen for al vores tålmodighed. Vi spiste pærer den sommer, kan jeg godt fortælle jer.

Året efter var forventningerne til pærehøsten naturligvis kæmpestore. Stor skuffelse. Der kom kun en håndfuld plettede pærer. Det samme næste år.

Så fik vi nok. Træet blev fældet og et nyt blev plantet. Det nye fik en eller anden sygdom og gik ud efter to år.

Nu er der gået et par år, og vi har sundet os lidt. Vi har stadig erindringen om den sommer, hvor vi mæskede os helt vildt i lækre Clara Frijs pærer. Det vil vi gerne gøre igen.

Så nu har vi plantet et nyt Clara Frijs pæretræ.

Forventningerne er skyhøje.

Læs videre

Kom maj, du søde milde

Hu hej, hvor tiden går.

Så er det allerede blevet maj.

Vi har været en tur ude at kigge lidt på skoven i dag. Nyudsprungne bøgetræer og tæpper af hvide anemoner. Man bliver jo helt højstemt og ydmyg over at se så megen skønhed. Jeg gør i hvert fald.

Der er meget at glæde sig over sådan en smuk dag først i maj. Og meget at glæde sig til. Jeg glæder mig f.eks. til det japanske kirsebærtræ springer ud. Og til årets  første rabarber.

Men allermest glæder jeg mig til Sanders 1 års fødselsdag senere på måneden. Tænk engang, hvor går et år dog hurtigt. Jeg synes jo, at det var lige for et øjeblik siden, jeg blev farmor. Og så er det næsten et år siden. Om jeg begriber det.

Læs videre

Bedsteforældredag

I dag har vi så været til bedsteforældredag i Sanders vuggestue. Det er jo flere måneder siden, vi fik et vink om at sætte et kryds i kalenderen, så vi har set hen til dagen længe.

Da vi kom, havde jeg lidt svært ved at lokalisere Sander på legepladsen. Men det lykkedes. Grunden til at jeg ikke fik øje på ham ved første øjekast, var at han havde en rød hue på, som jeg ikke havde set før. Det viste sig at være en fodboldhue – en Milan-hue. (Spørg lige, om Sanders far går op i fodbold.)

Nå, men drengen blev fundet og taget op af barnevognen. Og så blev der ellers leget. Der var lige kommet nyt sand i den store sandkasse, og det gad Sander godt lege i.

Vi skulle jo også plante den blomst, vi var blevet bedt om at tage med. Sander er måske lige lille nok til at få den helt store glæde af blomsten, men nu har han den i hvert fald. Og det er da en hyggelig tanke, at vores barnebarn nu hele sommeren kan være med til efter bedste evne at passe den lille plante, vi har plantet til ham. Vi havde købt en fin forglemmigej og personalet i vuggestuen havde sat en lang række pæne krukker frem. Vi valgte en flot blå krukke og farfar plantede planten, mens Sander forsøgte at hive nogle af blomsterne af – når altså ikke han havde travlt med at prøve at komme til at bide i urtepotten.

Tiden fløj afsted, og før vi set os om, var det tid til madpakker og middagslur for børnene.

Det var en rigtig dejlig formiddag og dejligt at opleve Sander i de rammer, hvor han bliver passet i det daglige. Og dejligt at se, hvor godt han trives der.

Læs videre

Sådan en torsdag i april

Godmorgen til en særlig torsdag.

I dag skal der bages brød og vaskes tøj. Der skal også gøres rent og laves mad. Det er derfor en helt normal hverdag.

Alligevel er det en ganske særlig dag.

I dag skal jeg nemlig til bedsteforældredag for første gang. Jeg skal besøge Sander i vuggestuen. Jeg har ganske vist været der før. For at hente eller bringe. Men i dag er en slags festdag i vuggestuen. Der er bedsteforældre- og blomsterdag. Vi besøgende bedsteforældre er nemlig blevet bedt om at medbringe en blomst, som vi hver især skal plante sammen med  vores barnebarn. Det er da hyggeligt.

Jeg glæder mig

Læs videre