Søndag, sol og salat

Kan man ønske sig mere af sådan en søndag i april? Solskin, solskin og atter solskin.

Og så er der endda blevet sået salat og rødbeder i urtehaven.

Frisk, hjemmedyrket salat – øko selvfølgelig – er på vej. Uh, hvor jeg glæder mig.

Læs videre

Skiftende vejr i april

Igen i år lever vejret i april fint op til den gamle historie om, hvordan denne måned fik sit skiftende vejr.

Ifølge den gamle historie var det nemlig sådan, at dengang vejret blev fordelt på de forskellige måneder, da kom april for sent – eller blev af en eller anden grund sprunget over. Så var gode råd  jo dyre. Løsningen blev, at april fik en lille smule vejr af hver af de andre måneder.

Så derfor er vejret i april altså så skiftende.

Bare så I ved det.

Læs videre

April

Når vejret den ene dag er lunt og solrigt – og den næste koldt og blæsende. Når fuglene har travl med at samle redemateriale ude i haven.

Når rækken af purløg har vokset sig stor og stærk nok til, at man kan begynde at klippe  og ødselt drysse  på rugbrødsmadderne.

Når græsset er begyndt at gro og knopperne på det japanske kirsebærtræ er store og ved at få farve.

Når anemonerne blomstrer under bøgetræet og ribs- og hindbærbuske har fået friske grønne blade.

Så er det april.

Læs videre

Midtpunkt

I dag har hele familien været samlet hos mellemste søn for at fejre, at han fylder 30 en af de nærmeste dage.

Selv om det var farmands fødselsdag, der skulle fejres, var det vist alligevel Sander, der fik mest opmærksomhed.

Vi er allesammen så glade for den lille trold, og det er stadig så nyt for os, at der er et barn i familien.

Sander tager opmærksomheden ganske roligt og har ikke spor imod at sidde på skift hos alle, så ingen bliver “snydt”.

Læs videre

Pasning

Sander måtte en tur ind på børneafdelingen på sygehuset i går eftermiddags. Han havde falsk strubehoste. Han blev behandlet for det og fik lov til at komme hjem igen i løbet af aftenen.

I formiddag har jeg passet ham. Han var lidt snottet og så hostede han, da han sov formiddagslur. Hosten vækkede ham. Ellers havde han det heldigvis ret godt. Han var i hvert fald frisk nok til at vise farmor, hvor dygtig han er blevet til at stå ved reolen i stuen og få fat i alle mulige spændende ting og sager. I det hele taget var han frisk nok til at ville lege, som han plejer, men var alligevel tilpas pylret til, at han foretrak at farmor var lige ved siden af hele tiden. Så sådan blev det.

Nu håber jeg, at den lille charmetrold hurtigt bliver helt rask igen.

Læs videre