Jeg har tilbragt stort set hele formiddagen hos øjenlægen. Jeg har siddet i et trangt og trist venteværelse sammen med en flok andre kvinder. De fleste godt oppe i årene. Ingen lod til at kende hinanden på forhånd.
Vi sad der og så hinanden komme ud inde fra øjenlægen med brede spor af stærkt gule øjendråber ned ad kinderne og med en serviet i hånden. Når øjnene var dryppet, skulle de fleste af os vente videre.
Om vi ventede i tavshed? Nej, det gjorde vi heldigvis ikke. Der blev simpelt hen snakket og endda grinet i stor stil.
Jeg synes simpelt hen, at det er så hyggeligt, når man sådan lynhurtigt kan opnå en slags fællesskab. Vi sad jo der i nogenlunde samme situation og var tvunget til at vente. Så vi kunne jo lige så godt få det bedste ud af det. Og vi snakkede altså ikke om øjensygdomme, men om alt muligt andet.
Jeg gad vide, om der var blevet snakket lige så livligt, hvis det havde været en flok mænd, der sad i venteværelset? Jeg tvivler.
Nå, men jeg skal til øjenlæge igen allerede på mandag, og hvis det bliver lige så hyggeligt som i dag, så gør det ikke noget.
