Blog
Det meste af dagen har jeg tilbragt sammen med Sander. Bare os to. Vi har haft det så hyggeligt. Vi har klappet kage, og læst bog, og sunget og i det hele taget hygget igennem. Sådan en dag er guld værd – og så gør det ikke noget, at farmor her er lige til sofaen resten af fredagen.
I dag er vinterjakken alt, alt for varm.
Solen skinner, og soldyrkerne sidder med lukkede øjne og opadvendte ansigter. Jeg har set en ung mand i Cabriolet med cool ansigtsudtryk og vind i håret. Jeg har observeret en stor flok motorcyklister på landevejen. De var måske på vej til Bakken?
Nu tror jeg på det – foråret!
I starten af firserne havde Henrik og jeg hvert sit job, to små børn og en noget anstrengt økonomi. Det med økonomien ville vi gerne forsøge at rette lidt op på, så vi fik noget hjemmearbejde. Så kunne vi bruge vores sparsomme fritid på at prøve at tjene lidt ekstra håndører.
Vi syede JacoForm sko. De var meget, meget populære i 70’erne og 80’erne. Måske især blandt pædagoger og folkeskolelærere?
Vi var på besøg på fabrikken en eftermiddag, hvor vi blev instrueret i, hvordan skoene skulle syes. Og så fik vi ellers 100 par med hjem. Vi havde en måned, så skulle de være færdige. Så vi syede i hvert ledigt minut. Det var hårdt ved fingrene at sy i det kraftige læder. Begyndelsen og afslutningen på syningen var lidt speciel. Den kunne jeg ikke rigtig hitte ud af at lave. Men det kunne Henrik. Så det blev hans del af arbejde, så syede jeg det ind imellem.
Da vi havde syet de 100 par mørkebrune fodformede sko, havde vi tjent godt og vel trehundrede kroner. Og vi havde brugt mange timer. Så vi indså, at det nok ikke var noget, der kunne hænge sammen i det lange løb. Men vi fik afleveret skoene, og de blev godkendt. Og vi var en erfaring rigere. De følgende år kunne vi ikke se et par mørkebrune JacoForm sko uden at smile lidt ved tanken om, at det måske var et par, vi havde syet.
Nu bliver skoene ikke syet i Danmark længere. Det arbejde er vistnok flyttet til Polen. Man ser ikke den klassiske fodformede JacoForm model så meget i gadebilledet længere, men man ser den da. For et par år siden var de endda ved at blive lidt kultagtige og blev lavet i forskellige fancy farver. Jeg ved ikke, om den fornyede interesse har lagt sig igen, eller der stadig er lidt retromode over skoene?
Vi har ventet længe på de små forårsbebudere i år. Men hvor var de dog bare værd at vente på!
Foråret er aldrig smukkere end efter en lang og streng vinter. Efter min mening i det mindste.
Vi har sovet længe i dag – som i alt for længe. Faktisk så længe at vi ærgrede os over det, da vi fik øjne og så, at solen skinnede. Til gengæld var vi ret effektive, da endelig vi kom på benene. Vi fik ordnet nogle praktiske ting i en ruf og nåede at gå en dejlig tur før frokost.
Nu går Henrik udenfor og er ved at “rydde vinteren væk”. Han fejer og river og regerer. Og det pynter, gør det. Lige om lidt går jeg ud til ham, for jeg vil også ud og nyde solen og kigge lidt til forårsblomsterne.
Sådan en søndag med solskin er slet ikke så tosset, vel?