Blog
Bedst som man lige var begyndt at tro på lun vind og forårssol, så blev det gråvejr og snuskregn. Men lidt regn og pytter er da i orden, for det giver mig nemlig lejlighed til at lufte en af mine små Christel tegninger.
Er hun ikke bare sød? Jo hun er, og det er min søster også, for det er hende, der har sendt mig kortet med tegningen.
Henrik kom engang – for omkring 15 år siden hjem fra en forretningsrejse til Taiwan med disse to figurer. En gave fra en samarbejdspartner.
Jeg var ved at brække mig, da jeg så dem. Dem skulle han bare holde langt væk. De endte på hjørnet af hans skrivebord. Senere røg de ind i et skab.
Nu er Henrik ved at gennemgå indholdet af det skab og er faktisk ved at smide nogle ting ud, noget han ellers ikke bryder sig om.
Nu til morgen fortalte han mig så, at han ville smide de to figurer ud.
Og hvad skete der så? Jeg syntes pludselig, at figurerne var for søde til at smide ud!
Hvad sker der for mig? Jeg fatter ingenting. Men nu står de inde i skabet igen. Reddet på målstregen – af mig! Hvad bliver det næste? Jeg tør næsten ikke tænke på det.
Henrik og jeg afleverede og hentede jo Sander i vuggestuen to dage i sidste uge. I dag gjorde vi det igen.
De få og ganske korte besøg har været nok til, at i hvert fald et af de “store” børn på stuen allerede har fuldstændig styr på, hvem vi er. I dag da vi kom for at hente Sander, kunne vi allerede ude i garderoben høre en lille pigestemme sige inde på stuen : ” Nu kommer Sanders farmor.” Det havde hun spottet gennem vinduet.
Jeg bliver stadigvæk forundret over, hvor hurtigt selv små børn opfatter og husker en masse ting.
Som jeg fortalte i går, står der erantis og vintergækker og lyser op ude i haven.
Vi har fået dem af min far. Han døde for næsten ni år siden. Men hvert forår, når vores erantis og vintergækker kommer frem, opfatter jeg dem som en kærlig hilsen fra far. Jeg kan se ham for mig, som han så ud den forårsdag, da han energisk greb en spade og gravede de små forårsbebudere op ude i sin egen have for at give dem til os.
De blomster, vi fik dengang, er blevet til mange flere i årenes løb, så nu er der et helt blomsterflor, der under æbletræet. Den smukkeste, kærlige hilsen fra min far. En hilsen, jeg glæder mig til hvert forår.
Week-enden har været lidt af en nyser. Eller også er det mig, der har været en nyser. I hvert fald har jeg haft en rigtig ond omgang forkølelse.
Det startede allerede midt på ugen med snot, hoste og ondt i halsen. Fredag morgen syntes jeg egentlig, at jeg var ved at være nogenlunde ovenpå. Vi passede Sander om formiddagen og det gik fint.
I løbet af eftermiddagen fik forkølelsen desværre overtaget igen – med feber og hele molevitten. Jeg har ikke været meget værd de seneste par dage.
Nu tror jeg, feberen er væk, og det værste er forhåbentlig overstået. Til gengæld skaller næsen af efter mødet med de mange, mange papirlommetørklæder og et irriterende forkølelsessår er brudt frem som en ekstra bonus.
Udenfor sner det – lidt. Men erantis og vintergækker er dukket frem af snedynen i haven. Der er forår på vej.