Pasning

Igen i dag har vi taget tjansen med Sander både før og efter vuggestuetid. I morges sov han, da hans mor tog afsted, så farfar og farmor fik selv lov til at tage guldklumpen op. Han var frisk, veludhvilet og glad, og vi fik en rigtig dejlig morgenstund sammen med ham.

Da vi hentede ham igen i vuggestuen var humøret stadig fint, og vi fik en fin eftermiddag sammen.

I morgen er der ingen aftaler om børnepasning, og det er vist meget godt, for jeg er rendt ind i en forkølelse. Så nu vil jeg – om jeg så må sige – passe mig selv. I aften  står der varmt fodbad og skoldhede drikke på min dagsorden.

Læs videre

Gensynsglæde

Det gik heldigvis fint med at hente Sander i vuggestuen i dag. Vi blev mødt med smil, da vi troppede op, for at hente ham, og han rakte armene frem og ville gerne hen til os.

Det var dejligt.

Den helt store gensynsglæde gemte den lille guldklump alligevel til senere på eftermiddagen, da hans mor vendte hjem fra job. Hold da op, hvor blev han glad. Og da først han sad trygt på mors arm, kunne farfar og farmor glemme alt om at lokke ham væk fra hendes favn igen. Det så så sødt ud.

Læs videre

I vuggestue

I dag har Henrik og jeg haft morgentjansen hjemme hos Sander. Det job indebar, at vi skulle aflevere ham i vuggestuen.

Indtil i morges har jeg ikke sat mine ben i en vuggestue, siden jeg for omkring 40 år siden var i erhvervspraktik.

Som stor pige drømte jeg om at blive barneplejerske. Ja, det var der faktisk noget, der hed dengang. Jeg kunne også godt lide at være i praktik i vuggestuen. Alligevel blev det ikke til noget med den uddannelse indenfor barnepleje.

Dengang – i praktikken – var jeg jo med til at tage imod børnene, når de blev afleveret. I dag fik jeg så også prøvet at aflevere. Det gik fint med at aflevere Sander. Han var tydeligvis helt tryg ved pædagogen, der tog imod ham. Hun fik et smil med det samme.

Nu bliver det så spændende at se, om det går lige så smertefrit, når han skal hentes igen. Det håber jeg – for tænk nu, hvis han bliver ked af det, når vi henter ham. Han var i forvejen ikke så tilfreds i morges, da farfar og farmor kom og overtog ham, og hans mor gik ud ad døren.

Læs videre

Forår

Bogen på billedet fik jeg i 1977. Som det fremgår, handler bogen om foråret. Det var Hanne, bogens forfatter, der forærede mig den. Vi var naboer, eller rettere sagt, hun boede på etagen over mig. Bogen var en afskedsgave, da hun flyttede.

Jeg blev så glad for bogen, da jeg fik den. Den er blevet læst og kigget i et utal af gange både af mig selv og af mine børn. Den er ved at være godt slidt. Men det gør ingenting. Jeg er stadig så glad for den bog. Den skiller jeg mig aldrig af med. Og jeg skal helt bestemt læse den for Sander – om 4-5 år når han er stor nok til at forstå den.

Kig lige engang på forsiden tegnet af Vif Dissing – den er da lige til at blive i godt humør af. Det er ren forårsstemning.

Læs videre

Da farmor var ung

Der er mange mødre med småbørn, der har deres egen blog, hvor de skriver om løst og fast fra deres hverdag. Der er en stor erfaringsudveksling og et fint fællesskab mor-bloggerne imellem. Det er  i hvert fald det indtryk, jeg får, når jeg læser med fra sidelinien.

Da jeg var ung mor, var der ikke den mulighed. Det var før internetadgang og egen computer blev en del af påklædningen. Alligevel var skrivelysten der jo. Jeg skrev debatindlæg og endda digte til de forskellige debatsider eller “Læsernes Side” i ugeblade og læserbreve til aviserne. Når jeg så havde sendt et brev afsted med et indlæg til et eller andet blad, så begyndte ventetiden. Hvis der var tale om et læserbrev til en avis, så gik det jo ret hurtigt. Hvis læserbrevet blev optaget, kom det i avisen i løbet af få dage. Hvis det var et indlæg til et ugeblad, varede det sådan cirka, hvad der føltes som en evighed.

Til gengæld var jeg stolt, når jeg  endelig efter adskillige uger kunne læse mit eget indlæg i et ugeblad. Det var fedt. Et par gange modtog jeg endda efterfølgende en flaske vin som tak. Det var stort at modtage de flasker, kan jeg godt sige Jer. Jeg drikker ganske vist ikke vin, så det var ikke derfor. Det var symbolværdien. Tænk engang, noget, jeg havde skrevet, var godt nok til at blive trykt i et blad. Som om det ikke var fantastisk nok i sig selv – så fik jeg også en gave.

Nu har jeg min egen blog og kan få afløb for min skrivertrang her. Jeg bestemmer selv, hvad der bliver udgivet, og det eneste jeg skal vente på bagefter er at se, om der er nogen, der skriver en kommentar til indlægget.

Læs videre