Blog
Hvis nogen spørger mig, hvad der er det bedste, der er sket i 2009, er jeg ikke i tvivl om svaret.
Det bedste er selvfølgelig Sanders ankomst her til verden. At have fået et barnebarn. At være blevet farmor, det er det allerbedste, der er sket for mig i det år, der nu er ved at rinde ud.
Sander er syv måneder nu. Kan sidde selv. Og netop nu til morgen ringede hans stolte far og fortalte, at guldklumpen har fået sin første tand. Jamen altså – der er hele tiden en hel masse at glæde sig over.
Som fødevareallergiker er jeg nødt til at lave stort set al min mad fra bunden. Jeg kan blandt andet ikke tåle mælkeprodukter og bruger derfor tit rismælk, som jeg foretrækker at lave selv. Derfor er jeg nødt til at have en ordentlig blender. Jeg har gennem årene testet mig igennem en hel del blendere af forskellige mærker. Nogle har jeg haft i rigtig lang tid, andre i rigtig kort tid. Den seneste holdt kun i godt og vel tre måneder. Så var den utæt. Og for at det ikke skulle være løgn, var der samtidig en halv lille pakning/dims i min rismælk. Havde der så bare været en hel pakning, så havde jeg da været sikker på, at jeg ikke havde fortæret den anden halvdel. Det er lidt ligesom at finde en halv orm i et æble.
Nå, men jeg har selvfølgelig reklameret over blenderen og også fået en anden. På den nye model jeg fik, var der lavet lidt om på knivdelen, så måske holder den bedre end den gamle. Man har da lov at håbe.
Men nu skal det være slut. Inden den nye blender her står af, skal jeg have researchet ordentligt og fundet frem til verdens bedste blender. Koste hvad det vil. Det må da være muligt at finde en, der både kan blende ordentligt og holde mere end et par måneder – også ved dagligt brug.
Hvis nogen ved hvilken blender, der er markedets bedste, så vil jeg være glad for at få et tip.
Det er hverdag igen, og solen skinner endda. Kan man ønske sig mere? Det synes jeg ikke, at man kan.
Solen giver energi og lyst til at få ryddet op og ryddet ud. Det skarpe sollys sørger endda for, at det ikke er spor svært at få øje på det støv, man gerne vil til livs.
En travetur i solskinnet skal der også være tid til.
Sådan en mandag sidst i december erklærer jeg mig helt enig med Dan Turell, der i Hyldest til Hverdagen skrev: “Jeg holder af hverdagen. Jeg er vild med den. Hold da helt ferie hvor jeg holder af hverdagen. Jeg holder stinkende meget af hverdagen.”
Jeg har det sådan med julen, at når først den er forbi, så er den forbi og så skal sporene slettes. Hurtigst muligt. Jeg bryder mig ikke om julepynt og nisser efter jul. Så når den første hverdag efter jul melder sig, er jeg klar til at pakke julen væk. Lige så hyggeligt det er at tage julesagerne frem op til jul, lige så befriende er det at pakke dem væk igen, når juledagene er ovre.
Som barn kunne jeg blive så forfærdelig trist til mode, når jeg 1. juledags morgen stod op og så juletræet stå i stuen. Træet stod der, men juleaften var jo forbi og der var så ufatteligt lang tid til næste juleaften. Det var så trist, næsten sørgeligt syntes jeg dengang.
Det er lidt den samme følelse, der griber mig stadigvæk, når jeg ser på julepynt efter jul. Så væk med det.
I vores lille familie var juleaften i år meget anderledes, end den plejer at være.
For det første var det jo Sanders første juleaften. For det andet var det – på opfordring af et par af de unge i familien – blevet besluttet at ændre vores julekoncept. Det nye koncept dikterede, at der kun var gaver til børnene. Det vil sige til Sander. Nogle af os har haft betænkeligheder ved den nye aftale. Der kan jo være mange argumenter både for og imod. Men da alle jo gerne skulle kunne nyde julen, aftalte vi at prøve den nye julefacon.
Altså var der kun gaver til Sander, alligevel var der fyldt godt op under træet.
Sander – der i dagens anledning var fint klædt på i nissekostume – var virkelig julens midtpunkt – og højdepunktet kom, da han skulle åbne sine gaver. Han var så sød og glad. Han sad der helt klar og koncentreret og kæmpede for at åbne sine pakker. Papir og bånd var et hit. Med lidt hjælp fik han åbnet gaverne og det var virkelig en fryd at give ham gaver. For han kiggede så glad og interesseret på alle tingene og gav sig med stor iver i kast med at undersøge de nye fine legesager, der gemte sig under papiret.
I det hele taget var Sander en glad og mild lille julenisse, der gik fra favn til favn. Der var ikke mangel på arme, der rakte ud efter ham. Det var en glæde at opleve hans første juleaften sammen med ham!