Drabscheferne – Fra drab til dom

fradrabtildom

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst Fra drab til dom af Kurt Kragh og Ove Dahl i samarbejde med Stine Bolther.

Fra bogens bagsidetekst:

I Fra drab til dom giver to af Danmarks mest erfarne drabschefer, Ove Dahl og Kurt Kragh et unikt indblik i, hvordan man kommer fra gerningsstedets mysterier til at stå med en dømt forbryder.

Med afsæt i nogle af de mange spørgsmål, de har fået via deres utallige foredrag rundt i landet, fortæller de to tidligere efterforskere levende om politiets opklaringsarbejde med opsigtsvækkende sager og fører os fra det mistænkelige dødsfald over gerningsmandsprofilering og retsmedicinske undersøgelser til dommen og det retslige efterspil.

Med viden og stort engagement fortælles om de processer og metoder og det menneskekendskab, det kræver at samarbejde sig frem til opklaringen af forbrydelser. Vi hører om en lang række sager, de har været involveret i , og lærer nye sider af de to herrer at kende.

Fra drab til dom giver et interessant indblik i, hvordan politiet efterforsker alvorlige forbrydelser, og hvad der sker frem til en domfældelse. Som læser får man oplysninger om sagerne og den dømte på en sober og – for mig at se – objektiv måde. De forskellige sager omtales med respekt for de involverede. En interessant bog om efterspillet i forbindelse med meget alvorlige forbrydelser.

Læs mere om Fra drab til dom hos Politikens Forlag.

Læs videre

Stencirklen

stencirklen

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst Stencirklen af Elly Griffiths.  Bogen er ellevte selvstændige bind i krimiserien om den skønne arkæolog og knogleekspert Ruth Galloway.

Fra Bogens bagside tekst:

Fortiden rækker ud efter arkæolog og knogleekspert Ruth Galloway og kriminalkommissær Harry Nelson, da et skelet bliver fundet begravet i Saltmarsken. Sagen trækker tråde tilbage til den første sag, der bragte Ruth og Nelson sammen.

Kriminalkommissær Nelson er rystet. Han har på det seneste modtaget anonyme trusselsbreve med mystiske beskeder om, at han skal redde de uskyldige mennesker, der ”ligger begravet ved stencirklen”. Ordlyden minder ham om en række breve, han modtog for flere år siden – men afsenderen fra dengang er sidenhen død. Eller er han?

Imens arbejder Ruth Galloway på en udgravning i Saltmarsken. Men så finder man menneskeknogler begravet i jorden, og de identificeres som resterne af den 12-årige Margaret Lacey, der forsvandt sporløst for 30 år siden.

Det er jo ingen hemmelighed, at jeg er helt pjattet med krimiserien om Ruth Galloway  og Harry Nelson. Derfor har jeg også glædet mig til at læse denne nye bog i rækken. Heldigvis lever bogen fuldt og helt op til mine forventninger. Faktisk synes jeg, at serien bliver bedre og bedre, efterhånden som man lærer de gennemgående karakterer nærmere at kende. Relationen mellem de to skønne hovedpersoner er i mine øjne det mest spændende ved bøgerne. En kompliceret relation mellem to virkelig autentiske og gennemsympatiske karakterer – en relation med forhindringer. Også denne gang sker der ting og sager mellem de to, alt imens de samarbejder under opklaringen af forbrydelser af både ældre og nyere dato. En skøn hyggekrimi, som jeg virkelig har nydt at læse.

Jeg har tidligere anmeldt de ti første bøger i krimiserien om Ruth Galloway: Pigen under jorden, Løgnens hus, Huset på klippen,  Døden på museet,  Det tavse vidne, De udstødte,  Stemmer fra graven,  Kvinden i blåt,  Forsvundet i mørket og Den mørke engel.

Læs mere om Stencirklen hos Gads Forlag.

Læs videre

Kun vi kender sandheden

kunvikendersandheden

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst Kun vi kender sandheden af Christina  List.

Kun vi kender sandheden er første bog i en planlagt serie om Dødsenglens datter Sarah, betjenten Michael og journalisten Kevin.

Fra bogens bagsidetekst:

Da endnu et mishandlet barnelig bliver fundet lidt uden for Silkeborg, begynder tre mennesker hver deres søgen efter svar. Betjenten, fordi hans hund fandt barnet. Journalisten, fordi han jagter en god historie, og den psykisk syge kvinde, fordi morderen er hendes far.

Da dødsenglen, berygtet for at udskære englevinger på sine ofre, endelig fanges, kan verden ånde lettet op. Men noget stemmer ikke. Et nyt lig dukker op – og pludselig involveres alle tre igen på den værst tænkelige måde. Der er stadig en morder derude, og morderen har fået øje på dem.

Jeg var lige ved at lægge denne her krimi fra mig igen ret hurtigt. Jeg syntes, at den virkede en anelse for utroværdig og langt ude. Men der var alligevel noget, der fangede mig og fik mig til at læse videre. Det er jeg glad for, for jeg endte med at være ret godt underholdt af historien. Jeg synes stadigvæk, at det hele er lige lovlig dramatisk og voldsomt, men det er alligevel en læseværdig historie. Jeg kan godt lide de tre hårdt prøvede hovedpersoner – de er lidt skæve og anderledes – på en god måde.

Christina List har en god og levende fortællestil, og jeg fornemmer en forfatter, der er fuld af grumme ideer til de kommende bind i serien. Jeg vil glæde mig til at læse mere fra hendes hånd.

Læs mere om Kun vi kender sandheden hos Lindbak+Lindbak.

Læs videre

Bjørnen sover

bjoernensover

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst Bjørnen sover af Emelie Schepp. Bogen er syvende bind i krimiserien om den lidt reserverede anklager, Jana Berzelius.

Forlaget skriver:

I  udkanten af Norrköping findes en mand brutalt myrdet i sit eget hjem. En bamse fundet på ger­ningsstedet peger politiet i retning af Filippa Falk, en tidligere politibetjent, der efter en gru­som tragedie lever under beskyttet identitet. Men er hun villig til at hjælpe politiet med at opklare sagen?

Samtidig forsøger anklageren Jana Berzelius at opspore gerningsmanden, men hendes mørke fortid haler ind på hende, og hun må tage alle midler i brug for at beskytte den mand, hun elsker. Han har fået nys om hendes forhistorie og er fast besluttet på at grave sandheden frem.

Bjørnen sover er en hæsblæsende krimi. Tempoet er højt. Der er meget på spil, og også denne gang går begivenhederne uhyggeligt tæt på hovedpersonens privatliv og mystiske fortid. Jeg kan vældig godt lide denne spændende og velskrevne serie og glæder mig allerede til næste bind.

Jeg har tidligere omtalt Ondt blod og Fars dreng,  Mester Jakob og Ni liv af Emelie Schepp.

Læs mere om Bjørnen sover hos Politikens Forlag.

Læs videre

Læst i september 22

laestiseptember22

I løbet af september har jeg læst bøgerne på billedet. Som altid har jeg bevæget mig rundt i forskellige genrer:

Med døden til følge af Lars Daneskov er en fortælling om en familie i dyb sorg – men også en reminder til alle om forpligtelsen til at leve videre for de levendes skyld.

Livas storebror, Victor er død. Tre år efter den tragiske hændelse er familien stadig i dyb sorg. Forældrene taler ikke ret meget mere – hverken med hinanden eller Liva. Victor fylder det hele, selv om han ikke er der mere. Liva føler sig overset og uelsket.

Børnene i bogen går i 5. klasse, og børn omkring den alder og opefter samt voksne kan have udbytte af bogen. En bog man ikke kan undgå at blive berørt af.

Sten saks papir af Alice Feeney.

Tror du, at du kender den person, du er gift med? Så tænk dig om en ekstra gang.

Der har længe været noget galt mellem hr. og fru Wright.

Arbejdsnarkoman og manuskriptforfatter Adam Wright har levet med ansigtsblindhed hele sit liv. Han kan ikke genkende familie eller venner, knap nok sin egen hustru.

Hver år på deres bryllupsdag giver parret hinanden små gaver – papir, læder, træ, bronze – og hvert år skriver Adams hustru et brev til ham, som hun aldrig lader ham læse. Før nu.

Sten saks papir er en virkelig velskrevet og rigtig spændende krimi med et meget udspekuleret plot, som jeg på ingen måde havde regnet ud.

Dagmars svære valg af Gertrud Tinning. Bogen er en selvstændig fortsættelse af En uretfærdig tid, som jeg tidligere har anmeldt her på bloggen.

København 1913. Dagmar og Otto bor på Vesterbro. Otto er slagter, og Dagmar er bryggeriarbejder på Carlsberg. Dagmar har altid ønsket sig at få børn, men det er aldrig lykkedes. Otto drømmer om at åbne sin egen slagterforretning, og det sparer parret op til.

En tidlig morgen finder Dagmar et nyfødt barn, der er anbragt i en skraldespand i baggården. Dagmar ser en mulighed for endelig at få det barn, hun så inderligt ønsker sig. Men kan hun bare tage barnet til sig?

Jeg er simpelt hen så vild med de her to historiske romaner om stærke kvinder, der ikke lader sig kue. Jeg var glad for En uretfærdig tid, men synes faktisk, at denne fortsættelse er endnu bedre.

Tilbage til Rosenlyst af Katrine Wessel er 8. bind i serien om Wintherdynastiet fra Trondhjem.

Familien Winther er samlet på deres lystgård, Rosenlyst. Dagene går med cykelture, tennis, badning i fjorden og te på terrassen. Men da en uventet gæst dukker op, skifter stemningen brat.

Jeg er helt pjattet med den serie. Der sker hele tiden noget, karaktererne udvikler sig og nye kommer til. Der er masser af stemning, romantik, drama og intriger i såvel denne nye bog som i hele serien. Tilbage til Rosenlyst lever fuldt og helt op til de foregående bøger i serien. Nu glæder jeg mig bare til den næste.

For evigt af Kristina Stoltz er en samtidsroman og en slægtsroman om tre generationer af kvinder. Sproget er let og flydende og i lange stræk ligefrem poetisk. Karaktererne er troværdige – mest markant er den stærke og lidt flippede Baby, der nu, hvor hun er over halvfjerds ser tilbage. Hun har været meget fraværende i sin datters barndom men til gengæld ret meget til stede i sit barnebarns. Hun har et ønske om et tættere forhold til sin datter, men hun har svært ved at finde ud af hvordan.

For evigt er en interessant og tankevækkende roman om de nære relationer, der er så vigtige for os mennesker – og somme tider så svære.

Læs videre