Blog
I eftermiddags holdt vi fri fra juleforberedelserne. Vi passede nemlig Sander. Det var godt lige at rive nogle timer ud af programmet og bare hygge igennem med den lille skrupsak. Han var fuld af energi, så der blev leget, sunget og fjollet.
Det var en hyggelig – og aktiv – eftermiddag. Man skal stå tidligt op for at hamle op med sådan et lille energibundt.
Jeg kan rigtig godt lide de gode gammeldags juledekorationer med ler, lys, gran og hele pivetøjet. Men …. jeg kan ikke lave dem. De bliver ikke pæne. Jeg ved godt inde i hovedet, hvordan sådan en rigtig flot juledekoration skal se ud, men mine hænder fatter ikke, hvordan de skal lave sådan en.
Så jeg gør det på en anden måde. Jeg går en tur i skoven i løbet af efteråret og samler noget af naturens fine pynt. Lader det tørre. Og når julen nærmer sig, putter jeg det hele i en skå. Og så ligger det faktisk der og er dekorativt helt af sig selv.
Kan I huske, dengang man var barn, og tiden op til jul gik så urimeligt langsomt. Når det var den 20. december og der var fire dage til jul, så var det dengang en fuldstændig uoverkommelig og evighedsagtig ventetid.
Lige nu har jeg simpelt hen brug for fire dage, hvor tiden kører i lige præcis det tempo. Så ville der nemlig være en vis chance for at nå det hele i god ro og orden inden jul.
Er det bare mig, eller har I andre det på samme måde?
Min søster har fødselsdag i dag.
Det får mig til at tænke på dengang, hun fyldte 14 år. Jeg var 7 og var stjernemisundelig på min søster. Jeg syntes nemlig, at når man var 14, var man voksen. Og jeg længtes efter at blive 14 og voksen. Og min søster fik oven i købet også sit første par nylonstrømper. Uha, hvor var rønnebærrene sure.
Nå, men jeg sad altså der og var misundelig og tænkte over det der med, at min søster var 14 år, og jeg var 7. Det gik op for mig, at hun var dobbelt så gammel som mig, og så vidste jeg jo pludselig, hvordan jeg skulle pille hende lidt ned.
“HA” sagde jeg triumferende – “så når jeg er 40, så er du 80.”
Siden har jeg fået bedre styr på matematikken. Og der er stadig kun (knapt nok endda) syv år imellem os.
For nogle dage siden mødte jeg en dame, der bor her på vejen. Hun var i selskab med sit knapt treårige barnebarn. Hun ved godt, at jeg har et barnebarn på et halvt år. Hun nikkede hen imod sit eget barnebarn og sagde til mig: “I har noget at glæde jet til, når jeres bliver så stor”.
Den bemærkning har jeg gået og tygget lidt på. Det var absolut venligt ment, og jeg har heller ikke ondt nogen steder over det, der blev sagt. For der er jo netop så meget, man kan gå og glæde sig til. Jeg har da også af og til taget mig selv i at gå og fable om, at det bliver sjovt, når vi kan opleve dit og dat med Sander.
Der er bare det ved det, at jeg meget hellere vil koncentrere mig om at nyde ham præcis, som han er lige nu. Der er jo en udvikling i gang, der i forvejen går så lynende stærkt. Så hvis man også hele tiden er et skridt foran og glæder sig til det næste og det næste, så risikerer man da bare at miste fokus på det, der er at opleve og nyde lige her og lige nu.