Hvad man ikke har i hovedet …

Da jeg tidligere på dagen gik min formiddagstur, tog jeg – som jeg plejer – noget glas med, som skulle i glascontaineren. Der står sådan nogle genbrugs-glascontainere et par steder her i nærheden, så hvis vi har noget glas, vi skal af med, tager jeg det med, når jeg går alligevel. Jeg kan godt lide at tage det med efterhånden, så ikke det står og flyder/fylder.

Så jeg gik glad afsted med min mulepose indeholdende en vinflaske og et glas, der havde været kakao i.

Undervejs på turen blev jeg opmærksom på en kvinde, der gik et stykke foran mig. Hun tog en spraydåse op af sin taske og begyndte at ryste den. Så kastede hun et blik over venstre skulder, fik øje på mig, lagde spraydåsen tilbage i tasken og drejede om et hjørne, så jeg ikke længere kunne se hende.

Min nysgerrighed fik mig til at skynde mig om hjørnet, jeg ville jo gerne se, hvad hun havde gang i. Desværre var hun væk, da jeg nåede om hjørnet, men min fantasi var til gengæld begyndt at køre for fuld damp.

Mens jeg gik, bryggede jeg på en historie om den der kvinde. Jeg var så opslugt af det, at jeg vist glemt alt andet. I hvert fald blev jeg på et tidspunkt opmærksom på, at min venste hånd sov. Det var den hånd, der holdt muleposen med glasset til containeren. Desværre havde jeg passeret containeren for længst. Jeg gad ikke vende om, så jeg tog hele molevitten med hjem igen.

Sådan kan det gå, når fantasien går lidt over gevind – og ja,  hvad man ikke har i hovedet, må man ha’ i benene. Jeg går ned med det der glas senere.

Læs videre

Søndagshygge

Vi har haft en rigtig dejlig søndag. Blandt andet har vi haft besøg af Sander. Han var rigtig frisk og i hopla til at vise os alle sine færdigheder. Han er fornylig begyndt at få lidt forskellig skemad, og i dag så vi for første gang, hvordan han guffer frugtmos. Det var noget, der gled ned, skulle jeg hilse at sige.

Han er i det hele taget en dejlig, glad og veltilpas dreng, som det bare er en stor glæde for os at være sammen med. Vi har snakket lidt om, hvorvidt han mon efterhånden kan genkende os fra gang til gang, vi ser hinanden. Det tror vi nok, at han kan. I hvert fald fortæller hans forældre, at han er begyndt at være lidt reserveret over for folk, han ikke umiddelbart kender. Os møder han indtil videre med tillid og smil, og det er dejligt!

Læs videre

Forventningens glæde

Jeg går og venter på at få besøg af søn, svigerdatter og barnebarn. Jeg glæder mig sådan til at se Sander. Det er ikke fordi, det er særlig længe siden, jeg så ham sidst. Det var i sidste week-end. Der er bare det ved det, at han udvikler sig så hurtigt i øjeblikket. Jeg synes, at han forandrer sig fra gang til gang, vi ses. Så det er bare med at have antennerne ude og nyde ham på hvert enkelt stadie.

Læs videre

Novembersol

Her hvor vi bor, var det det skønneste solskinsvejr hele formiddagen. Vi smed, hvad vi havde i hænderne og gik en dejlig tur. Det har været gråvejr hele ugen, så når nu vejret var smukt, skulle det nydes.

Der var så dejligt udenfor. Blå himmel, solskin og så alle de der utrolige farver, der stadig er i naturen. Gule og gyldne blade, røde bær -jamen, det var bare så smukt at se mod den knaldblå himmel.

Det er helt utroligt, hvad lidt solskin kan gøre ved humøret. Vi er i hvert fald glade for, at vi greb chancen for at få  lidt lys og luft. Allerede efter frokost skiftede vejret  igen. Det er stadig tørvejr,  men solen har gemt sig bag skyerne igen.

Godt at vi fik fyldt lidt solenergi på tanken.

Læs videre

Et godt venskab er mere værd end guld

I dag skulle jeg have været på tur til København med min bedste veninde. Jeg havde glædet mig rigtig meget, for vi ses slet ikke tit nok, og jeg er vild med hendes selskab. Vi har det så godt sammen. Vi har kendt hinanden nærmest altid, så vi kender hinandens livshistorier, hinandens op- og nedture. Vi kan snakke om alt også det, man ikke snakker med så mange om. Og så griner vi så godt sammen, ligeså godt som da vi var 17 år.

Desværre blev vores tur ikke til noget. Jeg måtte aflyse på grund af noget dårligdom.

I stedet har jeg så tusset rundt herhjemme og plejet helbredet. Det har givet tid til at tænke over, hvor heldig jeg egentlig er at være en del af så godt og langt et venskab. Det er jeg meget,  meget taknemmelig for!

Læs videre