God læsning

Selvom (eller måske fordi) jeg er bedstemor er jeg ivrig læser af en del af de mange gode mor-blogs. Der er flere grunde til, at jeg læser dem. Dels får jeg et godt indblik i, hvordan det er at være småbørnsfamilie i dag. Det giver mig forhåbentlig en vis forståelse for den hverdag, min søn og svigerdatter har med deres lille søn/mit lille barnebarn. En ting er jo at tale med sin egen familie om de glæder og besværligheder, der er med et lille barn i huset, noget andet er at læse om og lære af andres erfaringer.

En anden grund til, at en bedstemor som jeg læser mor-blogs, er såmænd at de tanker, dagens unge mødre gør sig, ikke adskiller sig væsentligt fra de tanker, jeg selv gjorde mig som ung mor. Mange af overvejelserne/bekymringerne er man jo desuden ikke færdig med, bare fordi børnene bliver voksne. Man er stadig mor til trods for, at børnene er voksne og klarer sig selv.

Mor-blogs giver også en masse inspiration til, hvordan man udfylder rollen som bedstemor, og hjælper mig til at blive opdateret på en masse børne-stof. Samtidig er det sjovt og lærerigt for mig, der ikke har døtre, at få et indblik i et univers fyldt med kvinder, der aldersmæssigt godt kunne være mine døtre.

Sidst men ikke mindst er mor-blogs en fantastisk genvej til at komme i kontakt med mange gode minder. Meget af det jeg læser booster jo min hukommelse, så der dukker en perlerække af skønne erindringer op, fra dengang mine børn var små.

Læs videre

Stille søndag

Det har været sådan en dejlig søndag. Stille og rolig og alligevel har vi nået en masse. Henrik har været i haven og ordnet noget af alt det, der skulle ordnes, før vinteren kommer. Jeg har blandt andet ryddet op i nogle skabe, kasseret forskelligt tøj, som har hængt der alt for længe uden at blive brugt. Vasketøjskurven er jeg også kommet i bund med. Det samme med strygetøjet.

Vi har været ude at gå en rask tur. Det var dejligt, men vi blev godt nok lidt kolde om både fingre og næser.

Aftensmaden er forberedt og klar til at blive sat i ovnen og der er lavet lidt lækkerier til  kaffen og teen i aften. Imellem gøremålene er der blevet tid til at maile til bedsteveninden og tid til lidt hyggelig bloglæsning.

Jeg elsker sådan en søndag, hvor man bare stille og roligt tusser rundt og får gjort de ting, man nu lige har lyst til at tage fat på. Nogen gange får man udrettet meget mere på den måde, end hvis men på forhånd havde lagt planer for, hvad der skulle gøres. Ingen lammende eller blokerende planer eller forventninger. Sådan en dag, hvor det bare er lysten der driver værket, er slet ikke så tosset.

Det bedste af det hele er, at der er en god bid tilbage af søndagen endnu, gad vidst om der ikke også bliver tid til at stikke snuden i en god bog?

Læs videre

Loppetjans

Henrik og jeg har været babysittere til Sander nu i aften. Sander opdagede det vist ikke rigtig. Han nåede lige at hilse på os, før hans forældre puttede ham i seng.

Så lå han og snakkede lidt med sig selv – og så snorksov han ellers, og hans far og mor tog afsted.

Så vores indsats som babysittere bestod i at sidde og hygge os og se fjernsyn. Nå, ja og så i at liste os ind og stå og kigge lidt på ham, mens han sov! Det var det bedste af det hele. Dejlig aften!

Læs videre

Barndommens skatte

Som jeg tidligere har fortalt her på bloggen, er jeg lidt tosset med kopper og krus. Jeg har muligvis haft en rem af huden altid. I hvert fald samlede jeg på moccakopper som lille pige. Jeg fik dem gennem nogle år til jul og fødselsdage. De var så fine. Småbitte kopper i det fineste tynde porcelæn og med de fineste farver og dekorationer. Alle mine moccakopper var forskellige.

På et tidspunkt mistede jeg interessen for dem og de blev vel pakket væk. Da jeg flyttede hjemmefra, tænkte jeg ikke på at tage dem med. Jeg var blevet lidt ligeglad med kopperne. Desværre. Om de blev smidt væk eller foræret væk, interesserede jeg mig ikke for. Det ærgrer jeg mig over i dag, det kunne have været fantastisk at eje dem endnu.

Noget andet, som jeg var meget glad for som barn – og som jeg ville ønske, jeg havde taget med mig hjemmefra og passet på – var en lille bog af porcelæn. I mange år – lige til jeg flyttede hjemmefra – hang den lille bog på væggen over min seng. Den var af hvid porcelæn, formet som en lille tyk, opslået bog. På den ene side i bogen var malet en køn lille rose og på den anden side stod Fadervor skrevet i guld med den fineste skrift. Åh, hvor jeg elskede den bog som  barn, og hvor har jeg læst Fadervor mange gange.

I dag forstår jeg slet ikke, at jeg kunne finde på at flytte og bare efterlade sådan et klenodie. Men det gjorde jeg altså, og jeg ved ikke, hvad der blev af den. Formentlig er den endt i en container, da min far nogle år efter min mors død tømte deres fælles hjem, for at flytte til en mindre bolig sammen med den nye kvinde i hans liv.

Hvor ville jeg bare ønske, at jeg havde passet bedre på min barndoms skatte.

Læs videre

Otte gode råd

Miljøministeriets nye kampagne 65.000 sætter fokus på kemien i vores hverdag. Kampagnen retter sig især mod forældre og bedsteforældre, og formålet er at sætte fokus på, hvordan man beskytter småbørn mod for stor påvirkning fra hormonforstyrrende og allergifremkaldende kemiske stoffer i tøj, legetøj, plejeprodukter, fødevarer og andet.

Miljøstyrelsen giver otte gode råd om, hvordan man undgår, at de små udsættes for alt for meget skadelig kemi:

• Sørg for et godt indeklima – luft ud og gør rent
• Server varieret mad og brug egnet køkkengrej
• Køb svanemærkede plejeprodukter
• Køb plejeprodukter uden parfume
• Undgå de farligste ftalater
• Vask nye produkter før brug
• Smid gammelt blødt plastlegetøj ud
• Køb CE-mærket og uparfumeret legetøj.

Læs videre