Blog
Så blev det normaltid igen. Heldigvis. Jeg bryder mig simpelt hen ikke om, at vi render og stiller på urene og skifter mellem normaltid og sommertid.
Mit indre ur kan ikke finde ud af det. Jeg bliver skrupforvirret, når det tidspunkt uret viser ikke stemmer overens med lyset udenfor. Jeg er så længe om at omstille mig hvert år, når vi skifter til sommertid.
Så jeg byder normaltiden velkommen!
I dag har vi været på en dejlig travetur i skoven. Det var vores søn, der ringede og spurgte, om vi havde lyst til at tage med i skoven. Selvfølgelig havde vi det.
Vejret var ikke det bedste, det var lidt gråt og fugtigt. Alligevel fik vi en dejlig tur ud af det. Skoven er så smuk nu. Farverne er helt fantastiske.
Søn og svigerdatter havde medbragt brød med henblik på at fodre ænderne i søen ved Villa Galina. Der var sandelig også mange ænder, og de ville rigtig gerne svømme helt ind til bredden for at blive fodret. Sander kiggede meget interesseret på dem.
I det hele taget var det en kæmpestor fornøjelse at iagttage Sander på skovturen. Hans mor bar ham i bæresele, så han sad der og tronede og havde fint udsyn til skovens herligheder. Og som han kiggede. Han sad lige så stille på hele turen og kiggede og kiggede. På et tidspunkt blev han meget optaget af at kigge op i trækronerne. Han så så sød ud, som han sad der og oplevede og sugede indtryk til sig.
Jeg tænker på, at det er lidt synd, at det der med at skrive breve og kort i hånden er lidt på retur. Det er da dejligt at få e-mails og sms’er, men det er altså også dejligt at få et håndskrevet brev eller kort. Håndskriften er så personlig.
Når man får et håndskrevet brev, fra en ven eller et familiemedlem, kan man som regel med et enkelt blik på skriften afgøre, hvem der har skrevet brevet. Når man kigger i gamle kort og breve, kan man også på lang afstand med 100% sikkerhed afgøre, om brevet/kortet er fra moster Grethe, mor, eller farmor. Bare ved at kaste et hurtigt blik på skriften. Også selv om håndskriften tilhører et menneske, der ikke har kunnet skrive breve i mange, mange år.
Jeg er så glad for de forskellige håndskrevne “skatte”, jeg har liggende. Breve og kort fra min mor, farmor, mormor, moster, mine søstre og veninder. Selv om min mor døde for næsten 25 år siden, skal jeg bare kaste et enkelt blik på noget, hun har skrevet, for at konstatere, at det er hendes håndskrift. Det samme gør sig gældende med breve fra mine bedstemødre og andre, der ikke længere er iblandt os.
Breve og små sedler fra mine børn har jeg også liggende i skuffer og skabe. Heller ikke her er det svært at se, hvem der har skrevet hvad. Jeg bliver så øm om hjertet, når jeg kigger på alle de ord og hilsner fra de mennesker, der betyder så meget i mit liv.
Kærestebreve er selvfølgelig et helt kapitel for sig.
Så skriv endelig – ikke bare til egen skrivebordsskuffe – men også hilsner til venner og familie – så de også får noget at gemme i skuffen.
Overskriften refererer til en snak vi havde i familien, da vi var samlet herhjemme fornylig.
Egentlig havde vi haft en ide oppe at vende – en rigtig god ide. En af sønnerne havde foreslået, at vi skulle rejse væk i julen hele banden. Til et lunt sted, hvor vi kunne foretage os en masse hyggelige ting sammen som familie. Jeg var vild med ideen. Tænk, at bytte juletravlhed, madlavning og kagebagning ud med feriedage sammen. Og skulle det være, skulle det være i år, hvor barnebarnet er så lille, at han stadig er ligeglad med julen.
Desværre var ikke alle lige tændte på ideen – eller jo – men der var/er nogle (økonomiske) forbehold, så ideen blev skrottet.
Men vi skulle jo så afklare, hvordan julen så skulle se ud i år. Hvor mange kommer hjem juleaften? Det er jo rart at vide. Der var fuld tilslutning. Så vi regner med at holde juleaften for hele banden.
Sådan er det jo ikke hvert år. En af sønnerne har sejlet i en del år, og har ikke altid været i land i julen. En anden har en svigerfamilie, der også skal holdes jul med osv..
Vi – Henrik og jeg – har indprentet sønnerne, at skulle det ske, at de allesammen har andre planer en juleaften end at holde jul med os, så er det helt i orden. Det værste vi kunne forestille os, er et scenarie, hvor drengene sidder og trækker lod om, hvem der “tager mor og far”. Vi ser sådan på det, at bare vi ses, så er det godt. Det behøver ikke nødvendigvis være juleaften.
Da drengene var små, besluttede vi at holde juleaften for os selv. Vi syntes, at det blev for stresset med den der store familiejul. Vi nåede ikke at lege med ungerne med deres gaver og i det hele taget var der ikke ro nok på. Vi ville gerne nedtone julehysteriet en smule og samtidig have mulighed for at skabe vores egne traditioner. Så vi holdt strengt på, at juleaften holdt vi alene med børnene, og så var vi åbne overfor familie-tam-tam de øvrige juledage.
Det var en jule-model, der fungerede godt for os.
Nu er jeg faktisk sådan en, der får røde knopper af at høre ordet Jul i utide – det vil sige før 1. December – men for lige at afklare hvem der holder juleaften med hvem og hvor – kan det gå an.
To blogindlæg i rap om noget julerelateret, når man ikke gider høre ordet jul, før kalenderen siger december? Hm, flot. Ikke et ord mere om jul fra mig før i december. Promise.
Nu er det jo ikke ligefrem nogen hemmelighed, at jeg bestemt ikke er en ørn til alt det der med at strikke, sy og hækle. Så jeg kan slet ikke være med, når de kreative, dygtige blogkvinder viser deres flotte håndarbejder frem. Til gengæld nyder jeg at se, hvad andre kan fabrikere, og jeg beundrer dem for deres kunnen.
Men i dag vil jeg alligevel vise noget frem, som jeg har lavet.
Jeg går ind for genbrug. Jeg synes, det er fantastisk, når man kan lave fine ting af materialer, der normalt bare bliver kasseret. Her tænker jeg på smarte tasker lavet af kasserede plastikposer og den slags. Det kan jeg altså ikke hamle op med. Til gengæld har jeg lavet en stribe flettede julehjerter af forskelligt papir, der bare skulle ha’ været i containeren. Jeg har anvendt brugt gavepapir, reklamer og omslag fra forskellige magasiner, en enkelt melpose osv..
Jeg synes selv, at de er blevet lidt sjove. Så nogle af dem kommer på vores juletræ i år – det passer vel meget godt i en finanskrisetid?
Egentlig er jeg meget stærk modstander af at begynde at jule i utide – det vil sige før 1. december, men kunne alligevel ikke nære mig for at lufte ideen i god tid. Hjerterne lavede jeg lige efter jul sidste år, hvor jeg havde alt det der papir, som næsten var for fint til at blive smidt ud. Om de er sjove, søde eller grimme, kan der være mange meninger om, men de er i hvert fald både gratis og sjove at lave. Og så er der ikke to, der er ens.