Hverdag

Så træt som et alderdomshjem…

1 kommentar

Nej, hvor er jeg bare træt. Det har været en anstrengende dag i dag.

Min morbror er død, og blev bisat i dag. Det er altid trist, når man er samlet for at tage afsked med et familiemedlem. Bagefter – ved kaffen – kom nogle af os til at snakke om, at det er temmelig sørgeligt, at vi fætre og kusiner faktisk kun ses  ved netop den slags anledninger som i dag.

Efterhånden som mange af vores forældres generation ikke lever mere, er der ikke rigtig nogen naturlige samlingspunkter, som der var før.

Vi snakkede lidt om at arrangere en fætter/kusine-fest for at mødes i en mere munter ramme. Inden jeg fik set mig om, havde nogen vedtaget, at det er mig, der skal  komme med et udspil i  forhold til sådan en sammenkomst. Øh?

Nå, men det vil jeg da også gerne. Det bliver bare ikke sådan lige pronto.

Lige nu, hvor jeg er så træt, kan jeg slet ikke overskue overhovedet bare at forestille mig, at jeg nogensinde skal arrangere noget som helst.

Her til aften syntes jeg, at jeg trængte til en kop kakao. Det er lidt omstændeligt, når jeg skal ha’ kakao. Jeg er jo allergisk overfor mælk. Så kakaoen skal laves på rismælk. Så først skal jeg koge rismælk. Når den er kogt, skal den blendes. Og lige præcis da jeg nåede dertil, gik det helt galt. Jeg var nok lige lovlig utålmodig. Rismælken skulle nok lige ha’ kølet af et par minutter mere. I hvert fald sprang blenderglasset, da jeg havde fyldt den varme rismælk i. Og jeg havde nået at putte både sukker og fedtstof i. Så det var noget af en klistret omgang, der væltede ud over køkkenbordet, ned i en skuffe og et underskab og ned på gulvet. Dejligt, når nu man var træt og trængte allermest til lidt ro og en kop kakao! Det tog lang tid at gøre rent efter den seance, og kakao kunne jeg jo kigge i vejviseren efter.

Men man skal jo ikke græde over spildt mælk – heller ikke rismælk.

I morgen skal jeg nok ud og se på en ny blender. Hvis jeg orker?

Læs videre

Blog

Prøver

2 kommentarer

Her til morgen var det første punkt på dagsordenen en tur til Centrallaboratoriet på Næstved Sygehus for at få taget et par rutinemæssige blodprøver.

Jeg kommer der regelmæssigt med ret korte mellemrum, så jeg er temmelig vant til det. Alligevel hader jeg det af et godt hjerte. De er ellers søde og flinke derinde – personalet. Jeg er heller ikke spor bange for at få taget prøverne, det regner jeg ikke for noget.

Det, der er nedtrykkende og gør, at jeg har sådan en ulyst til at møde op på laboratoriet, er mødet med de  mange alvorligt syge mennesker. Man sidder der i venteværelset sammen med en masse mennesker, hvoraf mange skal videre til de forskellige afdelinger på sygehuset for at få behandling. Der kommer mange for at få taget blodprøver, før de senere på formiddagen skal i kemo-behandling.

Selv om faktisk alle i venteværelset for det meste tager det hele med tilsyneladende godt humør, kan det gøre mig meget forstemt at se og tænke på al den sygdom. Den følelse sidder i mig hele dagen hver gang, der har været blodprøver på programmet.

Sådan en tur på sygehuset giver stof til eftertanke. Besøget derinde sætter fokus på, hvor skrøbelige  vi mennesker egentlig er og hvor meget man skal huske at værdsætte det, hvis man har et bare nogenlunde  godt helbred.

Læs videre

Hverdag

Sovemorgen

Ingen kommentarer

Sovemorgen – det er selvfølgelig sådan en morgen, hvor man kan sove lidt længere, end man ellers gør. Selve udtrykket stammer fra dengang min yngste var barn.

Men altså sådan en sovemorgen er rigtig dejlig af og til – og en sovemorgen var lige, hvad vi havde i morges.

Det er altså dejligt at være rigtig udhvilet og stå op, fordi man har lyst til at stå op og ikke bare fordi man er nødt til det.

Der er kun en enkelt lille hage ved at afholde sådan en sovemorgen – nej to hager faktisk. Den første er, at man resten af dagen mangler de timer, man har snuet væk og godt kan forfalde til at ærgre sig over det. Den anden er, at man er alt for frisk og veloplagt om aftenen og derfor nok kommer til at gå for sent i seng – og så er man virkelig træt, når man skal op næste morgen.

Der er ikke noget der er så godt, at det ikke er galt for noget :-).

Læs videre

Hverdag

Septemberdage

Ingen kommentarer

Jeg elsker efteråret – især september. Himlen er blå på en særlig måde i september. Dagene er stadig sommerlige, man kan være udendørs med bare arme. I skoven, hvor vi tit går tur, dufter der af muld og solvarm harpiks.

I haven er der stadig friske blomster, og vores pæretræ står segnefærdigt med grenene tynget næsten til jorden af frugt. Hyldebærrene er ved at få farve, men dem plejer fuglene at snuppe, før jeg når at få plukket nogle til saft. Der er brombær og hindbær, og der er rødbeder, der snart er klar til at blive syltet.

Om morgenen og om aftenen er der en snert af kulde i luften, og det begynder at kunne mærkes, at dagene bliver kortere.

Jeg kommer til at tænke på teksten til Det lysner over agres felt af Ludvig Holstein. Den sang har jeg altid syntes så godt om. Den beskriver hele efterårsstemningen så smukt. Allersmukkest er den, når det er Pia Raug, der synger. Jeg må høre den nu. Lige nu.

Læs videre

Blog

Forventningens glæde

Ingen kommentarer

I mit barndomshjem blev der altid sagt at: “Det er godt at ha’ noget til gode – bare det ikke er øretæver”.

Det er sikkert ikke fordi jeg har hørt den bemærkning rigtig tit, men jeg har en forkærlighed for at ha’ noget til gode. Altså sådan at forstå, at jeg ynder at gå og gemme lidt på ting, at glæde mig til dem. Et eksempel kan være, at jeg køber en bog, jeg ønsker mig. Jeg begynder bare ikke at læse den lige med det samme, men går og hygger mig lidt med forventningens glæde. Den – forventningens glæde –  skal man iøvrigt ikke kimse af, den er sommetider den eneste man får! Nå, men sådan har jeg altså en tilbøjelighed til at gå og varme mig ved tanken om at at have noget godt i vente.

Nogen gange tager det overhånd. For eksempel når jeg går rundt med et gavekort til Interflora i tasken i et halvt år. Det har jeg lige præsteret. Netop i dag har jeg indløst et blomster-gavekort, jeg fik til min fødselsdag. Og jeg havde fødselsdag i februar. Og jo, jeg har skam købt blomster i mellemtiden.

Jeg ved ikke rigtig, hvorfor jeg har det på den måde – sådan at gå og gemme på sådan et gavekort for eksempel. Jeg tror det er noget med, at jeg på den måde føler, at jeg strækker glæden. Opsparer en lille glædeskapital.

I dag var så dagen, hvor jeg indløste mit gavekort og hjembragte de smukkeste roser i den sarteste blegrosa nuance. Åh, hvor er de smukke. De var værd at vente på.

Læs videre