Blog
Ja, det er rigtigt nok. Jeg er blevet klogere – siden i går. Nå ja, ikke ret meget klogere – men lidt har også ret.
Jeg har nemlig hittet ud af, at planten, jeg skrev om i mit seneste indlæg, er en Katost. Så ved vi det. Der er bare mange forskellige planter i Katost-familien, og jeg er (endnu) ikke klar over, hvilken slags min er. Så jeg må studere lidt mere. Måske er det bare den, der hedder Almindelig Katost.
På frøpakningen står kun det latinske navn Malva.
Selv om det jo nok snart bliver “rigtigt” efterår, er der stadig masser af livskraft i planterne ude i haven.
Planten på billedet – jeg ved ikke, hvad den hedder – folder nye blomster ud hver eneste dag. De er så kønne. Farven er helt fantastisk. De blomster har jeg fået af min søster. Eller rettere sagt, jeg fik nogle blomsterfrø af hende. Frøene blev sået og frem voksede disse dejlige blomster. Jeg glæder mig over dem hver dag, og sender samtidig min søster en kærlig tanke.
Forleden dag mødte jeg på min gåtur en kvinde med fire-fem småbørn. En af børnene sagde (om mig) : “Det’ Tims mor”. Han fik at vide, at det var det altså ikke. Hans spurgte: “Hvem er det så”, og jeg hørte, at han fik at vide, at “Det er en dame”.
Næste dag da jeg gik tur igen, lød der pludselig en lille stemme bag mig: “Du er Tims mor”. Det var ham den lille fyr fra dagen før. Jeg fortalte ham, at jeg altså ikke er Tims mor. Han svarede: “Det troede jeg”. Han spurgte, hvad jeg hed og fik at vide, at jeg hedder Randi. Jeg spurgte så, hvad han hed. Han hed Malthe.
I dag traf jeg så kvinden, som Malthe fulgtes med den første gang, vi mødtes – jeg går ud fra, at hun er dagplejemor. Vi vekslede lige en bemærkning om Malthe. Vi syntes jo, det var lidt sjovt, at han blev ved med at forveksle mig med ham der Tims mor. Jeg nævnte, at Tims mor jo ellers måtte være betydeligt yngre end jeg – og fik at vide, at hun er 37.
Se, det tager jeg som en kompliment! At tænke sig, at blive forvekslet – endda to gange – med en kvinde på 37!
Tak lille Malthe, du har reddet min dag!!
Nej, hvor er jeg bare træt. Det har været en anstrengende dag i dag.
Min morbror er død, og blev bisat i dag. Det er altid trist, når man er samlet for at tage afsked med et familiemedlem. Bagefter – ved kaffen – kom nogle af os til at snakke om, at det er temmelig sørgeligt, at vi fætre og kusiner faktisk kun ses ved netop den slags anledninger som i dag.
Efterhånden som mange af vores forældres generation ikke lever mere, er der ikke rigtig nogen naturlige samlingspunkter, som der var før.
Vi snakkede lidt om at arrangere en fætter/kusine-fest for at mødes i en mere munter ramme. Inden jeg fik set mig om, havde nogen vedtaget, at det er mig, der skal komme med et udspil i forhold til sådan en sammenkomst. Øh?
Nå, men det vil jeg da også gerne. Det bliver bare ikke sådan lige pronto.
Lige nu, hvor jeg er så træt, kan jeg slet ikke overskue overhovedet bare at forestille mig, at jeg nogensinde skal arrangere noget som helst.
Her til aften syntes jeg, at jeg trængte til en kop kakao. Det er lidt omstændeligt, når jeg skal ha’ kakao. Jeg er jo allergisk overfor mælk. Så kakaoen skal laves på rismælk. Så først skal jeg koge rismælk. Når den er kogt, skal den blendes. Og lige præcis da jeg nåede dertil, gik det helt galt. Jeg var nok lige lovlig utålmodig. Rismælken skulle nok lige ha’ kølet af et par minutter mere. I hvert fald sprang blenderglasset, da jeg havde fyldt den varme rismælk i. Og jeg havde nået at putte både sukker og fedtstof i. Så det var noget af en klistret omgang, der væltede ud over køkkenbordet, ned i en skuffe og et underskab og ned på gulvet. Dejligt, når nu man var træt og trængte allermest til lidt ro og en kop kakao! Det tog lang tid at gøre rent efter den seance, og kakao kunne jeg jo kigge i vejviseren efter.
Men man skal jo ikke græde over spildt mælk – heller ikke rismælk.
I morgen skal jeg nok ud og se på en ny blender. Hvis jeg orker?
Her til morgen var det første punkt på dagsordenen en tur til Centrallaboratoriet på Næstved Sygehus for at få taget et par rutinemæssige blodprøver.
Jeg kommer der regelmæssigt med ret korte mellemrum, så jeg er temmelig vant til det. Alligevel hader jeg det af et godt hjerte. De er ellers søde og flinke derinde – personalet. Jeg er heller ikke spor bange for at få taget prøverne, det regner jeg ikke for noget.
Det, der er nedtrykkende og gør, at jeg har sådan en ulyst til at møde op på laboratoriet, er mødet med de mange alvorligt syge mennesker. Man sidder der i venteværelset sammen med en masse mennesker, hvoraf mange skal videre til de forskellige afdelinger på sygehuset for at få behandling. Der kommer mange for at få taget blodprøver, før de senere på formiddagen skal i kemo-behandling.
Selv om faktisk alle i venteværelset for det meste tager det hele med tilsyneladende godt humør, kan det gøre mig meget forstemt at se og tænke på al den sygdom. Den følelse sidder i mig hele dagen hver gang, der har været blodprøver på programmet.
Sådan en tur på sygehuset giver stof til eftertanke. Besøget derinde sætter fokus på, hvor skrøbelige vi mennesker egentlig er og hvor meget man skal huske at værdsætte det, hvis man har et bare nogenlunde godt helbred.