Når en amerikansk præsident har siddet 100 dage i embedet, bliver der altid lavet en status. Man kigger på, hvad præsidenten har præsteret i løbet af disse 100 dage.
Når der skal laves sådan en status over store statsmænds første 100 dage i embedet, så skal der da også gøres status over mit barnebarns resultater i løbet af hans livs første 100 dage. Mindre kan sandelig da ikke gøre det.
Hvad har han så præsteret, den lille Sander? Helt grundlæggende har han passet sit arbejde med at spise og sove. Han er vokset godt, han sover igennem om natten. Han kan trille fra mave til ryg. Han smiler og pludrer. Med andre ord – han er lige efter tabellen.
Så langt så godt – men han kan mere endnu. Forleden dag havde han f.eks. indtalt en besked på sin farfars og farmors telefonsvarer. Vi havde været ude at handle, og da vi kom hjem, var der en besked på svareren. Det viste sig at være Sander, der diskede op med den dejligste babypludren. Hold da op, hvor han snakkede. Hele båndet ud. Det var simpelt hen så sødt. Det blev aflyttet flere gange, og vi nænnede næsten ikke at slette det, næste gang vi skulle bruge telefonsvareren. Tænk engang, at den lille trold selv kan lægge en besked – og endda en besked, der er til at forstå. Vi havde ikke vanskeligt ved at opfatte budskabet. Det gik tydeligt igennem, at han sagde : “Jeg har det rigtig, rigtig godt”.
I disse første 100 dage af sit liv har Sander taget tjansen som familiens samlingspunkt og foretrukne samtaleemne. Som første mand af en ny generation i vores lille familie nyder han temmelig stor opmærksomhed. Han har charmeret os alle med sit rolige væsen og sine kære smil, som han gavmildt deler ud af.
Sammenfattende er der kun at sige, at lille Sander har bidraget med en masse positivt i vores familie i løbet af sine første 100 dage. Vi er allesammen så lykkelige for ham.
