Resultater
36 resultater.
Blog
36 resultater.
I løbet af september har jeg læst bøgerne på billedet. Som altid har jeg bevæget mig rundt i forskellige genrer:
Med døden til følge af Lars Daneskov er en fortælling om en familie i dyb sorg – men også en reminder til alle om forpligtelsen til at leve videre for de levendes skyld.
Livas storebror, Victor er død. Tre år efter den tragiske hændelse er familien stadig i dyb sorg. Forældrene taler ikke ret meget mere – hverken med hinanden eller Liva. Victor fylder det hele, selv om han ikke er der mere. Liva føler sig overset og uelsket.
Børnene i bogen går i 5. klasse, og børn omkring den alder og opefter samt voksne kan have udbytte af bogen. En bog man ikke kan undgå at blive berørt af.
Sten saks papir af Alice Feeney.
Tror du, at du kender den person, du er gift med? Så tænk dig om en ekstra gang.
Der har længe været noget galt mellem hr. og fru Wright.
Arbejdsnarkoman og manuskriptforfatter Adam Wright har levet med ansigtsblindhed hele sit liv. Han kan ikke genkende familie eller venner, knap nok sin egen hustru.
Hver år på deres bryllupsdag giver parret hinanden små gaver – papir, læder, træ, bronze – og hvert år skriver Adams hustru et brev til ham, som hun aldrig lader ham læse. Før nu.
Sten saks papir er en virkelig velskrevet og rigtig spændende krimi med et meget udspekuleret plot, som jeg på ingen måde havde regnet ud.
Dagmars svære valg af Gertrud Tinning. Bogen er en selvstændig fortsættelse af En uretfærdig tid, som jeg tidligere har anmeldt her på bloggen.
København 1913. Dagmar og Otto bor på Vesterbro. Otto er slagter, og Dagmar er bryggeriarbejder på Carlsberg. Dagmar har altid ønsket sig at få børn, men det er aldrig lykkedes. Otto drømmer om at åbne sin egen slagterforretning, og det sparer parret op til.
En tidlig morgen finder Dagmar et nyfødt barn, der er anbragt i en skraldespand i baggården. Dagmar ser en mulighed for endelig at få det barn, hun så inderligt ønsker sig. Men kan hun bare tage barnet til sig?
Jeg er simpelt hen så vild med de her to historiske romaner om stærke kvinder, der ikke lader sig kue. Jeg var glad for En uretfærdig tid, men synes faktisk, at denne fortsættelse er endnu bedre.
Tilbage til Rosenlyst af Katrine Wessel er 8. bind i serien om Wintherdynastiet fra Trondhjem.
Familien Winther er samlet på deres lystgård, Rosenlyst. Dagene går med cykelture, tennis, badning i fjorden og te på terrassen. Men da en uventet gæst dukker op, skifter stemningen brat.
Jeg er helt pjattet med den serie. Der sker hele tiden noget, karaktererne udvikler sig og nye kommer til. Der er masser af stemning, romantik, drama og intriger i såvel denne nye bog som i hele serien. Tilbage til Rosenlyst lever fuldt og helt op til de foregående bøger i serien. Nu glæder jeg mig bare til den næste.
For evigt af Kristina Stoltz er en samtidsroman og en slægtsroman om tre generationer af kvinder. Sproget er let og flydende og i lange stræk ligefrem poetisk. Karaktererne er troværdige – mest markant er den stærke og lidt flippede Baby, der nu, hvor hun er over halvfjerds ser tilbage. Hun har været meget fraværende i sin datters barndom men til gengæld ret meget til stede i sit barnebarns. Hun har et ønske om et tættere forhold til sin datter, men hun har svært ved at finde ud af hvordan.
For evigt er en interessant og tankevækkende roman om de nære relationer, der er så vigtige for os mennesker – og somme tider så svære.
Bog modtaget som anmeldereksemplar.
Jeg har læst Tilbage til Rosenlyst af Katrine Wessel. Bogen er 8. bind i serien om Wintherdynastiet fra Trondhjem.
Familien Winther er samlet på deres lystgård, Rosenlyst. Dagene går med cykelture, tennis, badning i fjorden og te på terrassen. Den eneste, der er lidt vranten, er Gitte. Hun har stadigvæk ikke tilgivet Fredrik, at han har tvunget hendes bror, Karsten til at tage på et sanatorieophold. Han er i behandling for sit alkoholproblem. Men bortset fra det hygger alle sig – både store og små. Cecilia er lykkelig for at have sine børn og børnebørn omkring sig.
Men da en uventet gæst dukker op, skifter stemningen brat.
Jeg er så vild med den serie. Der sker hele tiden noget, karaktererne udvikler sig og nye kommer til. Der er masser af stemning, romantik, drama og intriger i såvel denne nye bog som i hele serien. Tilbage til Rosenlyst lever fuldt og helt op til de foregående bøger i serien. Nu glæder jeg mig bare til den næste.
Jeg har tidligere anmeldt de øvrige bøger i serien: Familien Winther, Hvis du vil have mig, Rosenhavens hemmeligheder, Ellinors modige valg, Når alt kommer for en dag Sommeren på Oaktree Manor, Familiebånd, og Den største gave.
Læs mere om Tilbage til Rosenlyst hos Politikens Forlag.
Bog modtaget som anmeldereksemplar.
Jeg har læst Den mørke engel af Elly Griffiths. Bogen er tiende selvstændige bind i krimiserien om arkæolog og knogleekspert Ruth Galloway.
Ruth bliver smigret, da hun får et brev fra en italiensk arkæolog, som beder om hendes hjælp til sin forskning. Ruth ser en rejse til Italien som en kærkommen mulighed for at opleve noget nyt og holde lidt fri. Så hun siger ja til at hjælpe. Hun rejser til en lille italiensk bjergby sammen med sin veninde Shona og selvfølgelig datteren Kate og Shonas lille dreng.
Under opholdet i bjergbyen oplever Ruth lidt af hvert. Snart involveres hun i en mordefterforskning, og til Ruths store overraskelse møder hun pludselig også kriminalkommissær Harry Nelson – hvad laver han i Italien?
Jeg er jo helt pjattet med at læse om Ruth Galloway og Harry Nelson, og jeg havde høje forventninger, da jeg begyndte at læse denne tiende bog i den skønne serie. Og jeg må sige, at mine forventninger i allerhøjeste grad blev indfriet. Jeg må tilstå, at udviklingen i forholdet mellen Ruth og Harry for mig er langt mere spændende end diverse mordefterforskninger. De er simpelt hen et par super dejlige karakterer, som jeg nyder at lære bedre og bedre at kende. I denne bog kommer læseren lidt mere ind under huden på dem begge to. Efter min mening overgår bogen de ni foregående – og det siger ikke så lidt.
Jeg har tidligere anmeldt de ni første bøger i krimiserien om Ruth Galloway: Pigen under jorden, Løgnens hus, Huset på klippen, Døden på museet, Det tavse vidne, De udstødte, Stemmer fra graven, Kvinden i blåt og Forsvundet i mørket.
Læs mere om Den mørke engel hos Gads Forlag.
I løbet af januar har jeg læst bøgerne på billedet. Som altid har jeg bevæget mig rundt i forskellige genrer.
I dødens hænder af Trude Teige. Bogen er andet, selvstændige bind i krimiserien om tv-journalisten Kajsa Coren. Kajsa er gået i gang med at lave en dokumentar om sin mor, der er flyttet på plejehjem. Kajsa tilbringer mange timer på plejehjemmet, hvor hun taler med både beboere og personale. Efterhånden får hun en fornemmelse af, at der er noget på plejehjemmet, der ikke er, som det skal være.
Dette andet bind er fuldt på højde med det første. Der sker ting og sager i Kajsa Corens liv – både professionelt og privat. Jeg glæder mig allerede til næste bind i serien.
Vittu af Iben Mondrup. Vittu er en selvstændig fortsættelse af Tabita. Vitus er Tabitas lillebror. Tabita er blevet fortalt, at hendes lillebror er død på det børnehjem, han er blevet anbragt på. Det passer ikke. Vitus er blevet adopteret af et velstillet par fra Århus.
Vittu er en stærk læseoplevelse, der kalder mange følelser frem. Vitus bliver udsat for så mange svigt og overgreb. Hans historie er hjerteskærende, barsk og gribende – men også smuk.
At leve er ikke nok af Anne-Kirsten Brønserud. Bogen er den selvstændige fortsættelse af Når svalerne flyver højt. I At leve er ikke nok møder vi igen de tre søskende, Anne-Mette, Mie og Henner samt Anne-Mettes kæreste, Bjarne.
Bogen tager igennem de unges historier fat på emner som alkoholmisbrug, ligestilling kønsidentitet og ikke mindst seksualitet. Bogens hovedpersoner eksperimenterer med forskellige måder at bo og leve på, som man gjorde i 70’erne, hvor bogens handling udspiller sig. Det tegner et meget rammende billede af, hvordan det var at være ung i den tid.
Blindt raseri af Cara Hunter. Bogen er fjerde, selvstændige bind i Oxford- serien
En helt ung pige bliver brutalt overfaldet og bortført. Heldigvis lykkes det for hende at slippe fri og flygte. En taxichauffør lægger mærke til Faith, som pigen hedder, da hun forvirret og skræmt fra vid og sans går rundt i byen. Han tilbyder at køre hende til politistationen, men hun vil i første omgang ikke anmelde overfaldet. Hun vil bare hjem.
Igen har forfatteren skrevet en krimi, hvor spændingen holder helt til sidste side, og hvor handlingen undervejs tager nogle uventede drejninger.
Sigurd fortæller om naturvidenskab af Sigurd Barrett. Med hjælp fra fagkonsulenter har Sigurd skrevet en herlig og gennemarbejdet bog, der fortæller om naturvidenskab på en måde, så hele familien kan være med. Der fortælles om Big Bang, om solsystemet og om videnskabsmænd, der gør store opdagelser. Der forklares hvordan kroppen kan hele et sår og om, hvorfor en blyant ender på gulvet, når man taber den. Der er noget om magnetisme, om drivhuseffekten og meget, meget mere. Bogen er illustreret af Jørgen Eivind Hansen.
Det har været en sand fornøjelse at læse bogen.
For den rene er alting af Karen Schultz handler om at være mønsterbryder. Ikke pga. af fin uddannelse, høj løn eller palævilla, men ved at kunne bryde med en opvækst uden kærlighed.
Der kan sikkert siges og skrives mange kloge ord om denne roman, for den beskæftiger sig med flere ret så alvorlige temaer. Men for mig er den først og fremmest en smuk kærlighedshistorie.
Jordens lykkeligste mand af Eddie Jaku.
Den tyske jøde Eddie Jaku gik i skole langt væk fra sin familie og var uvidende om, hvad der var ved at ske i Tyskland. Den 9. november 1938 ville han overraske sin familie med et besøg, men blev i stedet tævet halvt til døde af rasende nazister under Krystalnatten.
Under Anden Verdenskrig tilbragte han flere år i kz-lejrene Buchenwald og Auschwitz, hvor han oplevede ubegribelig ondskab. Han mistede sin familie, sine venner, sit land. I krigens sidste dage flygtede han fra dødsmarchen, hvor 15.000 mennesker omkom. Han var 25 år, vejede 28 kilo og var døden nær.
Hele bogen igennem mærker man denne mands lyse sind og positive indstilling til livet. Det er en bog, vi allesammen kan lære noget af, og jeg vil anbefale den på det allervarmeste.
Når mænd forlader mig af Johanne Bille er en rigtig god og velskrevet roman om en ung kvinde, der forsøger at please sine skiftende kærester og blive, som de gerne vil have, hun skal være. En roman om vigtigheden af at stå ved sig selv og sine grænser.
Bog modtaget som anmeldereksemplar.
Jeg har læst Forsvundet i mørket af Elly Griffiths. Bogen er niende, selvstændige bind i hygge-krimiserien om den skønne arkæolog og knogleekspert Ruth Galloway.
I en gammel tunnel under Norwich finder man nogle knogler, der stammer fra et menneske. Ruth Galloway undersøger knoglerne og finder ud af, at de er af nyere dato og er blevet kogt, før de blev gravet ned.
Sagen lander på kriminalkommissær Harry Nelsons bord, og da en hjemløs kvinde meldes savnet, begynder han at undersøge, hvad der ligger bag nogle rygter om et underjordisk samfund for hjemløse.
Endnu en gang kommer Ruth og Harry til at arbejde tæt sammen om en sag.
Jeg er stor fan af bøgerne om Ruth Galloway, og glæder mig rigtig meget til hver ny bog i serien. Også denne gang er mine høje forventninger blevet opfyldt. Foruden en spændende krimigåde byder bogen på masser af nyt om de gennemgående karakterer. Især er det jo spændende at følge med i relationen mellem Ruth og Harry – og der sker altså noget denne gang, skulle jeg hilse og sige. Efter min mening er Forsvundet i mørket seriens hidtil bedste bog – og det siger ikke så lidt.
Jeg har tidligere anmeldt de otte første bøger i krimiserien om Ruth Galloway: Pigen under jorden, Løgnens hus, Huset på klippen, Døden på museet, Det tavse vidne, De udstødte, Stemmer fra graven og Kvinden i blåt.
Læs mere om Forsvundet i mørket hos Gads Forlag.