Invitation til barnedåb

I dag kom vores søn, svigerdatter og lille barnebarn forbi med en invitation til barnedåb.

Det var dejligt at se dem. Vi er glade for at se den lille ret tit, for han forandrer sig jo hele tiden. I dag snorksov han ganske vist – men vi kan jo ikke se os mæt på ham – så  det var herligt alligevel.

Nu kan vi så gå og glæde os til barnedåben. Det er altid godt at have noget at se frem til, og en festlig begivenhed, hvor familien er samlet, er da noget af det allerbedste.

Læs videre

Søndags-shopping

Lige siden mit barnebarn blev født, har jeg haft kig på en bestemt lille babydragt.

Jeg har for længst besluttet mig for, at den skal guldklumpen altså bare ha’. Men mere havde jeg ikke fået gjort ved det.

I dag tænkte jeg så, at det var ved at være sidste udkald, hvis jeg skulle prøve at få fat i dragten til en god pris. Der er stadig udsalg på mange af de forskellige webshops, men det er nok ved at synge på sidste vers.

Så farmor her måtte se at komme til tasterne.

Jeg fandt også dragten på udsalg. Dragten og lidt mere, nu jeg var i gang.

Nu glæder jeg mig, til pakken kommer. Og jeg glæder mig endnu mere til at se, om dragten nu klæder mit barnebarn lige så godt, som jeg har gået og forestillet mig. Jeg kan da næsten ikke tro andet.

Læs videre

Langsom lørdag

I dag skulle vi egentlig ha’ passet vores barnebarn. Så det havde vi mere eller mindre sat dagen af til.

Det blev imidlertid aflyst, så nu havde vi pludselig det meste af en dag, der ikke var programlagt på nogen som helst måde. Det er jo slet ikke så tosset.

Vi kunne jo sagtens finde på noget at lave. Vi har altid en større pulje af igangværende projekter i hus og have.  Der var bare ikke noget, der fristede. Nu havde vi jo sat næsen op efter en hyggedag, så der skulle hygges  – ikke arbejdes.

Vi blev enige om at tage lidt ud i det blå.

Vi have en lidt løs plan om, at turen måske kunne føre os forbi kirkegården, hvor mine forældre ligger begravet. Der er en times kørsel hver vej, hvis man tager den hurtigste rute.

Men i dag havde vi lyst til at tage turen i ro og mag. Så vi valgte de små veje. Og ærlig talt – vi kørte nok som nogen rigtige søndagsbilister. Vi skulle nemlig rigtig kigge os omkring.

Vi havde planlagt, at vi ville plukke en markbuket undervejs.(Læs hvorfor i mit forrige indlæg.)

Vi havde ydermere bestemt, at blomsterne denne gang skulle plukkes ved de veje, hvor jeg så tit gik og plukkede blomster sammen med min mor, da jeg var barn.

Det lykkedes også med lidt besvær. Først blev blomsterjagten nemlig afbrudt af en hurtigtkommende, voldsom tordenbyge, og senere havde vi svært ved at finde steder, hvor vi kunne parkere, uden at holde i vejen for andre trafikanter.

Men det lykkedes trods alt. Når man plukker grøftekantsbuketter, må man jo tage det, der er til rådighed på netop det tidspunkt og det sted, man har valgt.

Da vi kørte hjem, tog vi en anden rute. Der så vi andre vilde blomster og kunne ha’ plukket en helt anderledes buket.

Naturen byder på mange smukke valgmuligheder.

Læs videre

Markblomster til Mor

Da jeg var 6-7 år gammel oplevede jeg noget, der stadig står helt lysende klart i min erindring.

Min mor fulgte mig i skole. Der var fem kilometer hver vej – på cykel. Egentlig var det en smuk tur. Meget flot landskab. Stille og fredeligt, langt ude på landet.

Vi var stået af cyklerne et øjeblik for at puste ud og stod og kiggede på nogle markblomster i grøftekanten.

Så var det, at min mor sagde til mig, at når hun døde, så skulle vi sætte vilde blomster på hendes grav. Jeg husker tydeligt, hvordan hun helt præcist formulerede det.

Jeg svarede hende ikke. Alting gik i stå for mig. Jeg fik et chok.

Det var i det øjeblik, det gik op for mig, at min mor en dag skulle dø. Jeg vidste jo godt, at man kunne dø –  at folk døde. Men min mor!!!! Det havde jeg på det tidspunkt slet ikke tænkt på som en mulighed. Og nu stod min mor der og talte om det som noget helt afgjort. Hun sagde ikke hvis, hun sagde når!

Jeg har aldrig glemt hendes ord. Og derfor sætter jeg i ny og næ en  markbuket på hendes grav.

Min mor elskede alle slags blomster, men hun havde altså denne særlige kærlighed til de vilde blomster. Hun var god til at sætte blomster sammen og plukkede altid de smukkeste markbuketter.

Dem, jeg plukker, når sikkert ikke hendes til sokkeholderne, men jeg gør mit bedste.

Læs videre

Før jeg blev farmor

Inden jeg selv blev bedstemor, kunne jeg nogen gange godt synes, at folk var lige lovlig fjollede at høre på, når de snakkede om deres børnebørn.

De sagde jo allesammen: “Bare vent til du får børnebørn. Det er fantastisk. Der er sandelig noget at glæde sig til.” Og de havde julelys i øjnene, når de snakkede om deres små øjesten.

Jeg tænkte: “Ja, ja den er god med Jer!” Inderst inde vidste jeg da godt, at det helt sikkert ville blive dejligt at få børnebørn – men helt ærligt – behøvede de at tage meget på vej?

Men nu hvor jeg er blevet farmor, er jeg selvfølgelig lige så fjollet som alle andre bedsteforældre. Jeg forsømmer skam heller ingen lejlighed til at blære mig over at være farmor til sådan en perfekt lille skabning! (Ja, for han er selvfølgelig verdens 8. vidunder!)

Og til alle, der ikke er blevet bedsteforældre endnu, er der kun at sige: Glæd Jer, for det er dejligt!

Læs videre