Resultater
36 resultater.
Det der med at flyve …
Forleden dag skrev jeg jo et indlæg, hvor jeg fortalte fem ting om mig selv. En af de fem ting var, at jeg er bange for at flyve. Det vil jeg gerne komme lidt nærmere ind på.
Første gang jeg prøvede at flyve, var jeg omkring de 40 år. For at det ikke skulle være løgn, skulle min første flyvetur være temmelig lang. Vi skulle til Canada.
Jeg sov ikke natten før afrejsedagen. Jeg var simpelt hen så bange for den flyvetur.
Men afsted kom vi da. Det gik sådan set fint nok. Jeg var bange under takeoff, men da først vi var oppe i marchhøjde, gik det faktisk fint nok. Jeg kunne jo kun se skyer og blå himmel, når jeg kiggede ud, og det hjalp. Landingen var ligesom takeoff temmelig angstprovokerende.
Vi mellemlandede i Seattle, og da vi skulle videre derfra, foregik det i en ret lille flyvemaskine. Jeg blev stiv af skræk, da jeg så, at det var sådan et lille fly, jeg skulle op i. Indeni virkede flyet på størrelse med en almindelig bus. Jeg prøvede at fokusere på den amerikanske stewardesse for at holde nerverne i ro. Hun var sød og smilende og talte begejstret om Canada og fortalte, at hun var gift med en canadier. Hun pludrede løs om dagens vejrudsigt og virkede glad og ubekymret. Jeg koncentrerede mig om hendes stemme og prøvede at huske på, at for hende var det bare en helt almindelig arbejdsdag, og den forestående flyvetur var ikke noget at være bange for. Men bange var jeg. Nu mere end tyve år senere kan jeg stadig huske præcis, hvad den stewardesse sagde, så det var nogle øjeblikke, der gjorde indtryk på mig.
Det lille fly rystede noget mere i luften end det store, vi fløj med på turens første etape, og vi kunne hele tiden se landjorden under os med veje, skove, søer og hvad der ellers var at se, når jeg dristede mig til at kigge ud. Turen var absolut ikke nogen fornøjelse for mig.
Vi havde et par virkelig dejlige uger i Vancouver, men de sidste dage, før vi skulle hjem, blev fornøjelsen for mit vedkommende delvis overskygget af nervøsitet for den flyvetur, jeg ikke kunne undgå, hvis jeg ville hjem. Da det kom til stykket, gik turen fint.
Senere har jeg været ude at flyve en del gange. Ikke så lange ture, som den til Canada, men til forskellige destinationer i Europa. Det har stadig ikke været noget, jeg har brudt mig om.
På min seneste flyrejse, der gik til Grønland, blev jeg så bange under landingen i Kangerlussuaq, at jeg, da jeg på rystende ben stod på landjorden igen, meddelte Henrik, at jeg aldrig nogensinde mere ville sætte mine ben i en flyvemaskine. En lidt ærgerlig udmelding set i lyset af at vi ifølge vores rejseplan halvanden time senere skulle flyve videre til Nuuk for at besøge vores søn.
Selvfølgelig tog jeg mig sammen, og vi kom videre i god ro og orden. I et lille fly endda. Da vi fløj hjem igen, oplevede jeg for første gang nogensinde at sidde og næsten nyde indflyvningen til Kastrup. Det var en dejlig sommerdag, og landet under os tog sig smukt ud. Det var da et lille fremskridt, for jeg plejer at sidde med sammenknebne øjne og være ved at dø af skræk.
Jeg kommer nok aldrig til for alvor at kunne lide at flyve, men jeg regner da bestemt med at begive mig ud på flere flyrejser i fremtiden.
Gode råd om, hvordan man overvinder flyskræk, modtages meget gerne.
Lommen fuld
Da jeg kom hjem fra min eftermiddagsgåtur, havde jeg jakkelommen fuld af kastanjer.
Det er helt umuligt for mig at gå forbi uden videre, når der ligger smukke, glatte, blanke kastanjer på jorden. Jeg er simpelt hen nødt til at samle dem op og putte dem i lommen. Når jeg kommer hjem, lægger jeg kastanjerne i en skål på bordet.
Så ligger de der og pynter, og min lomme er tom – lige indtil jeg går en tur igen og kommer forbi et kastanjetræ.
Skønheden og uvejret
Regnen og blæsten tidligere på ugen har været en hård omgang for vores nyudsprungne japanske kirsebærtræ.
De smukke, sarte blomster ser en smule forpjuskede ud, og på jorden ligger små klynger af blomster, der er blevet slået af grenene.
Det er synd, men der er heldigvis ufatteligt mange blomster på træet stadigvæk, og selv om de er blevet rusket igennem af vejret, er de stadig så smukke, at jeg slet ikke kan se mig mæt på dem.
Jeg kan bare ikke lade dem ligge …
Jeg synes, at kastanjer er så skønne. De er smukke at se på og dejlige at røre ved. De er runde, glatte og blanke.
Jeg kan ikke lade være med at samle dem op, når de ligger på jorden. Selv om det er lidt fjollet, så kan jeg ikke bare lade dem ligge. De drager mig som en magnet.
Jeg samler dem op og putter dem i lommen.
Når jeg kommer hjem, lægger jeg dagens høst i en glasskål på spisebordet i køkkenet. Så ligger de bare der og er pæne. Og jeg nyder synet af dem.
Kastanjer er en af naturens gratis gaver.
Søndagsdrømme
Først på ugen kan jeg tit gå og brygge på en masse planer for, hvad vi skal bruge søndagen til. Tit helt urealistiske planer om at sove længe, få styr på haven, vaske bilen, få sendt en stribe mails, der er blevet udskudt alt for længe, læse en bog, bage 100 boller til fryseren, se familien til eftermiddagskaffe, sylte og måske lige få bund i vaske- og strygetøjet. Sådan lidt på afstand af søndagen kan jeg godt bilde mig selv ind, at det muligvis godt kan lade sig gøre at få både tid og overskud til det hele. For det er jo ikke viljen, der mangler.
Når søndagen så oprinder, så kommer jeg som regel lidt ned på jorden igen.
Tit bliver de højtflyvende planer afløst af en erkendelse af, at sådan en søndag er fortvivlende kort. Måske er det også helt i orden kun at nå at sove længe og få bund i vaske- og strygetøjet? Det håber jeg da i hvert fald, for det er nemlig sådan status ser ud for min søndag i denne omgang.