Som natten kender stjernerne

somnattenkenderstjernerne

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst Som natten kender stjernerne af Elsebeth Egholm.

Forlaget skriver:

Koncertpianisten Malou Beck mister på samme tid både sin mor og sin musik. Under oprydning i morens lejlighed finder Malou og hendes søster en gammel lakplade – en Chopin-indspilning fra 1930’erne med en fransk pianist, Sophie Costeau, indspillet på et helt særligt flygel. Musikken er magisk, og da hun ser fotoet på omslaget, ser hun, at Sophie ligner hende selv. Har deres mor holdt på en familiehemmelighed?

For at finde sandheden om Sophie og finde flyglet til sin ven, instrument- samleren Elias, tager hun til Lorraine i Frankrig. Men sproget driller. Som tolk hyrer hun derfor Cody Blake, en amerikaner med en dyster fortid, som bor på en husbåd ved Moselfloden.

Som natten kender stjernerne er ikke bare en fin og følsom kærlighedshistorie – den er mere end det. Den er også en historie om familiehemmeligheder, om at turde kaste sig ud i livet uden sikkerhedsnet og om at slippe fortiden. Elsebeth Egholm viser en ny side af sit forfatterskab med denne både romantiske og spændende roman. Bogen er velskrevet og underholdende, og karaktererne troværdige og overbevisende – en rigtig god læseoplevelse.

Jeg har tidligere anmeldt Frit fald og Jeg finder dig altid af Elsebeth Egholm.

Læs mere om Som natten kender stjernerne hos Politikens Forlag.

Læs videre

Drengen fra skoven

drengenfraskoven

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst Drengen fra skoven af Harlan Coben.

Langt ude i en stor skov finder man en dreng, der efter alt at dømme har levet i naturen helt alene i lang tid. Han har ingen erindring om, hvordan han er endt i skoven, eller hvor han kommer fra. Man opgiver at finde drengens pårørende, og man finder en plejefamilie til ham. Da man ikke ved, hvad han hedder, bliver han kaldt Wilde.

30 år senere er man stadig ikke kommet nærmere en forklaring på, hvorfor Wilde endte alene i skoven som barn. Som voksen er han flyttet ud i naturen igen, der befinder han sig bedst. Han bliver kontaktet, da en teenage-pige fra lokalområdet forsvinder. Det er kendisadvokaten Hester Crimstein, der kontakter ham. Hun er involveret i sagen om den forsvundne pige. Hester og Wilde kender hinanden i forvejen, og nu vil hun have ham til at hjælpe sig.

Jeg har været rigtig glad for at læse mange af Harlan Cobens bøger, så jeg havde høje forventninger til Drengen fra skoven. Desværre levede bogen ikke helt op til dem. Jeg kunne ærlig talt ikke rigtig få hold på historien. Den fangede mig ikke for alvor. Dog var det en sand fornøjelse at stifte bekendtskab med den ualmindelig direkte og bramfri Hester. Hun er en herlig, forfriskende karakter.

Jeg har tidligere anmeldt en række andre bøger af Harlan Coben: Led ikke efter mig, Giv ikke slip, Hjem, Holdt for nar, Bliv hos mig, Den fremmede, Seks år, Savner dig.

Læs mere om Drengen fra skoven hos Gads Forlag.

Læs videre

Sur realisme

surrealisme

Under oprydning fandt jeg for nylig en gammel invitation i en skuffe. Det er den på billedet.

Min svigerfar var, som jeg før har fortalt, dygtig til at tegne. Faktisk levede han af det i en periode af sit liv. Det var altid noget særligt at modtage en invitation eller et julekort fra ham og se, hvad han nu havde fundet på at tegne.

Tegningen på billedet er fra invitationen til hans 60 års fødselsdag. Den har ligget i skuffen i godt og vel 33 år. Jeg synes stadig, at tegningen er rigtig god – og måske forstår jeg den endnu bedre nu, hvor jeg selv for længst har passeret de 60.

Nu hænger tegningen på opslagstavlen i køkkenet og minder mig om min svigerfar  – og om hvor hurtigt årene går.

Læs videre

Kun en kladde

kunenkladde

Reklame/bog modtaget som anmeldereksemplar fra Bog&idé. Indlægget indeholder reklamelinks.

Jeg har læst Kun en kladde af Vibeke Marx.

Nia er en ung studerende fra Wales. En dag finder hun noget i skraldespanden hjemme i sit barndomshjem. Det er et udkast til et brev, som hendes mor har skrevet. Brevet antyder, at Nia er adopteret, og er stilet til den kvinde, der åbenbart er hendes biologiske mor. Denne kvinde sidder efter alt at dømme i fængsel for at have dræbt sit eget barn.

Nia har aldrig vidst, at hun er adopteret. Hele hendes liv er åbenbart bygget på en løgn.

Nia mister motivationen til at passe sit studie. Hun har kun en tanke i hovedet, nemlig at finde frem til sandheden om sit ophav. Hun rejser til Australien for at komme sandheden nærmere.

Kun en kladde er en gribende historie om hemmeligheder og løgne, og om behovet for at høre til og vide, hvem man er. Romanen er inspireret af virkelige hændelser. En rigtig rørende historie, som jeg har slugt nærmest i én mundfuld.

Vibeke Marx er en mester i at skrive historier om relationer mellem mennesker. Karaktererne i hendes bøger er så troværdige. Deres tanker og følelser beskrives så klart, at man som læser virkelig får deres historie ind under huden.

Jeg har tidligere anmeldt Af ingenting og Jord og hjerte af Vibeke Marx.

Læs videre

Rosalinds løgn

rosalindsloegn

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst Rosalinds løgn af Muna Shehadi. Bogen er første bind i en trilogi.

Rosalind er mellemste søster i en søskendeflok, der består af tre piger. De er døtre af en blændende smuk og berømt – nu afdød filmstjerne. Desværre var moderen ikke bare smuk og feteret , hun var også psykisk ustabil.

Nogle år efter moderens død bliver pigernes far ramt af sygdom, og de tre får ansvaret for at rydde op i familiens sommerbolig. Under oprydningen støder de på en gammel lægejournal med notater, der tyder på, at deres mor ikke kan være biologisk mor til nogen af dem.

Søstrene Olivia og Eve tror ikke på oplysningerne i journalen og foretrækker at lade være med at bore i sagen. Rosalind derimod sætter sig for at finde ud af, om hun har en anden mor, end hende, hun altid har kendt. Hun har i forvejen altid følt sig anderledes end sine søstre.

Rosalind går i gang med opgaven og finder hurtigt et spor, der peger i retning af en operasangerinde fra New Jersey. Rosalind opsøger kvinden og hendes familie uden at fortælle, hvad hendes ærinde er og kommer tæt på hele familien.

Rosalind løgn er en historie fuld af drama og intriger krydret med en solid portion romantik. Jeg blev hurtigt fanget af handlingen og har været supergodt underholdt under læsningen. Bogen er en forrygende start på Tre døtre-trilogien. Jeg glæder mig meget til at læse de næste bind og lære Rosalinds søstre og resten af den noget usædvanlige familie bedre at kende.

Læs mere om Rosalinds løgn hos Forlaget Zara.

Læs videre