Randi Glensbo

Jeg har læst Tabita af Iben Mondrup.

Jeg har modtaget bogen som anmeldereksemplar.

Fra bogens bagsidetekst:

Eva og Berthel bosætter sig i Grønland i midten af 1960’erne. Han bestyrer den lokale butik, mens hun er hjemmegående. Eva er ensom og ønsker sig brændende at få et barn. Da parrets grønlandske hushjælp føder lille Vitus, adopterer de ham og hans fire år ældre søster, Tabita, og rejser over hals og hoved hjem til Danmark.

Tabita har svært ved at finde sig til rette i sin nye familie i Humlebæk. Hun savner sin mor i Grønland, og Evas drøm om at skabe en harmonisk familie smuldrer.

Tabita er en gribende og hjerteskærende fortælling om to små børn, der bliver revet væk fra deres mor og den hverdag og de omgivelser, de kender. De får ingen svar på deres spørgsmål, men bliver brikker i et spil mellem voksne i  en vanskelig relation. Børnene kommer i klemme ikke bare mellem de voksne – også mellem to forskellige kulturer.

Romanen er meget velskrevet og karaktererne står knivskarpt. Jeg har været meget berørt af historien – der har været mange følelser i spil. Tabita er en af den slags bøger, man slet ikke er færdig med, selv om den sidste linje er læst. Jeg ved i hvert fald, at jeg hverken vil glemme Tabita og lille Vitus eller deres mor, Abelone. Det gør ondt at tænke på, at der er mange grønlandske familier, der har lignende historier i bagagen.

Tabita er den første af Iben Mondrups bøger, jeg har læst. Jeg glæder mig meget til at læse flere.

Læs mere om Tabita hos Politikens Forlag.

Jeg har læst Fruen af Malene Lei Raben.

Jeg har modtaget bogen som anmeldereksemplar fra Bog&idé. Indlægget indeholder reklame/affiliate links.

Fra bogens bagside:

Fruen er Malene Lei Rabens personlige fortælling om sin mor og om at være barn af ungdomsoprøret. Det er en historie om konsekvenserne af livsvalg og om det, som frihed koster. Især for de børn, der voksede op i skyggen af handlekraftige, selvrealiserende voksne.

Det er en historie om en lykkelig barndom, der tager en drejning og om at være datter af en formidabel, intelligent og ekstremt besværlig kvinde. Og allermest er det en historie om kærlighed.

I Fruen tegner Malene Lei Raben et skarpt og ærligt billede af, hvordan det var at være barn i halvfjerdserne og firserne. Dengang satte mange forældre ikke de samme grænser, som forældre generelt sætter i dag – måske især ikke for deres egne udfoldelser. Det var ikke altid nemt for børn at begå sig i en verden med frigjorte og eksperimenterende voksne. Voksne der i mange tilfælde havde (lidt for store) forventninger til børnene om, at de kunne klare rigtig mange ting på egen hånd.

Forfatteren fortæller meget stærkt om det modsætningsfyldte forhold mellem hende og hendes mor. Der bliver ikke lagt fingre imellem, når der fortælles om de kampe, der er blevet kæmpet mellem mor og datter. Til gengæld bliver der heller ikke lagt skjul på den store kærlighed, der er grundstenen i relationen.

Det har været en meget intens oplevelse at læse Fruen. De stærke følelser, der kommer til udtryk i bogen, kan ikke undgå at gøre stort indtryk. Bogen er meget velskrevet med meget præcise beskrivelser både af mennesker, situationer og følelser. Som læser kunne jeg tydeligt se og mærke det, der blev fortalt, og det gjorde fortællingen meget stærk.

Jeg giver Fruen mine varmeste anbefalinger og ser frem til forhåbentlig at få mulighed for inden alt for længe at læse mere af Malene Lei Raben.