Mange af os synes vel egentlig, at dagligvarerne er lidt vel dyre her i Danmark, men det er ingenting imod, hvad det koster at købe ind i Grønland.
Som man kan se på min bon fra Brugseni i Nuuk, måtte jeg af med 30 gode danske kroner for et kilo økologiske gulerødder. Det er da lidt pebret, synes jeg nok, men det kan vel næppe være anderledes i et land, hvor næsten alt skal importeres og transporteres over store afstande, før det ender på hylderne i butikken
Nu da gulerødderne var så dyre – og fordi jeg hader at smide mad ud – skulle de selvfølgelig spises til sidste bid. Vi havde en håndfuld af de dyre rødder tilbage, da vi skulle hjemad, så de blev skrællet og puttet i en plastikpose, som røg i håndbagagen. Så kunne vi spise dem på vejen hjem, tænkte vi.
Det kom til at koste os lidt besvær i sikkerhedskontrollen i lufthavnen i Kangerlussuaq. Scanneren kunne åbenbart ikke identificere gulerødderne, så vi blev hevet til side og fik gået håndbagagen efter i sømmene. Da det viste sig, at det “mystiske” i vores taske, bare var gulerødder, var alt i orden.