Udflugt til Avnsø

avnsoe

I går var vi på udflugt. To af mine søskende og jeg tager en gang hvert år på udflugt tilbage til vores barndoms kendte stier. Henrik og min søsters mand er også med, de skal også se de skønne steder, hvor vi løb og legede som børn.

Denne gang tog vi til Avnsø i skoven ved Avnstrup. Mine barndomsminder om søen er lidt vage. Jeg kan godt huske, at jeg har været ved søen som barn, men jeg husker især, at der var så mange smukke, hvide åkander. Så jeg har altid forbundet Avnsø med åkander, og så kan jeg huske, at vores forældre advarede os om, at man skulle passe på den sø, for den var bundløs, sagde man. Avnsø har altid været en populær badesø, men jeg har aldrig badet der.

I går var der en del mennesker – både store og små, der fik sig en dukkert i søen, men det sprang vi over. Vi nøjedes med at nyde de dejlige omgivelser, det gode selskab og indholdet af den madkurv, som min søster og svoger havde medbragt.

Hvis man har læst Sara Blædels bøger, er man også stødt på Avnsø der.  Stednavne fra området dukker hyppigt op i Sara Blædels bøger, hun har nemlig også trådt sine barnesko på de kanter.

Læs videre

Event på Gads Forlag

eventdenfremmedegæst

I forgårs var jeg inviteret til et rigtig dejligt event på Gads Forlag i forbindelse med udgivelsen af Den fremmede gæst af Lisa Jewell.

Det er altid hyggeligt at deltage i arrangementer på forlaget og få lejlighed til at snakke med de mennesker, man samarbejder med men oftest kommunikerer med via mail. Det er også hyggeligt at få en snak med blogger-kolleger og andre “bogfolk”

Det var rigtig god oplevelse at møde Lisa Jewell og høre hende fortælle om bogen og hendes forfatterskab i det hele taget.  Hun fortalte på en levende og meget humoristisk måde og læste også et uddrag af bogen op.

Jeg havde glædet mig ekstra meget til at møde Lisa Jewell og til udgivelsen af Den fremmede gæst, fordi jeg allerede for et års tid siden læste bogen første gang. Gads Forlag have bedt mig og en blogger mere om at være testlæsere. Vi skulle bare læse bogen og melde tilbage, hvad vi syntes om den. Faste læsere af min blog kan måske huske, at jeg fortalte, at jeg havde taget imod en udfordring, der gik ud på at læse en bog på engelsk. Det var Den fremmede gæst, jeg læste – eller I found you, som originaludgaven hedder. Det var en sjov lille udfordring at få, bogen var rigtig god, og jeg fik jo ved samme lejlighed støvet mit engelske lidt af.

Som en ekstra lille krølle på historien må jeg ikke glemme at fortælle, at en lille bid af min anmeldelse er citeret på bogens bagside. Sådan noget gør jo altid en bogblogger glad.

Læs videre

Den fremmede gæst

denfremmedegaest

Jeg har læst Den fremmede gæst af Lisa Jewell.

Jeg har modtaget bogen som anmeldereksemplar.

Alice er enlig mor til tre og bor i et lille hus tæt på havet i East Yorkshire. En dag får hun øje på en mand, der sidder alene på stranden i regnvejr. Han bliver siddende der i timevis. Den fremmede viser sig at have mistet hukommelsen, han ved ikke, hvad han selv hedder, eller hvor han kommer fra. Alice inviterer ham med hjem i ly for regnen.

Samtidig sidder en nygift kvinde i London og venter forgæves på sin mand, der ikke er kommet hjem fra arbejde til normal tid.

Den fremmede gæst er en rigtig spændende roman – jeg var fanget ind af handlingen fra første til sidste side. Personskildringerne er meget troværdige – især er beskrivelsen af den uperfekte men varmhjertede Alice fremragende.  Jeg er faktisk meget begejstret for bogen og vil glæde mig til at læse flere bøger af Lisa Jewell.

Læs mere om Den fremmede gæst på Gads Forlags hjemmeside.

Læs videre

Hotel Tusind Lys

hoteltusindlys

Jeg har læst Hotel Tusind Lys af Emylia Hall.

Jeg har modtaget bogen som anmeldereksemplar.

På øen Elba ud for Toscanas kyst ligger Hotel Tusind Lys. Det lille hotel drives af den altid venlige og charmerende Valentino. År efter år vender hotellets stamgæster tilbage for at nyde de smukke omgivelser, den lækre mad og ikke mindst hotellets hyggelige atmosfære.

En dag ankommer en ung kvinde til hotellet. Hun leder efter sin far, som hun aldrig har kendt, og snart afsløres gamle hemmeligheder.

Hotel Tusind Lys er en virkelig dejlig og romantisk historie om sandhed og løgne, om svigt og tilgivelse og ikke mindst om kærlighed.

Stemningen i bogen minder mig meget om Maeve Binchys bøger, så hvis du kunne lide dem, vil du sikkert også synes rigtig, rigtig godt om Hotel Tusind Lys.

Læs mere om Hotel Tusind Lys på Gads Forlags hjemmeside.

Læs videre

Syng, levende og døde, syng

synglevendeogdoedesyng

Jeg har læst Syng, levende og døde, syng af Jesmyn Ward.

Jeg har modtaget bogen som anmeldereksemplar.

Trettenårige Jojo bor sammen med sin lillesøster hos bedsteforældrene. Børnenes mor har svært ved at udfylde sin rolle som mor. Hun er ude af stand til at sætte børnenes behov før sine egne. Hun har desuden svært ved at holde sig fra stoffer, og når hun er påvirket, hjemsøges hun af sin afdøde bror. Børnenes far har siddet i fængsel, og da han skal løslades, henter familien ham i fængslet. I samme fængsel vandrer genfærdet af en anden trettenårig dreng rundt – han er tidligere fange og kan ikke finde fred.

Syng, levende og døde, syng er en fin og poetisk fortælling om racehad, skyld og sorg – men også om kærlighed, forståelse og tilgivelse.

Læs mere om bogen på Politikens Forlags hjemmeside.

Læs videre