Bogen Om Dig – Vores Barnebarn

Der findes så mange bøger, som forældre og bedsteforældre kan skrive i til de små poder. Jeg har netop fået fingre i en af dem: Bogen Om Dig – Vores Barnebarn.

Det er en meget sød bog med friske farver og fine illustrationer.

Bogen er beregnet til at skrive i helt frem, til barnebarnet er teenager, og den indeholder mange sider, der lægger op til at nedskrive sjove erindringer. Der er f.eks. en side, der er beregnet til optegnelser om de hemmeligheder, bedsteforældrene og barnebarnet har haft sammen.

Jeg har omtalt bogen lidt mere udførligt – du finder omtalen under Anmeldelser.

Læs videre

Til mit barnebarn

Som jeg tidligere har fortalt, fik jeg et par bøger som gave, da jeg blev farmor. Den ene hedder Til mit barnebarn – og den er det så meningen, at jeg nærmest selv skal skrive. I bogen er der nogle spørgsmål, som jeg skal besvare og på den måde fortælle mit barnebarn om mit liv.

Spørgsmålene i bogen lægger op til, at man fortæller om hele sit liv lige fra barndommen med skolegang, pligter og fritidsinteresser. Der følger spørgsmål om uddannelse, arbejde og løn. Der er spørgsmål, der leder til at fortælle om andre familiemedlemmer og spørgsmål om bryllup og andre store begivenheder i livet.

Bogen beder også om svar på, hvad der er det bedste og det værste, man har oplevet. Man bliver  desuden bedt om at fortælle om egne børn og om, hvad man håber for sit barnebarn og dets fremtid.

Bogen rummer mange flere spørgsmål, hvis besvarelser tilsammen tegner et billede af den person, der skriver til sit barnebarn.

Alt i alt en rigtig dejlig bog, som jeg glæder mig meget til at skrive i.

Læs videre

Verdens bedste Bedstemor

Grethe Dirkinck-Holmfeld har skrevet en række bøger med guldkorn sagt af børn. En af de seneste er Verdens bedste Bedstemor – børns tanker om deres bedstemor. Der er så tilsvarende bøger om Verdens bedste Bedstefar, Verdens bedste Far og Verdens bedste Mor.

Jeg må se at få fingre i de bøger, for børn får jo tit sagt tingene så præcist og rammende – og samtidig morsomt.

Da jeg selv var lille serverede jeg  følgende filosofiske betragtning: “Det er vel nok sjovt, at Farfar’s og Farmor’s dreng lige skulle blive gift med Mormor’s og Morfar’s pige”! Dengang forstod jeg absolut ikke, at mine forældre var ved at dø af grin – både da jeg sagde det – og senere når de genfortalte bemærkningen til andre.

Jeg glæder mig til at læse, hvad børn har sagt af finurligheder om deres bedstemødre.

Læs videre

Bøger til Bedste

Det er i sig selv en stor gave at få et barnebarn. Som en ekstra bonus kom der i dag en pakke med posten til de nybagte bedsteforældre. Pakken var fra min søster og svoger og indeholdt udover et sødt lykønskningskort to bøger med bedsteforældre som målgruppe.

Den ene bog, skal man faktisk selv skrive. Den er beregnet til, at man som bedsteforældre skal skrive  til sit barnebarn og fortælle om sig selv og sit liv. Til mit barnebarn hedder den. Den anden bog hedder Tillykke med barnebarnet, og ser også rigtig interessant ud. Jeg fortæller mere om bøgerne, når jeg får kigget nærmere på dem.

Læs videre