Fremmed

fremmed

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst Fremmed af Julie Hastrup. Bogen er den 10. i krimiserien om drabsefterforsker Rebekka Holm.

Rebekka er blevet sendt på tvungen orlov. Det er hun pænt træt af, for hun elsker sit arbejde. Hendes mor overtaler hende til at tage med på en tur til Skotland. Det er ikke lige Rebekkas kop te.  Heldigvis finder hun snart mulighed for at få lidt tid for sig selv under påskud af at skulle kigge på en sag.

Det er ikke helt forkert, for hun bliver snart involveret i en. På flyet til Skotland faldt hun i snak med en kvinde, der skulle til øen Skye for at sælge sin afdøde mors hus og rydde op i hendes ting. Kvinden, der hedder Lea, kontakter senere Rebekka og fortæller hende, at hun i sin mors hus har fundet et trusselsbrev stilet til moren.

Snart er Rebekka sammen med en ung lokal kollega i fuld gang med at efterforske sagen, der trækker tråde til en gammel sag.

Jeg er jo stor fan af denne her krimiserie, og jeg har bestemt også været godt underholdt under læsningen af Fremmed. Alligevel er jeg en lille smule skuffet. Jeg synes ikke, at bogen helt er på højde med de tidligere bind i serien. Måske skyldes det, at Rebekka Holm er taget ud af sin sædvanlige ramme, måske noget helt andet. I hvert fald synes jeg ikke, at jeg rigtig kan mærke Rebekka denne gang. Samtidig synes jeg måske, at forfatteren vil for meget med bogen. Den tager fat på for mange problemstillinger, der derfor – for mig – kommer til at virke lidt uforløste.

Jeg har tidligere anmeldt Blodspor,  Mirakelmanden, Vildskud og Kryb – andre bind i serien om Rebekka Holm.

Læs mere om Fremmed hos Politikens Forlag.

Læs videre

Fra en bogbloggeres hverdag #19

fraenbogbloggershverdag#19

Reklame – anmeldereksemplar m.m. modtaget fra Politikens Forlag.

Endnu en spændende bogpakke er for nylig landet i postkassen. Fremmed af Julie Hastrup er netop udkommet. Det er 10. selvstændige bind i krimiserien om drabsefterforsker Rebekka Holm.

Jeg er stor fan af serien og kan slet ikke vente med at komme i gang med at læse Fremmed. Jeg glæder mig til at fortælle mere om bogen, så snart jeg har læst den.

Læs videre

Lad mig berette alt

ladmigberettealt

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst Lad mig berette alt af  Caroline Säfstrand.

Ulrica har planlagt at holde ferie på Hven. Hendes mor har altid haft et kompliceret forhold til Hven og har pålagt Ulrica at holde sig væk fra øen. Men nu trodser hun sin mors ønske og har lejet et lille hus på øen. Ulrica vil samtidig bruge sin ferie på at forsøge at give sin voksne søn lidt plads. Han er lige flyttet hjemmefra, og hun savner ham. Hun er bevidst om, at hun er ved at blive lige så kontrollerende over for ham, som hendes egen mor er over for hende. Og det vil hun gerne rette op på. Så hun lover sig selv at lade være med at kontakte sønnen i tide og utide, mens hun er på ferie.

Over for Ulricas feriehus bor Bea. Hendes mand har forladt hende, og hun har svært ved at komme videre. Bea prøver at bilde alle ind, at hun har det fint og lever et travlt og udadvendt liv. I virkeligheden er hun trist og meget ensom efter skilsmissen.

Ulrica og Bea trænger begge to til at komme videre i livet på en god måde. De har bare brug for et lille skub i den rigtige retning.

Lad mig berette alt er en dejlig roman, der emmer af varme, atmosfære og sommerstemning. Den er fuld af beskrivelser af smuk natur og sympatiske mennesker, der vil hinanden det bedste. Jeg har nydt at læse bogen, der er ren feel good. En dejlig historie om hemmeligheder, venskaber og nye begyndelser.

Jeg har tidligere anmeldt Villa Havbrise,  Klubben for Lykkelige Slutninger og Vingården for vilde drømme og Sandheden om havets døtre af Caroline Säfstrand her på bloggen.

Læs mere om Lad mig berette alt hos Alpha.

Læs videre

Læst i maj 24

laestimaj24

I løbet af maj har jeg læst de skønne bøger på billedet. Bøgerne er vidt forskellige, men jeg har nydt at læse dem hver især.

Lykkeligt nær af Thomas Bredsdorff.

I Lykkeligt nær undersøger Thomas Bredsdorff, hvad der sker, når man er blevet så gammel, at der ikke kan være længe til man skal dø.

Bogen er fuld af vid, refleksion og munterhed. Den er fuld af liv. Her har vi at gøre med en 85-årig, der både arbejder, rejser, vinterbader, spiller badminton, passer barnebarn og meget mere. Samtidig gør han sig helt usentimentalt tanker om den del af livet, der er gået og om den del, der endnu er tilbage. Man skulle måske tro, at en bog om et liv, der nærmer sig sin afslutning, er en trist affære. Men det er denne bog på ingen måde. Tværtimod.

Død to gange af Cara Hunter er den sjette i Oxford-krimiserien om kriminalinspektør Adam Fawley og hans team.

Ved midnatstid modtager politiet i Thames Valley et nødopkald om skud på en afsidesliggende gård i udkanten af Oxford. Da  Adam Fawley og hans team ankommer, finder de en død mand i køkkenet – skudt på klos hold – og to beboere, der ikke kan forklare, hvad der er sket.

Igen har forfatteren skrevet en krimi, hvor spændingen holder helt til sidste side, og hvor handlingen undervejs tager nogle uventede drejninger. De gennemgående karakterer kender læseren på nuværende tidspunkt i serien ganske godt, og det gør læseoplevelsen endnu bedre.

Senfølger af Anne Mette Kirk.

Hans seksårige datter har mistet hørelsen, og der findes kun én løsning. En operation på et privathospital i USA. Pris: 400.000kr. De penge har Jeppe ikke. Hans husbådscafé løber knap rundt, banken er iskold, og hans ekskæreste ejer ikke en krone.

Derfor er det næsten for godt til at være sandt, da han forelsker sig hovedkulds i varme og finurlige Christiane, som generøst tilbyder ham beløbet, der kan redde hans datter.

Eller sådan begynder det i hvert fald.

Senfølger er mit første møde med Anne Mette Kirks forfatterskab. Og hold da op, hvor skal jeg bare skynde mig at få læst alle hendes andre bøger. For hun skriver bare drøngodt.

Senfølger er en virkelig, virkelig spændende, skræmmende og tankevækkende roman. Jeg har haft svært ved at lægge bogen fra mig, fordi jeg har været helt opslugt af dens univers. På en måde har det været som at se en film. Alting er beskrevet så klart og præcist.

En roman om manipulation, om at ville please alle og om hjælp, der somme tider kommer fra en uventet kant.

Solospring af Louise Roholte.

Alberte er en kvinde først i fyrrerne. Hun er gift med ungdomskæresten, Kåre og sammen har de to teenagedrenge – tvillinger. Alberte går rundt og har det lidt sært. Hun sover dårligt om natten. Hun har ikke rigtig lyst til noget som helst. Føler ikke rigtig noget.

På et tidspunkt, har Albertes halvsøster overtalt hende til, at de sammen skal kaste sig ud i et faldskærmsudspring. Og selv der – i frit fald med kurs mod jorden mærker Alberte ingenting.

Alberte fortæller sin mand, at hun vil skilles. De bliver enige om, at han skal blive boende i deres hus. Alberte begynder at se sig om efter et nyt sted at bo, og finder et lille hus på øen Blisholt. Huset er lidt forsømt, men Alberte forelsker sig i det ved første blik.

Solospring er en varm og charmerende fortælling om kærlighed, håb og nye begyndelser. Bogen er skrevet i et dejligt flydende og ofte muntert sprog. Karaktererne er ret så farverige og ganske rammende og troværdigt beskrevet. Alt i alt en rigtig dejlig roman fuld af atmosfære og humor. Efter at have vendt den sidste side er jeg helt ked af at give slip på Solosprings univers og personer. Romanen har været hyggeligt selskab.

Læs videre

Fra en bogbloggers hverdag #18

fraenbogbloggershverdag#18

Reklame – anmeldereksemplar m.m. modtaget fra Politikens Forlag.

Det er altid dejligt at få en pakke ind ad døren med en bog til anmeldelse. Når der som her er overraskelser med i pakken, er det ekstra dejligt. Bog, te og honning. Ren forkælelse. Så er der da vist lagt op til  gode stunder i læsekrogen.

Bogen – Ulykkens år af Anne-Grethe Bjarup Riis og Thomas Rydal – er første bind i den planlagte Egeskov-trilogi. Jeg anmelder bogen her på bloggen snarest.

Læs videre