Fra gemmerne

Vi har fundet mere DUPLO frem fra gemmerne.

Nu er det hele vasket af og klar til brug.

Jeg er lidt spændt på, om Sander vil foretrække traktorerne, eller helikopteren.

I hvert fald glæder jeg mig til at se det gamle legetøj i brug igen – det har været gemt væk længe.

Det er en helt særlig glæde for mig at se mit barnebarn lege med de samme ting, som mine børn legede med, da de var små.

Det er da genbrug, når det er bedst.

Læs videre

Fastelavnskat

Jeg har kigget lidt i gemmerne og fundet katten her frem. Det er en rigtig, rigtig gammel kat. Næsten 30 år er den – og det er da vist en temmelig usædvanlig høj alder for en kat.

Jeg lavede denne her kat og en hel del andre magen til, da jeg stod og manglede pynt til mine børns fastelavnsris. Jeg kan ikke tegne, så jeg fandt en kat i en tilbudsavis fra købmanden, tegnede omridset af, rettede lidt til hist og pist, overførte til noget kraftigt sort papir, klippede ud og syntes, den var ganske fin. Faktisk fin nok  til at blive masseproduceret. Så jeg klippede så mange katte, at jeg stadig har nogle i behold.

Gem

Læs videre

Snart fastelavn

Så er det snart fastelavn. Jeg synes, det er så hyggeligt at se de mange festligt udklædte børn rundt omkring i den forbindelse,.

Det er blevet meget almindeligt at bruge ansigtsmaling, når børnene skal være rigtig flotte til fastelavnsfesten på skolen eller i daginstitutionen. Som allergiker vil jeg gerne slå lidt på tromme for, at man ser sig godt for, når man vælger sminke til sit barns sarte hud.

Læs mere om emnet på Henriks hjemmeside www.allergiskhverdag.dk og deltag evt. i konkurrencen, hvor du kan vinde gode cremer til pleje og beskyttelse af den vintertørre hud.

Læs videre

Gymnastik med mere

Sander går til gymnastik – forældre/barn gymnastik.

I går var vi med. Alle børnenes bedsteforældre var nemlig inviteret til at komme og kigge på/ være med.

Vi ankom før Sander og hans forældre, så vi gik bare ind i gymnastiksalen og ventede. Vi havde ikke ventet mange minutter, før Sander kom blæsende ind i salen. Han strøg lige forbi uden at lægge mærke til os.

Lidt efter fik han øje på os og kom susende. Han havde ellers næsten ikke tid. For der var jo så meget, han skulle.

Foruden de aktiviteter, der blev sat i gang af instruktøren, skulle den lille travle dreng jo også lige nå at spille på klaveret, undersøge om der var noget spændende ude i redskabsrummet, klatre helt til tops i ribberne (hans far var gudskelov lige bagved), forsøge at få fat i en ung fyrs iPhone, lukke lynlåsen i en af fædrenes trøje, mærke på en dames nylonstrømper og slukke lyset i omklædningsrummet – for nu bare at nævne noget af det, som vi nåede at observere.

Det var tydeligt, at Sander var helt i sit es på gymnastikholdet. Han var totalt i hopla.

Vi var helt forpustede, da timen var gået – bare af at se på fra sidelinien. Der blev godt nok brændt energi af.

Læs videre