Jeg har sikkert nævnt det før. Jeg kan godt lide at bage. Brød altså. Kager bager jeg næsten aldrig. Jo jeg bager lidt småkager til jul og en kanelstang i ny og næ. Men ellers bager jeg ikke kager. På grund af allergi skal jeg undgå æg og mælkeprodukter, og så bliver det altså lidt svært at komponere en rigtig god kage.
Men til gengæld er der gang i brødbagningen. Lige nu står der to store surdejsrugbrød og hæver, det samme gør en dej til boller. Jeg sværger til lange hævetider for både surdejsbrød og almindeligt gærbrød. Så lidt gær som muligt og så tid og tålmodighed. Så bliver det godt
Jeg ved ikke rigtig, hvad det er ved bagning, jeg så godt kan lide. Jo, jeg kan selvfølgelig godt lide at guffe brødet. Men det giver også noget andet. Jeg nyder hele processen. Både æltningen og ventetiden mens brødet hæver, duften, forventningen og endelig synet af det færdige resultat.
Og så plejer jeg jo heller ikke ligefrem at blive upopulær herhjemme, når jeg disker op med nybagt brød.