Blog
Min veninde blev mormor i aftes – igen. Da nyheden kom mig for øre, fik jeg lidt gåsehud. På den gode måde.
For det er altså et mirakel, hver eneste gang et lille barn bliver født.
Da jeg var barn, var det helt almindeligt, at man tog i skoven og plukkede skovhindbær i sæsonen. Vi gjorde det hvert år. Vi plukkede skovhindbær i spandevis. Der var som regel bittesmå skovhindbær nok til adskillige glas syltetøj, og nogen gange var der endda også nok til hindbærsaft.
Jeg kan huske, at min mor altid tog et bælte om livet, så kunne hun nemlig sætte hanken på den spand, hun plukkede i, fast i bæltet. På den måde havde hun begge hænder fri til at plukke. Vi børn var udstyret med mindre beholdere, som vi fyldte med bær, som vi så tømte over i mors spand. Jeg kan huske, at jeg plejede at plukke i en lille plastikspand af den slags, der er beregnet til at lege med i sandkassen. Eller for mit vedkommende i grusbunken – jeg havde nemlig ikke nogen sandkasse at lege i som barn, men en grusbunke. Det var også godt.
Jeg har også en anden barndomserindring, der handler om skovhindbær. Vi boede meget tæt på skoven, så der rendte vi børn tit og legede. En dag fik min storesøster overbevist mig om, at hvis jeg smurte næsen godt ind i skovhindbær, så ville mine forhadte fregner forsvinde. Jeg så meget op til min storesøster og troede naturligvis blindt på, hvad hun sagde. Som sagt så gjort – snudeskaftet blev smurt godt og grundigt ind i hindbær, og vi begav os hjemad. Da min stakkels mor så mig lidt på afstand, fik hun et chok. Hun troede, at jeg var kommet til skade og havde blod i hele ansigtet. Heldigvis var det jo kun hindbær.
Det hjalp i øvrigt ikke spor på fregnerne. Meget mærkeligt. Men jeg lærte da, at man ikke skal tro på alt, hvad man hører.
Jeg kan så godt lide skiltet her. (Hvis det skal være helt rigtigt, hedder det vel en advarselstavle, men jeg siger altså bare skilt.) Det står ved vores lokale skole og er vist af ældre dato. I hvert fald er der da for længst kommet en ny og mere moderne version.
Jeg synes, at skiltet ser ud præcis, som den slags skilte så ud, da jeg var barn. Kan det mon ikke godt passe?
I hvert fald synes jeg, at der er noget gammeldags og “Søren og Mette-agtigt” ved det her skilt, som er hyggeligt.
Jeg har lige ordnet en bunke strygetøj. Jeg kan godt lide at stryge – jeg tænker så godt, mens strygejernet næsten af sig selv glider hen over tøjet.
Som barn elskede jeg at se min mor stryge tøj. Der var noget beroligende og hyggeligt ved at se hendes hænder arbejde, og så var det så hyggeligt at snakke med hende, mens hun strøg.
Jeg mindes også gode samtaler og hyggelige stunder med mine egne børn. Stunder hvor jeg stod og strøg, mens en af drengene sad på gulvet eller stod lænet op ad dørkarmen, mens vi snakkede uforstyrret sammen.
Om sommeren kommer jeg tit til at længes efter min mors rabarbergrød. Jeg elskede rabarbergrød, da jeg var barn. I min erindring er det nærmest blevet sådan, at vi altid fik rabarbergrød til efterret om sommeren. Min mor kogte et par gode, store skålfulde ad gangen. Der var fuld knald på kuløren. Min mor var ikke karrig med frugtfarven.
Jeg kunne ikke selv drømme om at putte farve i maden. Så min rabarbergrød er ikke nær så flot som den, min mor lavede. Den smager heller ikke som den, min mor lavede. Ikke helt. Min mors rabarbergrød var verdens bedste. Den smagte af sol og sommer – og af lange feriedage og barndommens ubekymrethed.
Jeg bliver lækkersulten bare ved tanken om den rabarbergrød.