Blog
Se nu lige den lille fyr her. Er han ikke bare sød?
Det er jo ingen hemmelighed, at jeg lige siden barndommen har syntes godt om Christel tegninger.
Det ved min søster selvfølgelig også, og hun har forsynet mig med ikke så få fine genoptryk af de gamle tegninger. I går kom denne her med posten med kærlig hilsen fra hende.
Sådan en sød lille nisse – ham er jeg glad for.
Da jeg kiggede i min mailbox her til morgen, var der en mail fra en kvinde, jeg ikke kender. Der sker vist ikke noget ved at røbe, at forbogstavet i hendes fornavn er I – så det kalder jeg hende.
Det var en utrolig sød mail. I roste min blog. Det er altid dejligt at få ros, og det er virkelig dejligt, at et menneske, der slet ikke kender mig, har taget sig tid til at sætte sig ned og sende mig så sød og venlig en hilsen.
I fortalte i mailen, at hun for nogle år siden havde købt en lille porcelænsbog i en genbrugsbutik. Bogen var sådan en med Fader Vor på – præcis som den, jeg havde som barn, og som jeg har fortalt om her på bloggen.
I har med sin hilsen givet min dag den bedste start. Det er jeg meget taknemmelig for. Tusind tak, I.
Vi var en tur på biblioteket sammen med Sander i går. Det er jo vores yndlingsted at besøge sammen.
Sander inviterede mig med ind i legekøkkenet. Han skulle lave kaffe til Farfar. Og pizza. “Vent et lille øjeblik, Farfar – pizzaen er varm endnu,” sagde han. Det var ren hygge.
Jeg kom til at tænke på, at da jeg var barn, var der ikke andet end bøger på biblioteket. Man kunne komme og læse og låne bøger. Og det var det. Og det var fint nok.
Nu er der mange flere tilbud på biblioteket. Som jeg har fortalt om før, er der masser af dejligt legetøj til de små på vores bibliotek. Der er også noget for de større børn – både forskellige brætspil og computere med masser af spil. Der er endda en fladskærm med tilhørende spillekonsoller og et udvalg af forskelllige spil. Der er cafeborde og -stole, hvor man kan sidde og spise en medbragt mad og måske drikke en kop kakao fra automaten.
Der er også mulighed for at trække sig tilbage til en zone med mere fred og ro og læse aviser, bøger eller magasiner.
Der er forskellige temaudstillinger – lige nu er det Halloween, det handler om. Der er jævligt arrangementer som f.eks foredrag, højtlæsning, film eller børneteater.
I det hele taget er der gjort meget for, at biblioteket skal være et rart sted at komme for alle, uanset alder. Det er lykkedes fint, for selv om lokalerne tit myldrer med mennesker i alle aldre, er der altid fred og ro og rart at være.
Der er altså også stort set alt indenfor bøger. Det er stadig ikke bøgerne, der interesserer Sander mest – men de er der.
Da jeg er født i 1954, stammer mine allertidligste erindringer selvfølgelig fra halvtredserne.
Som barn af den tid er det derfor med stor spænding og interesse, jeg har kastet mig over bogen 1950’erne, der for nylig er udkommet forud for årets Golden Days Festival.
Bogen rummer indlæg af bl.a. Hanne Reintoft, Maria Marcus og Klaus Rifbjerg, der deler ud af deres minder fra årtiet.
Bogens tekster er både interessante og spændende, men billederne er alligevel det bedste, synes jeg. Billederne fører mig i den grad direkte tilbage til barndommen. En gengivelse af en side fra et af Daells Varehus’ postordrekataloger får mig til at huske, hvordan jeg som barn kunne sidde i timevis og bladre og kigge på alle damerne, der præsenterede tøjet – var det f.eks. noget med en swaggerkittel?
Et billede af Nina Og Frederik får mig til at huske, hvordan det lød, når de sang i radioen, når vi hørte Ønskekoncert om søndagen. Et foto af nogle mennesker, der sidder i græsset og spiser madder, de har medbragt i en skotøjsæske, får mig til næsten at kunne smage de madder, min mor smurte og pakkede i en skotøjsæske, når vi skulle på langfart dengang for længe siden.
De mere alvorlige ting, som de voksne var optaget af i halvtredserne, gik på grund af min unge alder hen over hovedet på mig. Vi havde ikke fjernsyn og jeg kunne endnu ikke læse aviser på det tidspunkt, så min verden var meget lille og meget tryg dengang.
Bogen giver et meget nuanceret billede af halvtredserne.
Her til morgen, da jeg var ude at gå, mødte jeg en mor og hendes lille pige. De var ude for at plukke brombær. Datteren kiggede nu mest på, for tornede brombærranker og små bløde barnefingre er ikke den bedste kombination.
Den bærplukkende mor og jeg fik os en lille snak om glæden ved at indsamle “forråd”. Hun havde dejlige minder fra sin barndom, hvor hun plukkede brombær sammen med sin far. Nu ville hun gerne give sine egne børn de samme gode oplevelser.
De nyplukkede brombær skulle blive til syltetøj, der skulle nydes sammen med pandekager. Vi blev rørende enige om, at det bedste syltetøj i verden er det, man selv har lavet af bær, man selv har plukket.
At gå på brombærjagt er en af de gratis glæder. Det gælder bare om at nyde de lækre bær, når lejlighed byder sig.