Post

Sander kan godt lide at tømme postkassen derhjemme. Der skal jo nøgle til og alting, så det er lige noget for ham.

I dag har jeg købt en ny forsyning sæbeboblevand til maskinen, han fik på sin fødselsdag. Jeg har selvfølgelig lagt beholderen i postkassen, så han kan finde den der. Det har nemlig vist sig, at han er en lille smule ærgerlig over, at der ikke ret tit er post til ham.

Det er da også for galt, og det må der gøres noget ved.

Farmor har skrevet sig bag øret, at der skal strammes op hvad post angår.

Læs videre

Fødselsdagsfejring

I går var vi til fødselsdag hjemme hos Sander. Vi havde en dejlig eftermiddag, hvor vi bl.a. gik en tur på legepladsen. Vi overværede også Sanders første forsøg på at rulle på de rulleskøjter, vi gav ham. Det er en svær disciplin, men han har mod på at øve sig. Han øver sig også ihærdigt på sit nye, flotte skateboard.

I onsdags på selve Sanders fødselsdag lavede jeg lidt sjov med ham. Mens han var i børnehave, tog jeg et smut hjem til dem og gemte en pose med nogle små pakker i deres have. Da han så kom hjem fra børnehave, gav jeg ham over telefonen et hint om, hvor han skulle lede efter posen med pakkerne. Han syntes, det var sjovt med den lille skattejagt og fandt hurtigt pakkerne. Det bedste var, så vidt jeg kunne forstå, en lille batteridrevet sæbeboblemaskine. Han lavede så mange sæbebobler på maskinen, at han tømte beholderen med sæbeboblevand.

Læs videre

Fem år

I dag fylder mit dejlige barnebarn fem år.

Det er da helt vildt, som tiden går.

På den ene side set synes jeg, at det er så kort tid siden, han blev født. På den anden side set, kan jeg næsten ikke huske, hvordan alting var, inden han kom ind i vores liv.

Jeg håber, at han får en dejlig, dejlig fødselsdag, og glæder mig, til vi skal være med til at fejre ham på lørdag.

Jeg oprettede jo min blog, da Sander blev født, så bloggen fylder også fem år i dag.

Læs videre

Regnvejrshygge

Her har vi silende, sjaskende regn. Jeg er sikker på, at det er godt for haven.

Faktisk tror jeg også, at det på en måde er godt for mig.

Jeg har nemlig lidt ondt i halsen og er småjams, så jeg drikker skoldhed citrontoddy og giver efter for mit lave energiniveau.

Jeg pjækker fra strygetøjet og slapper af i sofaen, med radio, computer og mobiltelefon. Den slags slendrian passer bedre til regnvejr end til solskin, synes jeg. Jeg har i hvert fald lettere ved at give efter for trangen til det i regnvejr.

Tidligere på dagen, mens solen stadig skinnede, snakkede jeg med Sander i telefonen. Vi snakkede lidt om hans fødselsdag, der er lige om hjørnet.  Han fortalte mig også, at han havde sagt til sin far, at han syntes, at de skulle cykle til købmanden og slappe af med en is. Det lød så sødt, og jeg gav ham ret i, at det var en rigtig god ide.

Læs videre

Fløjet fra reden

Den lille musvit her har forladt reden i dag.

Hidtil har den boet sammem med sin famile i redekassen, som Farfar  og Sander samlede og satte op i bøgetræet sidste sommer.

I morges opdagede vi, at den sad i syrenen lige udenfor vores vindue.  Det var tydeligt, at den lige havde forladt reden, den havde endnu ikke fundet ud af, at verden er et farligt sted. Det anfægtede den overhovedet ikke, at jeg gik ret tæt på den. Den sad bare helt roligt og så en anelse betuttet ud.

Lidt senere hørte vi, at der var andre musvitter i nærheden,  og vi regner med, at den lille unge bliver passet godt på af forældrene.

Læs videre