Skovtur i smukt vejr

Vejret har været perfekt til skovtur i dag, så vi tog en tur i Hesede skov sammen med mellemste søn. Vi havde regnet med, at Sander også kom med, men han var ikke hjemme.

Der var så smukt ude i skoven. Alting var præcis, som det skal være i en dansk bøgeskov i maj.

Vi gik også en tur igennem Paradishaven. Vi beundrede bl.a.  en stor busk med smukke, røde blomster. Jeg ved ikke, hvad busken hedder. Navnene på træer og buske står ellers på nogle små træskilte, men vi kunne ikke finde skiltet ved den blomstrende busk. Det hele vokser vildt i Paradishaven, og planterne i skovbunden  kan snildt skjule sådan et lille  skilt.

Da vi kom tilbage fra turen var Sander kommet hjem, så vi fik alligevel lige en lille snak med ham. Han fortalte os, at han forleden dag blev stukket i begge armene (vaccination ved fem-års undersøgelse), at han ikke græd, og at han blev målt og måler 1  meter og 14 cm.

Læs videre

En dejlig dag med masser af sjov

I går slog BonBon-Land dørene op for sæson 2014.

Jeg var inviteret til at være med til at fejre åbningsdagen. Jeg havde endda fået lov til at tage nogen med, og Farfar og Sander var ikke svære at overtale.

Vi var  både glade og forventningsfulde, da vi stillede os i kø og ventede på at blive lukket ind.

Vores forventninger blev indfriet til fulde. Alle sejl var sat til for at gøre åbningsdagen  festlig for alle besøgende.

Allerede lige da vi var trådt indenfor i parken, fik Sander ligesom alle de andre børn en kæmpestor bolchesut og en frugtstang. Sander spiste frugtstangen med det samme – så var der energi til en sjov og aktiv dag.

Vi storhyggede os  og var nærmest i konstant bevægelse. Der er så meget at se på og så mange ting at prøve, og Sander ville helst både se og prøve det hele. Det nåede vi nu ikke, men vi nåede en masse. Selv om der var mere end 2500 mennesker i parken, var der masser af plads, næsten ingen køer, glade smil og godt humør over hele linien.

Der var både is og kage og goodie-bag med ekstra forkælelse til både store og små. For at det ikke skulle være løgn, var vejret helt perfekt, så vi kunne umuligt ønske os mere.

Tak til BonBon-Land for en helt igennem superdejlig dag!

Hvis du også kunne tænke dig en tur i BonBon-Land så hold øje med bloggen her, for der er en konkurrence på vej.

Læs videre

Så fik vi taget hul på weekenden

I går eftermiddags hentede Farfar Sander i børnehaven. Jeg var travlt optaget af at bage rugbrød, så jeg kunne ikke tage med.

Bagefter fik jeg at vide, at de havde hygget sig mægtig godt.

Sander havde lavet noget meget fint påskepynt i børnehaven, som de havde fået med hjem sammen med et herligt selvportræt, han havde tegnet. Farfar havde heldigvis taget et billede af kreationerne med sin mobiltelefon, så jeg også kunne se dem.

På vej hjem fra børnehaven havde de to været en tur på legepladsen og bagefter var de cyklet til købmanden og havde købt en basse til hver for at fejre, at det var fredag.

Somme tider er det helt perfekt at være sammen på den måde – bare ét barn  og én voksen.

Læs videre

Da Carl næsten ikke kunne gå

Da Sander besøgte os i lørdags, læste vi den seneste bog i serien om elefantungen Carl af Ida Jessen og Hanne Bartholin.

Da Carl næsten ikke kunne gå handler om, hvordan Carl får så forfærdelig ondt i benene, da elefantfamilien er ude at gå tur. Carl kan faktisk næsten slet ikke gå og ville ønske, at han kunne blive kørt i barnevogn ligesom familiens lille babyelefant. Han får at vide, at det er han alt for stor til. Carl opgiver ikke så let og prøver på forskellige måder at vise sin familie, hvor slemt det står til med hans ben.

Sander kunne godt lide bogen, og da vi havde læst den,  snakkede vi lidt om, at han også nogen gange bliver så træt i benene, at han næsten ikke kan gå og er nødt til at komme op og sidde lidt på sin fars skuldre.

Læs videre

Papirflyvere og andet sjov

Vi havde det hyggeligt sammen med Sander i går, da han var hjemme hos os.

Vi byggede med Lego, tegnede, læste, lavede papirflyvere og hyggede os i det hele taget.

Vejret var jo skønt, så det blev også til lidt leg i haven og en tur på legepladsen.

Legepladsen på skolen er lige blevet renoveret. Der er blevet sat et rigtig stort og flot legetårn op. Der er både klatrevægge, rebstiger, hængebro, tunnel, rutchebane og meget mere. Det var et stort hit at være der.

Sander havde taget papirflyverne med op på legepladsen, og de blev sendt i luften oppe fra legetårnet. De fik rigtig luft under vingerne og fløj temmelig langt. Det fik vi meget sjov ud af. Da Sander senere skulle hjem, ville han gerne have papirflyverne med hjem, så han kunne flyve med dem derhjemme. Der kan komme meget sjov ud af nogle få ark papir.

I går var der fart over feltet. I dag puster vi lidt ud.

Læs videre