Blog
Vi hentede Sander i børnehaven i går.
Det er ikke så heldigt, hvis han falder i søvn i bilen der hen på eftermiddagen, så hans farfar sad bag i bilen sammen med ham for at snakke med ham og holde ham vågen.
På et tidspunkt forstummede snakken omme på bagsædet, og jeg spurgte for sjov: “Sover Farfar?” Sander svarede overbærende: “Neeej, det kunne han aldrig finde på.”
Den bemærkning fik de store smil frem.
I dag har vi været til familietamtam. Det var rigtig hyggeligt.
Som en ekstra bonus fik jeg lov til at få en tur på Sanders splinternye mooncar. Faktisk blev jeg mere eller mindre tvunget til det.
Det var første gang, jeg prøvede at køre på sådan en. Det var sjovt. Jeg tror også, at det så sjovt ud. I hvert fald grinede resten af selskabet – det kan muligvis hænge sammen med, at sædet på køretøjet var indstillet, så Sanders små ben kunne nå pedalerne, hvilket resulterede i, at jeg kørte med knæene næsten oppe under hagen. Meget anstrengede skulle jeg hilse og sige – men først og fremmest sjovt.
Sander ville gerne lige hjem og hilse på os, da han var på vej hjem fra børnehave sammen med sin far. Så de lagde vejen forbi og slog en lille sludder af.
Da de skulle til at køre igen sagde sønnike: “Vi ses, Mor.” Det fik Sander til at grine, og han sagde overbærende: “Neeej, Farmor hedder ikke Mor, hun hedder Farmor!”
Det er da heller ikke til at hitte rede i, når folk sådan render rundt og hedder både det ene og det andet.
Sander aflagde os et lille besøg i går eftermiddags. Han havde haft en lidt hård dag, der var begyndt med besøg hos børnelægen for at få lavet priktest. Han har nemlig haft symptomer, der afgjort lignede allergiske reaktioner, i sommerens løb. Blodprøver havde også tydet stærkt på allergi og nu skulle det undersøges nærmere. Sander fortalte, at lægen “stikkede” ham. Det var jo ikke særlig rart, men nødvendigt.
Jeg havde egentlig håbet på, at vi i vores familie efterhånden havde taget vores part, hvad allergi angår.
Det havde vi så ikke. Der var mere, hvor det kom fra. I hvert fald er der nu klarhed over, at familiens yngstemand er allergisk overfor græspollen og kat.
Vi har snakket om, at det jo i hvert fald er praktisk, at vi i familien i forvejen kender så meget til allergi. Det gør det hele lidt nemmere.
Sander og hans far var lige forbi i ti minutter sidst på eftermiddageni går.
Sander er ved at blive vænnet fra sin middagssøvn, så faderen var i gang med den svære øvelse det er, at holde en dødtræt tre-årig vågen gennem den kritiske ulvetime.
Det var en lidt klatøjet og temmelig pirrelig lille Rasmus Modsat, der kom og hilste på. Han var så træt, at han ikke rigtig vidste, hvad han ville – bortset fra selvfølgelig at det skulle være noget andet end det, vi andre ville. Der var ikke rigtig nogen, der kunne gøre noget rigtigt. Han blev endda sur over, at jeg vinkede til ham, da han skulle hjem igen.
Jeg gik selv alt for sent i seng i aftes, og kunne godt mærke her til morgen, at mangel på søvn nemt kan tage toppen af humøret.