En skør, skør drømmeverden

Da jeg vågnede i morges, havde jeg sådan en underlig følelse af uro. Den stammede fra et sammensurium af mærkværdige drømme, som  jeg kun kan huske brudstykker af.

Noget af det, jeg husker er, at jeg skulle passe på en lille dreng. I drømmen var der ikke nogen tvivl om, at drengen på en eller anden måde hørte mig til, men han lignede ikke rigtig nogen af mine egne drenge og heller ikke mit barnebarn. Men jeg passede altså på ham,  og vi gik tur i en by, som jeg ikke kendte. Pludselig kom en hestevogn blæsende. Hestene løb løbsk, og vognen – som ikke var en almindelig hestevogn men mere lignede anhængeren på en lastbil – var ved at vælte.  Vi søgte tilflugt i en lille hjørnebutik, som viste sig at være kæmpestor, når man kom indenfor. Derinde var der bl.a. et mange meter bredt skuffedarium med enorme skuffer fulde af bleer. Bleerne var dekoreret  med tegninger af bl.a. Bedstemor And.

Mærkelig drøm!

Jeg kan huske flere mærkelige brudstykker af nattens drømme, men de hænger vist ikke sammen med drømmen om hestevognen. Det var noget med en hel masse forkølelsessår, og jeg ved ikke hvad.

Efter sådan en nat er det dejligt at vågne op til virkeligheden og beroligende hverdagsagtigt at komme ud at gå en tur og indsnuse duften af hyld og jasmin.

Læs videre

Lille Peter Edderkop

For nylig, da vi passede Sander, stod jeg på et tidspunkt ude i køkkenet, mens Henrik og Sander var inde i stuen.

Pludselig lød der fællessang fra stuen – Lille Peter Edderkop. En af de to skønsangere kunne vist ikke teksten helt perfekt. I hvert fald sang den ene af dem: “Lille Peter Edderkop sejled’ op ad åen.” Jeg vil ikke komme ind på, hvem det var, der sang den alternative tekst, men det var ikke Sander.

Kunne jeg lade være med at grine? Ikke helt.

Læs videre

Sandskulpturer

Selvom Sander og jeg lavede nogle flotte sandfigurer forleden dag, tror jeg nok, at vi skal øve os en lille smule mere, før vi kommer på niveau med de dygtige kunstnere, der har skabt de flotte sandskulpturer på Hundested Sandskulptur Festival.

Tænk engang, at en bunke sand kan forvandles til så store, flotte og detaljerede kunstværker.

Læs videre

Fars dreng

Sander og jeg fik os en lille snak over telefonen i aftes.

Jeg fik sagt noget med “Farmors søde dreng,” og svaret faldt omgående i et lidt irriteret tonefald: “Jeg er Fars dreng.” Det siger han hver gang. Han synes nok, at jeg er en anelse tungnem, siden jeg ikke snart kan fatte det.

Læs videre

Sandkager på stribe

Vi var hjemme hos Sander for at se efter ham et par timer sidst på eftermiddagen i går.

Vi havde købt en lille plastikgravko til ham til at lege med i sandkassen. Den blev han glad for, og vi skyndte os om til sandkassen for at lege.

Lidt senere spurgte naboen over hækken, om Sander kunne bruge noget ekstra sand til sandkassen. Han havde fået sand hjem og havde noget i overskud. Det var jo ikke vores afgørelse, men vi vovede det ene øje og sagde, at det troede vi nok, at både Sander og hans forældre ville blive glade for.

Der er jo det med sand, at det har en tendens til på en eller anden mystisk måde at forsvinde fra sandkassen og ende alle mulige mærkelige steder. Det er lige så sikkert som Amen i kirken, at sandet næsten af sig selv bevæger sig ud af sandkassen, ud på fliserne, ud på græsplænen, ind i tøj og sko, ind på køkkengulvet og alle de andre steder, hvor vi allesammen hader sand. På den måde synker “sandstanden” i sandkassen jo efterhånden, og så er det godt at få fyldt op med lidt frisk sand.

Sander blev også rigtig glad for den trillebørfuld sand, naboen kom med til ham. Det var dejligt fugtigt strandsand, så det var perfekt at lave sandkager og andre små kunstværker af. Så det gjorde vi.

Den lille nye gravko blev godt og grundigt indviet sammen med det nye sand.

Læs videre